Menu luk

Ups, kunden glemte at tage sine penge

Det hænder, at kunder går fra hæveautomaten uden deres penge. Ja, selv bankfolk kan gøre det. Nogle må vinke farvel til beløbet for evigt, mens andre får pengene retur takket være ærlighed

5. okt. 2016
5 min

Kundemedarbejder Anne Holm reagerer med overraskelse, da en mand kommer ind til kassen og afleverer 600 kroner, som fristede i hæveautomaten ude på gaden. Hun skriver hans telefonnummer ned, i fald pengenes ejermand ønsker at takke ham for hans ærlighed.

Men tag ikke fejl. Anne Holm har før fået indleveret penge, som folk er gået fra.

"Det sker tre-fire gange om året. Men det er måske ikke alle, som kommer ind med pengene, så der kan være tilfælde, vi ikke opdager, fordi vi heller ikke hører fra kunden", siger Anne Holm fra Jutlander Bank på Frederiksbjerg i Århus.

Når hun kan fortælle kunder, at deres glemte penge er blevet indleveret, tager nogle det som en selvfølge. Andre bliver rigtig glade. Anne Holm har dog aldrig oplevet nogen spørge, hvem der har afleveret pengene.

Hvis hun ikke har fået pengene ind, undersøger hun, om automaten har hapset dem igen. Det sker efter tre-fire minutter. Ellers beder hun kunden kontakte politiet.

"Vi kan måske se på vores videoovervågning, hvem der har taget pengene. Men politiet har aldrig været her, så folk vil nok ikke ofre tid på sagen", siger Anne Holm.

Nogle forsøger at snyde

I Sydbank kan produktkonsulent Lasse Aakjer Hansen nogle gange se på overvågningen, at en kunde tager pengene og derefter hæver på sit eget kort. Det gør det let for politiet at identificere tyven.

"Det går så hurtigt, at gerningsmanden ikke tænker over, at vi kender hans kortoplysninger og dermed hans identitet", siger Lasse Aakjer Hansen, der har ansvaret for bankens 150 hæveautomater.

Han fører ikke statistik, men det hænder, at folk glemmer deres penge. Nogle bliver irriteret på sig selv. Andre mener, at de slet ikke har fået udbetalt pengene, men banken har adgang til både automatens data og videoovervågningen.

"En sjælden gang kan der opstå en teknisk fejl under hævningen, så kunden ikke får sine penge og alligevel bliver debiteret på kontoen. Så stemmer kassen ikke, og vi kan godtgøre kunden. Men ellers kan vi se på videoen, hvad kunden gør ved pengene", siger Lasse Aakjer Hansen.

Hvis der opstår tekniske problemer under en hævning i Djurslands Bank, beholder automaten pengene og fører beløbet tilbage på kundens konto. Men kunden har så meget fokus på, at han ikke har fået sine penge i hånden, at han ikke lægger mærke til, at de er gået ind igen. Derfor henvender han sig i banken, fortæller Claus Lindgaard, der er filialdirektør i Grenaa.

"Vi har også været ude for, at folk forsøger at lyve sig til, at de ikke har fået deres penge. Men vi oplever stort set aldrig, at automaten snyder, og vi kan se på videobåndet, at folk tager pengene i lommen og går direkte ind i banken og siger, at de ikke har fået dem. Så undskylder de sig med, at de troede, at de kun havde puttet hævekortet i lommen, eller at de havde lagt pengene et andet sted i pungen, end de plejer. Men det virker nu meget bevidst". 

Automaten begynder at bippe

Kun to gange i de seneste ti år har en kunde glemt at tage sine penge i automaten i Grenaa-filialen.

"Vi kan huske det, fordi en kunde begge gange kom ind med pengene, kort efter at de var blevet hævet. Det pudsige er, at ingen af kunderne henvendte sig. Det skulle man ellers tro, at folk ville gøre", siger Claus Lindgaard.

Djurslands Bank har indrettet sine automater, så de bipper, hvis kunden ikke har taget sine penge efter 20 sekunder. Men filialdirektøren er ikke sikker på, at det hjælper.

»Jeg testede det i går. Hvis man glemmer sit kort, suger automaten det tilbage, men hvis man går fra sine penge, bliver de siddende, og jeg vil tro, at folk er kommet så langt væk, at de ikke hører lyden", siger han.

Heller ikke Nordea har en opgørelse over, hvor tit folk lader være med at tage deres penge, men det sker så ofte, at banken er gået et skridt videre end kollegaen på Djursland.

"Vi har den service, at automaten giver lyd fra sig efter 20 sekunder. Efter yderligere 20 sekunder tager den pengene retur og sætter dem tilbage på kundens konto", fortæller pressekonsulent Stine Wind.

Kunde gik fra 4.000 kroner 

Vestjysk Bank i Holstebro har på to år haft ét tilfælde med glemte penge, og da kom den næste, der skulle hæve, ind med dem.

"Vi er i Vestjylland, så folk passer godt på deres penge", siger servicerådgiver Hanne Green med et grin.

Også hos Arbejdernes Landsbank på Vesterbrogade i København får kunderne deres penge retur på grund af ærlighed. Ofte er det udenlandske turister, der kommer ind med sedlerne.

"Jeg har ikke oplevet nogen, som har mistet deres penge, selv om det svarer til at lægge dem på gaden, hvor det er nemt for andre at tage dem", siger teamleder Camilla Eriksen.

Bankens egne kunder kan hæve op til 10.000 kroner, og cityfilialen havde én, som gik fra 4.000 kroner. Hun kom tilbage inden for en time og regnede med, at pengene var tabt.

"De fleste kommer i afmagt og vil høre, hvad de så kan gøre. Det gjorde denne kunde også, så hun blev glad, da vi kunne fortælle, at vi havde hendes penge", siger Camilla Eriksen.

Nyt syn på glemsomme kunder

Kunden i Arbejdernes Landsbank havde haft travlt, så da automaten spyttede hendes hævekort ud, løb hun videre.

"Når folk har travlt, er de ikke opmærksomme på at komme hele ekspeditionen igennem. Det er det, de fortæller, når de kommer ind og er desperate", siger Camilla Eriksen, der godt kan forstå, at folk kan glemme deres penge, når de står med børn, kigger i deres telefon eller tænker på, hvad de skal have til aftensmad.

Tidligere rystede kundemedarbejder Anne Holm fra Jutlander Bank i Århus på hovedet, når kunder gik fra deres penge. Det gør hun ikke længere.

"For halvandet år siden hævede jeg selv i vores automat og gik fra pengene. Efter 10-15 skridt kom jeg i tanke om, at jeg manglede en bevægelse. Jeg var dybt rystet over mig selv", siger Anne Holm, der nu har medlidenhed med de kunder, der glemmer deres penge.

Seneste nyt