Menu luk

Mange bejler til Goldman

Mere end en kvart million jobansøgninger fik Goldman Sachs denne sommer. Andre investeringsbanker melder også om stor interesse blandt studerende. Læs også flere europæiske byers kappestrid om at tiltrække finansarbejdspladser efter Brexit og om skraldebanker i Indonesien.

7. aug 2016
4 min
Af Elisabeth Teisen
et@finansforbundet.dk


Goldman Sachs har ikke det bedste ry i Danmark. Men det er tilsyneladende ikke noget, der afskrækker klodens kloge hoveder. Mere end en kvart million ansøgninger fik Goldman Sachs ifølge Financial Times til job denne sommer.
Også investeringsbanker som J.P.Morgan og Citigroup har fået langt flere ansøgninger, end de har job. J.P.Morgan angiver, at banken ansætter 2 procent af dem, der søger. Citigroup ansætter 2,7 procent. De to sidstnævnte vil ifølge den engelske finansavis ikke oplyse antal.

Dermed ser det ud til, at investeringsbankerne har genvundet deres tiltrækningskraft på studerende og færdiguddannede kandidater. Der var ellers et markant fald i søgningen i krisens kølvand, hvor sektorens popularitet dalede drastisk.
Generelt er antallet af ansøgninger til de store investeringsbanker steget med 40 procent siden 2012. Det afspejler, dels at der er færre investeringsbanker at sende sin ansøgning til, dels at bankerne ifølge Financial Times er i færd med at ændre deres arbejdskultur fra en workaholickultur, der kværner medarbejderne, til en mere positiv kultur, der satser på at tiltrække og beholde medarbejdere.

Sidste år ansatte Goldman 9.700 medarbejdere på alle niveauer. Morgan Stanley ansatte lidt over 100 i sin amerikanske investmentafdeling. De 100 stillinger var der 8.000 ansøgninger til.

Rift om at udnytte Brexit


Få i den europæiske finanssektor havde ønsket et Brexit. Men da det nu er en realitet skulle man da være et skarn, hvis man ikke forsøgte at udnytte det, synes mange at tænke. Borgmestre, andre lokale beslutningstagere og chefer for store finanshuse i andre europæiske byer kappes nu om at dele rovet fra det, der betegnes som London Citys endeligt som Europas finansielle centrum.
Paris, Frankfurt og Dublin er dem, der spås de bedste chancer for at tiltrække dem, der vælger at forlade det engelske finanscentrum. Men også i Warszawa og Luxembourg er de aktive for at få del i rovet.

For Paris taler, at der allerede er en stor finansiel sektor og et finansielt økosystem med advokater, revisorer m.m., hvor fem af Europas 20 største banker har deres hovedsæde, Imod Paris taler ifølge den engelske avis den høje skat og høje sociale omkostninger.

Frankfurts trumfkort er, at Den europæiske Centralbank ligger i byen, og at fusionen mellem London Stock Exchange og Deutsche Börse stadig forhandles. Hvis den bliver en realitet kommer hovedsædet helt sikkert ikke til at ligge i London. Imod taler, at det i Tyskland er svært og dyrt at fyre medarbejdere. Det vil – stadig ifølge Financial Times – afskrække især amerikanske banker.
Og så er der Dublin, som markedsfører sig med at ligne London mest: Sprog, uddannet arbejdskraft og fælles love med en finanssektor der på 25 år er vokset fra ingenting til 30.000 medarbejdere.

Skraldebanker boomer


I den anden ende af det finansielle spektrum ligger skraldebankerne, som der ifølge Bloomberg Businessweek bliver flere og flere af i Indonesien.

Mutiara Trash Bank i Makassar på Sulawesi er én af 200 trash-banker bare i den by, der huser omkring 2,5 millioner indbyggere. Interiøret ligger langt fra Goldman Sachs’ glas og stål. Banklokalet har jordstampet gulv, den grønne sofa, som kunderne kan vente i, er ramponeret, men ved siden af hænger en kam i snor til fælles afbenyttelse, så de kan komme til at se lidt ordentlige ud, inden de skal tale med bankmanager Suryana.

Princippet er, at kunden bringer genbrugsskrald som plastik, papir eller pap til banken. Her bliver det vejet og prissat. Så kan man sætte pengene ind på sin konto og med tiden få et lån, hvis der er behov for det. I Makassar aftager bystyret affaldet til faste og offentliggjorte priser.

Kunderne i trash-bankerne er overvejende kvinder, der samler affald på deltid for at supplere husholdningspengene, men der er også fuldtidsskraldesamlere, der kan tjene noget mere end de 1-2 kroner, den gennemsnitlige kvinde på deltid kan sætte ind på sin konto om ugen.

Ideen er født af kombinationen af det stigende pres på Indonesiens lossepladser og behovet for adgang til de mest basale opsparings- og lånefaciliteter for landets mange fattige. I hele Indonesien er der nu 2.800 trash-banker, der i alt betjener 175.000 kunder. For en kunde som Sitinah er Mutiara det tætteste, hun nogen sinde er kommet på en finansiel institution. Og det er ad den vej, hun fik råd til at købe en wok, så hun kunne starte en lille cateringvirksomhed.