Menu luk

Lav ledighed blandt finansansatte

Ledigheden blandt de finansansatte er faldet fra 2,9 procent i juni 2013 til 2,4 procent i juni 2016. Faldet i ledigheden er kommet til trods for, at finanssektoren har været ramt af 10.000 afskedigelser siden finanskrisen.

21. aug. 2016
2 min

​Ledigheden daler blandt Finansforbundets medlemmer, viser nye tal fra de finansansattes foretrukne a-kasse FTF-A. Siden juni 2013 er ledigheden faldet med 0,5 procentpoint og den ligger derfor nu på 2,4 procent ifølge de seneste tal. Den halve procent, der ikke længere tæller med som ledige, svarer til 300 finansansatte ud af 42.161 medlemmer, der både har en tilknytning til finanssektoren og FTF-A.

Den faldende ledighed er sket til trods for, at finanssektoren har været ramt af over 10.000 afskedigelser, siden finanskrisen ramte i 2008.

Finansforbundets formand Kent Petersen glæder sig over den positive udvikling i de finansansattes ledighedstal.

"I forhold til at virksomhederne har afskediget over 10.000 medarbejdere siden finanskrisen brød ud i 2008, er det meget tilfredsstillende, at ledigheden blandt finansansatte i dag er relativt lille og markant mindre end den generelle ledighed. Det vidner om, at den indsats vi i Finansforbundet gør sammen med FTF-A for at hjælpe afskedigede medlemmer videre til nye job eller i gang med uddannelse virker", siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.

Næsten halvdelen af de ledige er langtidsledige

I juni 2013 var der 1.517 ledighedsberørte, hvor tallet i juni 2016 lå på 1.201 ledighedsberørte, viser en statistik fra FTF-A. Tallet dækker over jobsøgende hos a-kassen, der har angivet en tilknytning til finanssektoren. I alt er der 42.161 medlemmer, der både har en tilknytning til finanssektoren og a-kassen FTF-A.

Mens den generelle ledighed hos finansansatte falder, er andelen af langtidsledige støt stigende. Det viser samme rapport fra FTF-A. Ifølge a-kassen er man som jobsøgende i kategorien som 'langtidsledig', hvis man har været ledig i 42 ud af de seneste 52 uger. Dette gælder nu for næsten halvdelen af de ledige i finanssektoren.

I juli 2016 var der 509 såkaldte langtidsledige ud af 1.381 ledige. Til sammenligning var der i juli 2013, for tre år siden, 424 langtidsledige ud af 1.541 ledige.

Siden august 2014 er der 340 jobsøgende, der har mistet retten til dagpenge. De tæller derfor ikke med i statistikken.

Seneste nyt