Menu luk

Julefrokost for ledige

Tiden for julefrokoster på arbejdspladserne nærmer sig, men står man uden job, kan det også være en ærgerlig tid, når der ikke er nogen at gå til julefrokost med. Derfor inviterer de finansansattes a-kasse FTF-A ledige medlemmer til julefrokost fire steder i landet.

7. nov. 2016
2 min

​Den 1. december slår FTF-A igen dørene op for julefrokost og julearrangementer for ledige medlemmer i Aarhus, København, Odense og Aalborg. Arrangementerne blev afholdt med stor succes sidste år og derfor gentager a-kassen konceptet.

"Julefrokost med kollegerne er et naturligt samlingspunkt for rigtig mange mennesker, der er i arbejde. Men mister du dit job, kan du risikere at miste meget mere end blot jobbet. Mange vil savne det sociale samvær med kollegerne. Og ved juletid, hvor virksomhederne holder julefrokoster, lægger man særligt mærke til det," siger direktør i FTF-A Michael Darmer til Nyhedsbrevet Finans.

En af dem, der deltog i sidste års julefrokost, er Annette Frost. Hun blev ledig i april 2014 efter mere end tyve år i Nykredit. I dag har hun fået job som HR-manager hos Momondo, men sidste år var julefrokosten i FTF-A et tiltrængt afbræk i en hektisk hverdag som jobsøgende.

"Jeg deltog, fordi jeg synes det var en fed og lidt kontroversiel idé, som adskilte sig fra den måde samfundet i øvrigt italesætter det at være jobsøgende på. Det var også rart at skulle til en julefrokost, selvom jeg ikke havde et job. Det var et rigtigt hyggeligt arrangement, hvor jeg fik talt med mange forskellige mennesker med lige så mange forskellige baggrunde", siger Annette Frost til Nyhedsbrevet Finans.

Udbygge sit netværk

For Annette Frost var julefrokosten dog ikke kun en mulighed for at hygge sig i et godt selskab. Fra første dag, hun blev ledig, har hun været meget opmærksom på at udbygge sit netværk, for på den måde at få adgang til arbejdsmarkedet igen.

Og julearrangementerne i FTF-A handler da også om mere end flæskesteg og snaps. Til alle arrangementer udforskes et af jobsamtalens sværeste spørgsmål: "Kan du ikke fortælle lidt om dig selv. Hvem er du?" Ligesom en teatertrup kommer forbi og viser et indblik i en tilspidset eller udfordrende situation i en jobsamtale.

"Vi vil gerne give vores ledige medlemmer mulighed for at netværke og give dem inspiration til, hvordan de lander deres næste job. Det bliver et arrangement med plads til både hygge og netværk samtidig med, at vores job- og karrierecoaches giver gode råd til jobsamtalen og de svære spørgsmål, ligesom medlemmerne også får perspektiver på jobsamtalen fra de forskellige virksomheder, der deltager," siger direktør i FTF-A, Michael Darmer.

Læs mere og se programmerne her.

Seneste nyt