Goldmand Sachs som rollemodel

​Goldman Sachs er i en klasse for sig. Ingen investment bank har så tætte forbindelser, er så arrogant og så indflydelsesrig på den ene side og på den anden side så frygtet og så hånet: Den store vampyrblæksprutte, som den er blevet kaldt. Den har stadig det bedste brand i sektoren, men som resten af branchen har den knapt overvundet nærdødsoplevelsen i 2008. Goldman Sachs er derfor i gang med en smertefuld omstilling, som andre banker også må starte, hvis de vil overleve og have fremgang – ifølge Economist.

Bankerne er presset af den teknologiske revolution på den ene side og på den anden side den stadig strammere regulering. Svaret på det er dels den brutale og hurtige måde at reducere omkostninger på: fyringer. I Goldman er antallet af aktiehandlere faldet fra 600 i år 2000 til nu to – og flere fyringer er i vente. Men en mere dybtgående ændring er at anerkende, at banker i bund og grund er teknologivirksomheder, hvis opgave er at sende tal gennem ledninger og indse at penge basalt er en elektronisk konstruktion. Det er her, Goldman – stadig ifølge Economist – ligger i førerfeltet ved at omfavne de forandringer, denne forståelse afstedkommer. En hel stribe af automatiseringer, strømlining af processer og integrering af tech-virksomheder er i gang. Det er blandt andet "Marcus", der yder online-lån til kunder, der hidtil ikke var i det typiske "Goldman Sachs-segment, "Symphony", der perfekt inkorporerer data og kommunikation og "Kensho", der er en slags cyber encyklopædi, der finder korrelationer mellem begivenheder som jordskælv, politiske taler og økonomiske resultater og prisfølsomme aktiver.

Forandringen i forretningskonceptet er fulgt af en forvandling af "the Goldman kind of person", som Economist kalder det. 25 pct. af de ansatte har nu en teknologibaggrund, enten som ingeniører, matematikere eller it-videnskabsmænd.

Så tæt hænger de sammen

Internationale banker, som bruger Storbritannien som port til EU, beskæftiger mere end 590.000 medarbejdere, har mere end 7,5 trillioner pund i aktiver og genererer mere end 50 billioner pund i overskud. Det fremgår af analyser foretaget af Financial Times på baggrund af data fra de regulerende myndigheder.

5.500 finansielle servicevirksomheder "passporter" deres servicer ud af Storbritannien. Det betyder, at de driver deres virksomhed i resten af EU på baggrund af en godkendelse i Storbritannien. 8.000 finansielle virksomheder passporter omvendt ind i Storbritannien, altså på baggrund af godkendelser i andre EU-lande.

De 91 banker, der er officielt registreret i Storbritannien, som bruger passporting – altså retten til at drive bankvirksomhed i hele EU på baggrund af den engelske godkendelse – udgør 60 procent af alle registrerede banker i Storbritannien, men de udgør mere end 95 procent, når det gælder aktiver og medarbejdere.

Topfem af de amerikanske banker, der opererer fra Storbritannien, har næsten 1,5 trillioner pund i aktiver og 21.000 medarbejdere i Storbritannien.

"Perspektivet ved at miste adgangen til det indre marked bør bekymre enhver", siger Robert Rooney, administrerende direktør for Morgan Stanley International, til Financial Times.

"Det vil betyde højere omkostninger, lavere likviditet og mindre effektive kapitalmarkeder. Ultimativt er det ikke blot et problem for Storbritannien, det er slemt for Europa og slemt for det globale finansielle system".

Skandalen i Wells Fargo svær at stoppe

I sidste nummer af Finans kunne vi fortælle om den voldsomme skandale, det vakte, at medarbejdere, der var presset til salg, havde oprettet omkring 2 millioner falske konti i Wells Fargo. Det kostede banken en bøde på 185 millioner dollar, 5.000 medarbejdere jobbet, og nu har det også kostet den administrerende direktør jobbet.

John Stumpf har hermed en lang, glorværdig karriere i Wells Fargo bag sig. 34 år i alt, heraf 9 som administrerende direktør. Han har styret banken uden om finanskrisen, og han har gjort Wells Fargo til den mest velkonsoliderede og største bank i USA. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at lukke skandalen ned. Han skrottede salgsmål, ofrede tusindvis af medarbejdere, afstod selv fra en bonus på 40 millioner dollar, indrykkede helsidesannoncer i aviserne med undskyldninger og betalte selvsagt bøden. Men lige meget hjalp det.

Skandalen vakte offentlighedens raseri i langt højere grad end diverse eksotiske finansielle produkter, der forårsagede finanskrisen. For at lukke historien endte John Stumpf med at trække sig som direktør. Den amerikanske offentlighed kan ikke tilgive bankens hensynsløshed, og både byrådet i Chicago og økonomichefer i delstaterne Californien og Illinois har valgt at boykotte banken.

Ugemagasinet The Economist ridser tre lærestreger op, som andre pengeinstitutter bør skrive sig bag øret:

For det første er der en akkumuleret effekt af bankskandaler. Kæmpe bøder for beviste lovovertrædelser og anklager, der stadig hænger i luften eller dukker op, betyder, at offentligheden ikke vil tolerere mere. Bankerne har ingen offentlig kredit. Dernæst skal bestyrelser være mere uafhængige af den daglige ledelse, og endelig er der et problem i, at mange banker er blevet så store og komplekse, at de i realiteten er svære at forstå, kontrollere og lede – og altså et mareridt at styre.