Menu luk

Finansuddannelser er mere populære end nogensinde

I år er i alt 2.150 studerende optaget på finansøkonomuddannelsen og professionsbacheloren i finans, hvilket er otte procent mere end sidste år. Erhvervsakademi Lillebælt har optaget 46 procent flere studerende på finansøkonomuddannelsen i år, imens man på Cphbusiness kun tager lidt flere ind i år, fordi man vil sikre, at der er nok relevante praktikpladser.

2. aug. 2016
3 min

​Natten til lørdag den 30. juli fik de håbefulde uddannelsessøgende svar på, hvilket studie de er optaget på, og hvad de skal foretage sig det næste stykke tid. Rekordmange unge skal læse til finansøkonom og professionsbacheloren i finans. I alt er 2.150 optaget på de to uddannelser i år mod 1.990 i 2015 viser tal fra Undervisningsministeriet. Dertil er der optaget 101 på stand by-pladser.

Det er især Erhvervsakademi Lillebælt, der har åbnet dørene for de håbefulde ansøgere. På Erhvervsakademi Lillebælt er der blevet optaget 46 procent flere finansøkonom-studerende end sidste år. Hos Cphbusiness i København er optaget kun steget med cirka otte procent. Her har man begrænset antallet af studerede, blandt andet for at sikre at der er nok relevante praktikpladser til alle, fortæller områdechef på Cphbusiness Bo Steen Larsen.

"Det handler lige om at lure af, hvorvidt det passer med branchen og antallet af arbejdspladser. Vores optag er meget flot, og det er en løbende proces at vurdere jobmulighederne, når de studerende dimitterer. Det er netop det geniale ved at have et tæt samarbejde med erhvervslivet," siger Bo Steen Larsen til Nyhedsbrevet Finans.

 

Jobsikkerhed vægter højt hos de unge

Hos Cphbusiness har der været en stigning på 61 procent af ansøgere, der har valgt finansøkonom-uddannelsen som deres førsteprioritet. Bo Steen Larsen mener, at populariteten kan have noget at gøre med de unges stigende fokus på jobsikkerhed.  

"De unge har fået øjnene op for, at det er vigtigt at tage sig en relevant uddannelse. De synes, at den finansielle sektor er attraktiv. Man ved, at man får en relevant praktikplads og et relevant job," siger Bo Steen Larsen.

 

Nye muligheder for finansuddannede

På Fyn er uddannelseschef Kim Hass Rubin fra Erhvervsakademi Lillebælt optimistisk i forhold til at skaffe praktikpladser og job for de studerende. Erhvervsakademi Lillebælt har faktisk den højeste stigning i antallet af optagne på finansøkonomuddannelsen og professionsbacheloren i Finans. I 2015 var der 78, der blev optaget på finansøkonomuddannelsen, og i år har de gjort plads til 111. Det er en stigning på 46 procent i forhold til 2015.

"Vi har oplevet samme antal ansøgere som de forrige år, men har i år valgt at oprette et ekstra hold på de to uddannelser. Vi bestemmer altid selv antallet af studerende efter, hvor mange vi mener, vi kan afsætte. Når vi ser på, hvordan det er gået de tidligere årgange, har vi ikke haft svært ved at få de nyuddannede afsat på jobmarkedet", siger Kim Hass Rubin.

En af årsagerne til at man ikke frygter mangel på praktikpladser er blandt andet, at finansøkonomerne også kan bruges andre steder end i bankerne.

"Vores finansøkonomer bliver anset som dygtige, og de er i stigende grad også begyndt at få job i ejendomsmæglerfirmaer eller revisionsfirmaer og ikke kun i banker", siger Kim Hass Rubin.

55 studerende har fået tilbudt en standby-plads og må vente med studiestart på finansuddannelserne på Cphbusiness og Erhvervsakademi Lillebælt.

Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby glæder sig, at optaget på finansuddannelserne er steget.

"Det er positivt, at flere unge søger mod sektoren. Finansforbundet er på vej med en indsats for at få kontakt til de studerende på erhvervsakademierne for at fortælle dem om sektoren og for at hverve dem som medlemmer", siger Solveig Ørteby.

Seneste nyt