Menu luk

Sådan får du et godt CV, når du skal søge dit første voksenjob

Er du nyuddannet og river du dig i håret over, hvad du skal fylde på CV’et? Fortvivl ikke! Jobkonsulent Martin Graugaard Larsen giver her helt konkretet tips til at skrive et fyldigt og indbydende CV.

1: Research dig til et skarpt CV

Et godt CV tager tid. Og en stor del af den tid skal du bruge på research.

Det er afgørende, at du sætter dig virkelig godt ind i arbejdspladsen. Find ud af hvem det er, der skal modtage dit CV, hvad er arbejdsopgaverne, og hvad har de brug for at få løst. Se på det som, at de sidder med et problem, som du skal overbevise dem om, at du er den helt rigtige til at løse. De skal tænke: Det her er skrevet direkte til mig.

Når du researcher, skal du derfor læse stillingsopslaget supergrundigt og orientere dig på virksomhedens hjemmeside. Hvis du ikke kan forstå, hvad de gerne vil have, så giv dem et kald. Du kan eksempelvis spørge: ‘Hvilke af de kompetencer, I efterspørger, lægger I mest vægt på? Er der noget, der er vigtigere end andet?’

Hvis de så svarer, at det er helt afgørende, at du kan arbejde i et team, jamen så er det noget af det, du kan lægge vægt på i din profiltekst.

2: Giv kærlighed til profilteksten

Profilteksten er den korte opsummerende tekst, du altid starter dit CV med. Selvom du ikke har 10 års erfaring, kan du sagtens have relevante kompetencer, du kan fremhæve i teksten.

Husk, at det er profilteksten, der skal gøre arbejdsgiveren nysgerrig på dig og vække interesse og lyst til at læse videre.

3: Prøv et kompetence-CV

Din seneste joberfaring skal altid stå øverst, fordi man i et CV skriver i omvendt kronologisk rækkefølge.

Men hvad gør du, hvis du ikke har en masse erhvervserfaring, du kan skrive på?

Her kan et kompetence-CV være den helt rette løsning. Det vil sige et CV, hvor du lister dine 4-5 vigtigste kompetencer op, som er relevante for den her stilling.

En vigtig tommelfingerregel er, at hver gang du nævner en kompetence, så gør du det, fordi den har en værdi for arbejdsgiveren. Skriv for eksempel: ‘Jeg arbejder struktureret, har et godt overblik og overholder altid deadlines. Derfor kan jeg bidrage til at sikre den daglige drift i afdelingen og sikre, at kunderne får optimal service.’ På den måde sender du en masse gode signaler, hvor du viser, hvad det er for en værdi, du tilfører.

Finansforbundet tilbyder medlemmer gratis samtaler, hvor du har mulighed for at få sparring om dine kompetencer og begyndende karriere med en af vores konsulenter.

Læs mere om hvordan her 

4: Navnepilleri er forbudt

Som nyuddannet kan det være svært at sætte ord på præcis, hvordan du løser en konkret opgave, fordi du ikke har så meget erfaring at trække på.

Her ryger nogle nyuddannede i en ærgerlig grøft, hvor de udelukkende fokuserer på, hvad de selv får ud af at få jobbet. Men det er no-go.

Fokusér først og fremmest på, hvad du bidrager med, og hvad arbejdsgiveren får ud af at ansætte dig - og ikke hvad du selv får ud af jobbet. For selvfølgelig vil man gerne have 35.000 kr. om måneden, udvikle sig, lære noget og få erfaring. Men det er ikke det, der gør arbejdsgiveren interesseret i dig.

5: Gør dit CV flot og lækkert

Et fedt CV har ikke kun det rigtige indhold – du skal også have styr på struktur og form, så det er overskueligt og nemt at få overblik over.

Her kan du med fordel bruge overskrifter, opstilling i punktform og luft mellem afsnittene. På den måde kan øjnene hvile i de blanke områder, og teksten er let at læse.

Sæt også gerne et foto på din ansøgning. Drop feriebilledet og tag i stedet et neutralt foto, hvor du måske smiler uden nødvendigvis at vise hele tandsættet. Det skal være et foto, hvor du ser ud, som du gør, når du en dag kommer til en jobsamtale.

Husk at få en til at læse det igennem for stave- og slåfejl.

6: Få sparring fra venner og professionelle

Input og sparring fra venner og familie kan hjælpe med at sætte ord på dine vigtigste styrker. Spørg for eksempel dine tidligere studiekammerater, hvordan du arbejder i et team og brug deres input.

Men husk også at få hjælp udefra. Det kan være fra vores konsulenter eller fra en jobkonsulent hos FTFa. Folk, der ikke kender dig, kan udfordre dig. Vi kan alle have skyklapper på, når vi skriver, og dem kan folk, der ikke kender dig, hjælpe dig med at fjerne.

Book en sparringssamtale hos os her

Hurtig hjælp hos FTFa

Brug FTFa, når du skal lave CV og jobansøgning. Du kan få lynhurtig rådgivning og vil blive kontaktet senest 24 timer efter, du har henvendt dig. Vi hjælper dig med at få det hele til at stå knivskarpt.

Læs mere her

Huskeliste til CV’et

  • Gør det let at få overblik over dine erfaringer og kompetencer
  • Fremhæv de opgaver, du har løst, som er relevante for jobbet
  • Husk den faglige profiltekst
  • Sæt det pænt op, læs korrektur og indsæt et vellignende foto
  • Aflevér altid i PDF-format