Menu luk

Headhunter:
Mine bedste CV-tips til dig,
der er nyuddannet

Som nyuddannet kan det være svært at fylde CV’et ud. Men faktisk kan du skrive mere, end du måske tror. En rutineret headhunter giver her sine bedste råd til CV’et.

Birgit O’Sullivan, ejer af O’Sullivan Consulting, er forfatter til bogen Jobjagt – Headhunterens guide til jobsøgning, hvori du kan læse meget mere om at lave et godt CV. Foto: Stine Heilmann.

Headhunter Birgit O’Sullivan vurderer selv, at hun har læst omkring 10.000 CV’er i sin tid som headhunter. Så hun ved en ting eller to om, hvad der virker, når dit CV skal skille sig ud i bunken.

Hun giver her sine bedste råd til CV’et for dig, der er nyuddannet.

1) Brug mest tid på dit CV

CV’et er ofte det første, ansættelsesudvalget læser. CV’et er derfor din direkte vej til samtale, og derfor er det også vigtigt, at du prioriterer at bruge tid på at målrette CV’et til det job, du søger. Altså udvælg, hvad der er relevant og spændende i forhold til det specifikke job.

2) Er du stangspringer med flair for makroøkonomi?

Mange gange vil CV’et være meget faktabaseret med fokus på uddannelse og erhvervserfaring, IT- og sprogfærdigheder. Men jeg kan også godt lide, at jeg får en idé om, hvem du er. Jeg anbefaler, at du skriver en fængende overskrift og nogle få linjer under, der handler om, hvem du er, hvad du står for, og hvad du brænder for. Det kunne være ”Talstærk økonom med flair for algoritmer” eller noget lignende. Det vigtigste er, at jeg kan mærke, hvem du er.

3) Hvordan padeltennis og surdej kan være vigtige kvalifikationer

Er du spejderleder eller går du op i madlavning? Så skriv det. Men du må også gerne uddybe, hvad det siger om dig. Nørder du opskrifter, til den sidder lige i skabet? Det siger enormt meget om, hvem du er som person.

Det er også et af de steder, du som nyuddannet kan få lidt mere kød på dit CV.

4) Få dit CV til at stå knivskarpt

Du skal sætte det pænt op, så erhvervserfaring, studie og personlige interesser står adskilt. Det er vigtigt, at du skriver dit navn og kontaktinformation tydeligt, så det er nemt at finde ud af, hvordan man kommer i kontakt med dig. Og så er det også en rigtig god idé at få nogen til at læse korrektur. Det er bare bedre, når der ikke er stavefejl.

5) Stil frem i vinduet, hvad du er god til og glad for

Jeg vil ikke høre om alle dine avisruter i folkeskolen. Så vil jeg hellere have, at du bruger lidt plads på at skrive om din hovedopgaves tema, hvem din vejleder var, og hvilken karakter du fik. Hvis den altså var god. Mange nyuddannede tænker, at det er nok at skrive navnet på deres uddannelse, men du kan sagtens bruge pladsen til at uddybe, hvilket fokus du har haft undervejs.

6) Vær konsekvent

Det er ikke godt, hvis jeg tjekker din LinkedIn, og årstallene ikke er de samme. Så vær konsekvent og tjek, at din LinkedIn og dit CV stemmer.