Bliv en god forhandler: 3 ting du skal være særligt opmærksom på
Det er en vigtig forhandling, du skal ind i, når du bliver ansat på individuel kontrakt. En række ansættelsesvilkår, du har betragtet som en selvfølge, er nu i spil. Få råd fra Rasmus Nørgaard Høgh fra Finansforbundets forhandlingsafdeling.
Når du er ansat under en af Finansforbundets mange overenskomster, bliver vilkår som fx din ferie, fratrædelsesvilkår og adgang til kompetenceudvikling forhandlet på dine vegne af Finansforbundet.
Finansforbundets politiske ledelse og rutinerede forhandlere fra Finansforbundets sekretariat og forhandler løn- og ansættelsesvilkårene for medlemmerne.
Som overenskomstansat kan man altså læne sig tilbage, fordi de fleste væsentlige vilkår er forhandlet på plads i overenskomsten af Finansforbundet, og derfor har man den som et sikkerhedsnet.
Men når du bliver kontraktansat, skal du være mere opmærksom, fordi du typisk selv står for at forhandle en række vilkår i din kontrakt, og derfor selv skal have styr på, hvad din kontrakt skal indeholde.
”Som regel er processen fra overenskomst til kontraktansat ikke en gavebod, medmindre du er en gudsbenådet forhandler,” siger Rasmus Nørgaard Høgh, der er seniorkonsulent i Politik og Forhandling i Finansforbundet.
De store virksomheder har ofte en skabelon for, hvilke vilkår kontrakten skal indeholde.
Nogle beholder en del af rettighederne fra overenskomsten, og andre virksomheder lægger en linje, hvor din kontrakt skrælles ned til, at du har din løn og så få af de goder, du havde før. Det kan fx være at du stadig har ret til de fem ekstra feriedage som Finansforbundets overenskomster generelt indeholder.
I forhandlingsprocessen handler det om, at du overvejer, hvilke vilkår du ønsker din kontrakt skal indeholde fremadrettet, og får et overblik over hvilke af dine nuværende vilkår, der bliver fjernet.
Du skal se nøje på, hvad de vilkår du nu mister egentlig udgør i kroner og øre, og det skal du helst kompenseres for. Det vil sige, du skal være opmærksom og kigge kontrakten grundigt igennem, og få Finansforbundet til at tjekke den, så du sikrer dig, at den overholder overenskomstens regler.
”Finansforbundet kan også klæde dig godt på inden forhandlingen af vilkårene i kontrakten, og hjælpe dig med at få styr på værdien af de vilkår du ønsker i kontrakten samt forhandlingen af kompensationen for de vilkår som ikke er en del af kontrakten ” siger Rasmus.
1. Hvad sker der, hvis du bliver afskediget?
Et af de afgørende fokusområder for dig er vilkårene ved afskedigelse. Det vil ofte være billigere for virksomheden at afskedige dig end en af dine overenskomstansatte kolleger.
Er du ansat på en af Finansforbundets overenskomster, har du typisk ret til en anciennitetsbaseret fratrædelsesgodtgørelse udover lovgivningen. Hvis du har over 12 års anciennitet, får du en fratrædelsesgodtgørelse på adskillige måneder afstemt efter alder, hvis du bliver afskediget.
Er du ansat på en af Finansforbundets overenskomster og eksempelvis over 60 år gammel, har du udover lovgivningen typisk ret til seks måneders ekstra godtgørelse plus 20 måneders ekstra pensionsbidrag. Som kontraktansat har du typisk kun funktionærloven at læne dig op ad. Her får du - efter henholdsvis 12 og 17 år - 1 eller 3 måneders godtgørelse. Det er altså en noget større pose penge, arbejdsgiveren skal betale, hvis det er en overenskomstansat, der skal afskediges.
Nogle kontraktansatte får en aftale-godtgørelse, men der skal du ofte være forholdsvist højt rangeret i virksomheden, typisk oppe på direktørniveau. Vær derfor obs på, om der kommer en fratrædelsesgodtgørelse med i din nye individuelle kontrakt.
Kommer du fra en overenskomstansættelse, hvor du har over 12 års anciennitet, og derfor ville have fået et stort beløb ved en afskedigelse, så prøv at få forhandlet noget godtgørelse med over i din individuelle kontrakt.
Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, om det kan lade sig gøre, men det er i hvert fald noget, du bør forsøge.
2. Hvor mange timer arbejder du?
Som kontraktansat forventes du ofte i højere grad at skulle levere varen, og der stilles ind imellem høje krav til, hvor mange timer du lægger og hvornår.
Ifølge lovgivningen må du ikke må arbejde over 48 timer om ugen over en vis periode, og du skal have mulighed for at registrere din arbejdstid, så du har et værktøj til at vurdere, hvor mange arbejdstimer, der ryger på.
Nogle arbejdsgivere mener dog ikke, at man behøver tilbyde det til kontraktansatte og henviser til, at man som kontraktansat er selvtilrettelægger og kan råde så meget over sin arbejdstid, at man ikke har brug for at registrere den.
Her har Finansforbundet en anden tolkning. Nemlig at du - hvis du ikke har mulighed for at registrere arbejdstimer - skal kunne råde over al din arbejdstid selv. Det er der dog som udgangspunkt ingen kontraktansatte, der kan. Derfor bør du også have ret til at registrere din tid, så du kan bruge det som instrument til at vise, at du arbejder for meget.
Prøv derfor at få det skrevet ind i kontrakten, at du har ret til at registrere dine timer og også er omfattet af den her 48-timers regel. Det vil ofte være noget, du selv skal gøre opmærksom på.
Det er vigtigt at få forventningsafstemt her, da der ofte er en forventning om, at du lægger langt flere timer end dine overenskomstansatte kolleger.
3. Husk alle de særlige livssituationer.
En individuel kontrakt medfører ofte færre af de goder, som er en del af den kollektive overenskomst. Det kan være sådan noget som betalt barselsorlov, muligheden for børne- og seniordeltid, fritvalgsbank og omsorgsdage.
Her handler det om at være fremsynet og få skrevet mest muligt ind i din kontrakt, for det er lidt for sent at gøre, når du måske pludselig står og skal være forælder og godt kunne bruge nogle omsorgsdage med løn.
Få hjælp fra Finansforbundet
Når du skal forhandle en individuel kontrakt, er forberedelse og gode konkrete argumenter altafgørende.
Derfor er det en rigtig god idé at rådføre sig med dem, der har styr på paragrafferne. Så kontakt enten den virksomhedskreds, din arbejdsplads er tilknyttet, eller tag fat i Finansforbundets juridiske konsulenter. De kan klæde dig godt på til samtalen.
På Finansforbundets hjemmeside kan du desuden beregne din løn også med en kapitalisering af de goder, du ofte mister, når du overgår til individuel kontrakt. På den måde får du i kroner og ører det, du er værd, og det, som lønnen bør lyde på.
Som medlem af Finansforbundet har du også ret til at få tjekket din kontrakt i løbet af 24 timer, gratis.