Føler du dig snydt? Eller er det faktisk helt OK?
Den sidste dag i marts 2025 blev vores overenskomst stemt hjem. Det blev ikke en stemmeprocent på højde med de forrige afstemninger, men 84% af dem, som stemte, stemte ja. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for.
Vi ved godt, at I som medlemmer reelt stemmer ja til noget, som ikke er færdigforhandlet, idet der herefter foreligger et stort arbejde i at forhandle lokalt – herunder blandt andet lønpulje.
I de to foregående overenskomster har vi også haft mulighed for at få lønpulje. Hvis vi sammen med banken havde valgt at gå den vej, så var aftalen også, at den skulle til afstemning hos jer medlemmer.
Denne gang har Sydbank mulighed for at vælge, om banken ønsker lønpulje eller ej. Puljen består af 0,4% fra banken og 0,6% fra overenskomsten – altså i alt 1% af lønsummen i hvert af de tre år – første gang allerede pr. 1/7-2025. Lønpuljen udmøntes som et individuelt supplement til de generelle lønstigninger, som alle medarbejdere får på 1,8 % i 2025 og 1,9% i 2026 og 2027.
I skrivende stund er vi tæt på at indgå en aftale om kriterierne for individuelle tildelinger fra en lønpulje. Forventningen er således, at der snarest vil komme mere information om virkeliggørelsen af en lønpulje i Sydbank. Hvis vi når til enighed med banken, vil din tillidsrepræsentant og leder være klædt på til at gå i dialog med dig, men først på dagen for offentliggørelsen. Så hold øje med Vores Sydbank.
Lønnen er der allerede skrevet og talt rigtig meget om, men hvad med resten af overenskomsten. Hvad har vi bibeholdt? Hvor er der mindre justeringer? Og hvad er nyt?
Og vi har faktisk formået at holde fast i rigtig mange goder, og nogle af dem, som vi mere eller mindre alle får glæde af, vil vi gerne slå et slag for:
- 5 omsorgsdage. Og det gælder uanset, om du har børn eller ej. Der bliver sat 37 timer ind i din Fritvalgsbank hvert år den 1. januar
- 6. ferieuge med 5 dage, der indsættes i din Fritvalgsbank hvert år den 1. september
- Ferietillæg på 3,25% i stedet for ferielovens 1%
- Ved barn syg har man ret til om nødvendigt at få fri med løn i op til 5 arbejdsdage
- Fri juleaften, nytårsaften og dagen efter Kristi Himmelfartsdag samt Grundlovsdag
- Grænsen for jobløn er uændret
- Ret til forældreorlov med fuld løn i op til 24 uger for fædre/medmødre
- Ret til 6 måneders selvbetalt orlov ved mere end 5 års anciennitet
- Sundhedsforsikring
- Tandforsikring
Når det hele er oppe at vende, vil der også være steder, hvor der kommer lidt justeringer.
Mindre justeringer:
- Seniordeltid – i stedet for nedsat arbejdstid, har du mulighed for at pulje dagene som enkelte fridage eller som hele uger (20% deltid svarer til næsten 10 ugers ekstra ferie om året)
- Timebanken ændrer navn til Fritvalgsbank og fra maj 2026 vil saldo udover 320 timer automatisk blive udbetalt med juni-lønnen
- Varsling af vagter hæves fra 24 til 72 timer
Og så er der selvfølgelig det nye:
- Det er muligt at aftale et minus i sin Fritvalgsbank på 37 timer – derudover kan man nulstille underskuddet ved indbetaling
- Ret til frihed ved fertilitetsbehandling
- Placering af 2 fridage af særlig betydning
- Ekstra 11 mio. kr. til Finanskompetencepuljen
Vores nuværende overenskomst er på ca. 220 sider, så at nævne det hele er umuligt. Hvis du er i tvivl om, hvilke muligheder du har, og hvad du har ret til i forhold til overenskomsten, kan du altid tage fat i din tillidsrepræsentant. De hjælper gerne.
Vi synes, at det er vigtigt at være en del af det store fællesskab i Finansforbundet og håber, at du også oplever, at du stadig har en hel række af goder, som er forhandlet på dine vegne af vores hovedbestyrelse og formandskab i Finansforbundet.