Menu luk

Charlotte og Kent var til landsmøde for første gang: Her er deres oplevelser

Finansforbundets landsmøde 2023 i uge 39 kulminerede i en stor fest torsdag aften. Den politiske retning er nu fastlagt, og et nyt formandskab er indsat. To tillidsrepræsentanter fra Spar Nord, Charlotte Brøndsted og Kent Brix Larsen, deler her deres oplevelser fra landsmødet, som var deres første

12. okt. 2023
2 min
Kent Brix Larsen og Charlotte Brøndsted, tillidsrepræsentanter i Spar Nord

Hvordan har det været at være med til Finansforbundets landsmøde for første gang?

”Det var megaspændende at være med i det demokratiske forum og bidrage til at sætte dagsordenen,” siger Charlotte Brøndsted, tillidsrepræsentant hos Spar Nord i omkring tre år:
”Det var interessant at høre, hvad de andre kredse synes om tingenes tilstand. Det, der kom ud af det, blev rigtig godt, synes jeg. Der var bred enighed om de overordnede punkter, som vi nu skal til at arbejde med,” siger hun.

Ud over at det var spændende at høre beretningerne og talerne fra det nye formandskab, var Charlotte især begejstret for det øgede politiske fokus på at investere i medarbejdere.
”I den foranderlige verden, vi lever i, er der behov for at arbejdspladserne afsætter tid til den enkelte og har fokus på kompetenceløft,” siger hun.

Kent Brix Larsen, tillidsrepræsentant hos Spar Nord siden 2015, mener, at det især har været interessant at følge det politiske arbejde i forbundet.
”Det var spændende og meget anderledes. Det daglige faglige arbejde bliver løftet op til et højere politisk niveau. Det var spændende at opleve den proces,” siger han.

Kent havde dog håbet, at der havde været afsat endnu mere tid ude i grupperne.
”Fællesdebatterne blev lidt lange, og det tager tid fra arbejdet i grupperne, hvor man kan være mere involveret og aktiv. Det, synes jeg, var lidt synd. Det er også i grupperne, at man lettere kan relatere sig til nogle af de problemer, der er i andre kredse.”

Hvad synes du var højdepunktet?

Kent Brix Larsen fremhæver to punkter.
”Det ene var at være med til det politiske arbejde i grupperne. Det var spændende og givende at blive involveret i det politiske arbejde og forstå den proces, der tegner de store brede linjer. Det gav en langt bedre forståelse for, hvordan det hele hænger sammen,” siger han og fortsætter:
”Det var også et højdepunkt at få lov til at sige tak til den afgående formand og næstformand. Michael Budolfsen har vi jo haft tæt på i og med, at han kommer fra vores kreds.”

For Charlotte Brøndsted var det at se, hvordan den megen debat og politikudvikling endte ud i en fælles bred strategi for hele forbundet.
”Alle de mange input og punkter, som kom ud af gruppearbejdet, lykkedes at blive kogt ned til en samlet strategi. Det var småting, der skulle rettes, for at alle kunne stemme for. Det er blevet en god bred strategi med nogle hovedpunkter, som vi nu kan arbejde videre med ude lokalt,” siger hun og tilføjer:
”Det var også spændende at se, hvor mange der brænder for sagen og den energi og entusiasme, der bliver lagt for dagen.”

Seneste nyt