Menu luk

Fra konflikter til samarbejde: Sådan bygger vi bro over generations­kløften

Unge mentorer bør hjælpe de ældre på arbejdspladsen. Det er én af fem enkle genveje, som direktør og etnolog Julia Lahme præsenterer på medlemsmøder over hele landet, der stiller skarpt på, hvad der sker, når fem generationer mødes på arbejdspladsen. For hvad der er godt for mig, er det ikke nødvendigvis for andre

2. sep. 2024
6 min

​Vi lever og arbejder længere. Derfor er der lige nu hele fem forskellige generationer på arbejdsmarkedet.

”Det har mange styrker, men det kan også skabe problemer, fordi andre ikke gør ting på samme måde som os. Det giver grobund for konflikter, hvor vi skælder hinanden ud – måske direkte til den unge eller ældre kollega, men endnu oftere når vi beklager os til partneren derhjemme eller den jævnaldrende kollega,” fortæller Julia Lahme. Hun er forfatter, direktør, skribent, etnolog og livsstilsekspert. 

Og så er hun aktuel med fem foredrag for Finansforbundet i Nordeas medlemmer i september-november i hele landet (se datoer i faktaboksen nederst). Her vil hun dele ud af pointer, genveje, anekdoter og teori, der kan give et løft til mødet mellem generationerne – og hun lover, at det bliver sjovt.

"Jeg betvivler ikke, at mange unge har det dårligt, men det har aldrig været sjovt at være ung. Jeg har aldrig mødt et ungt menneske – måske med undtagelse af hvide, heteroseksuelle mænd – som ikke har problemer,” siger Julia Lahme. PR-foto. Fotocredit: Lahme ApS

”Ofte opstår der situationer, som ikke kan forklares med kompetencer, men som nærmest ligner store grundlæggende kulturforskelle mellem generationerne. De unge har et andet perspektiv på deres arbejdsliv, fordi de skal være der længere, så forventningen om, at man virkelig giver den gas, når man er i 30’erne, støder på nogle udfordringer. Unge får fx børn i en senere alder, og uddannelsesniveauet er højere, så 40’erne er de nye 30’ere for den unge generation,” siger Julia Lahme.

Hvad der er godt for mig … virker ikke for andre

Hun understreger, at vi kun kan skabe en god arbejdsplads, et godt samfund og en god hverdag, hvis vi kan finde ud af at arbejde sammen på tværs af generationerne.

”I måden, som vi ser på vores eget arbejdsliv, tænker vi hele tiden på, hvad der er godt for mig og virker for mig. Så antager vi, at det virker for alle andre, og at andre har det samme perspektiv.  Det er bare ikke sådan, det virker, når man skal lede og fordele arbejdet eller tage ansvar for hinanden på arbejdspladserne. Vi har i stedet brug for en måde at tale om vores kultur på og forstå hinanden på mellem generationer,” siger hun.

Vi deler nogle trendbølger, som påvirker, hvordan vi arbejder sammen, hvad vi køber, hvordan vi deltager i samfundet – og dermed helt grundlæggende hvordan vi er. Men de forskellige generationer deler ikke det samme, og derfor påvirkes vi forskelligt at trendbølgerne.

De ældre bestemmer

”Jeg er 47 år, så jeg er vokset op med ’mælkekartons-pædagogik’, fællesskab og foreningsliv, men også Jantelovens ’du skal ikke tro du er noget’,” fortæller Julia Lahme. Hun tilføjer, at mange i hendes generation takket være deres alder er nået til en stilling i vores arbejdsliv, hvor de enten bestemmer eller har indflydelse. 

”Den autoritet betyder, at vi er kulturbærere, og det kan skabe konflikter. De unge kan være irriterede over, at de ældre bestemmer, og de ældre har måske glemt, hvad det vil sige, at skulle hente børn klokken tre.”

Lad den unge hjælpe den ældre

Til foredragene præsenterer Julia Lahme fem enkle genveje til at arbejde med og mellem generationerne, som stiller skarpt på, hvad vi kan lære af hinanden.

Én af genvejene er at lave omvendte mentorordninger, hvor de unge er de ældres mentorer.

”Mange virksomheder bruger ældre medarbejdere til at vise unge rundt fagligt og socialt. Men det virker bedre, hvis man gør det omvendt, så den unge hjælper den ældre med at forstå, hvordan tingene hænger sammen i dag,” forklarer Julia Lahme. Hun tilføjer, at de omvendte mentorordninger med succes er implementeret i flere virksomheder.

Ikke forkælede

Julia Lahme gør op med myten om, at de unge er forkælede og mere individualiserede.

”De unge er overhovedet ikke forkælede. Tværtimod er de i større grad ansvarlige for deres egen succes. Der er i dag langt flere veje at gå, og det er mere kompliceret at vælge. Fokus på individet er derimod ikke blevet større. Tænk på en lønforhandling; her tænker du kun på dig selv – dengang som nu.”

Julia Lahme mener, at erhvervslivet har en fordomsfuld tilgang til de unge, som betyder, at det er svært at holde på dem. 

”Vi taler meget om aldersdiskrimination af ældre, men der er også en omvendt ageism – ’nu skal du ikke komme for godt i gang’. ’Du er kun 27; vent til det bliver din tur’. Bliver de unge mødt med den attitude, er de hurtigt videre.”

Hvad er succes?

Som etnolog interesserer det Julia Lahme at dykke ned i de store kulturelle bølger mellem generationerne, men som direktør for sit eget kommunikationsbureau mærker hun også dagligt generationskløften:

”Jeg har mange unge medarbejdere, og jeg hører til blandt de ældste på arbejdspladsen. Jeg mærker forskellige holdninger til, hvad succes er, hvad man gerne vil give til en arbejdsplads, hvad fritid betyder og ens stresstærskel, som er anderledes end, da jeg selv var ung. Min generation klarede det med smøger og sprut, hvor de unge er sunde, bevidste og dygtige.”

Aldrig sjovt at være ung

I medierne er der meget fokus på unges mistrivsel. Julia Lahme tvivler ikke på, at mange unge har det svært i dag, men skeptisk overfor, om unges mistrivsel er noget helt nyt.

”Vi har bare aldrig målt den før. Vi er begyndt i meget højere grad at spørge hinanden, hvordan vi har det – og heldigvis for det. Jeg betvivler ikke, at mange unge har det dårligt, men det aldrig været sjovt at være ung. Jeg har aldrig mødt et ungt menneske – måske med undtagelse af hvide, heteroseksuelle mænd – som ikke har problemer.”

Skal mødes på midten

Hvordan lærer vi så af andre generationer til glæde for alle?

”Det er svært, men ikke umuligt. Det er blevet svært at finde fælles fodslag på arbejdspladsen – måske fordi, der er en forventning om, at det skal være perfekt, og at alle skal hygge sig på den samme måde. Men grundlæggende går det begge veje. De forskellige generationer skal mødes på midten, hvor vi finder ud af, hvordan vi får det bedste ud af hinanden. Dialog og nysgerrighed er vejen frem.”

Generationernes møde på arbejdspladsen

Hør Julia Lahme fortælle om, hvordan vi kan finde stier over generationskløfterne – bl.a. ved hjælp af fem enkle genveje.

Alle foredrag begynder kl. 17 med check-in fra kl. 16.30.

Deltag hvor det passer dig bedst:

Seneste nyt