Menu luk

Med nyt stressnetværk vil Frederikke gøre op med tabu om stress

Længe havde kroppen forsøgt at fortælle Frederikke noget vigtigt, og længe havde hun fået små glimt af den sygdom, der var på vej. Men hun overhørte faresignalerne, lige indtil det hele kollapsede en dag, hun sad foran computeren. I dag - tre år senere - er Frederikke tilbage. Med i rygsækken har hun en længere stresssygemelding og en moderat depression. Men hun er også tilbage med et ønske om at gøre en forskel. Lige nu er hun i gang med starte et netværk op for stressramte i Danske Bank.

19. jan. 2023
6 min

”Jeg var ved at gøre mig klar til en ny arbejdsdag en tidlig morgen. Men jeg kom aldrig længere end til at åbne lap top’en. Den morgen oplevede jeg et sammembrud, en total nedlukning, fysisk og mentalt. Efter noget tid kom jeg til mig selv, men jeg stirrede tomt ud i luften og var frosset fast, frosset fast i bundløs udmattelse. Indtil den morgen havde jeg ikke forstået, hvor alvorlig min tilstand var. Den morgen sagde min krop stop”.

Sådan indleder Frederikke Krogh-Meibom sin historie. En historie om at have være alvorligt ramt af stress, få en moderat depression og blive en del af psykiatrien.

Men også en historie om at være kommet ud på den anden side og være tilbage på fuld tid i Danske Bank.

Og med en lyst og energi til at hjælpe kolleger, der er stressramte eller mærker symptomer på stress. Lige nu er Frederikke ved at starte et netværk op, Danske Stress Netværk, med det formål at hjælpe kolleger i koncernen.

Med Danske Stress Netværk vil Frederikke Krogh-Meibom skabe et rum for ansatte, der lider af stress, og som har brug for gode råd, omsorg, støtte og forståelse.

Inflation i faresignaler

Når Frederikke i dag ser tilbage på den morgen for tre år siden, kan hun godt huske faresignalerne.

”Længe havde min krop forsøgt at fortælle mig noget vigtigt. Længe havde mit hoved gjort rigtig ondt. Længe havde jeg fået små glimt af den sygdom, der var på vej. Men jeg havde mistet fornemmelsen for at mærke mig selv”, siger hun og uddyber om tiden op til den morgen, hvor det hele kollpapsede.

”Jeg lavede fejl på mit arbejde. Jeg huskede dårligt. Jeg var distræt. Jeg blev vred. Jeg reagerede urimeligt over mindre ting. Jeg var bekymret og var faktisk blevet bange for at gå på arbejde. Og jeg havde længe følt mig ensom i ekstrem travlhed”.

Faresignalerne kom også uden for arbejdstid.

”Når jeg mødte venlighed i det offentlige rum, fx et smil fra en fremmed på gaden, eller én, der holdt en dør for mig, begyndte jeg spontant at græde. Jeg kunne ikke tale med nogen uden at græde. Jeg var som knust indeni. Jeg var gået i stykker”.

Fakta om Danske Stress Netværk

Danske Stress Netværk er for alle ansatte i Danske Bank der lider af stress.

Med netværket vil Frederikke samle kolleger og ledere og ophæve alle traditionelle hierarkier.

Netværket er for dig, der:

  • Er bekymret for, at du er ved at blive samt af stress
  • Er syg af stress nu
  • Har været stresssygemeldt og er på vej tilbage i arbejde
  • Er bange for at blive syg igen
  • Har brug for at høre kollegers fortællinger om stress og dele din egen historie
  • Gerne vil have muligheden for at netværke med en gruppe af kolleger i samme situation
  • Vil have støtte til, hvordan du får kontrollen over dit liv tilbage

Starter fra nul

Efter seks måneder som 100 procent sygemeldt og fem måneder med en gravis optrapning af timer på arbejdet, var hun tilbage.

Stillingen blev ændret. I dag er Frederikke i People Tribe i HR, og sammen med en kollega er hun tillidsrepræsentant for 60 kolleger i Group HR.  Med nye arbejdsområder fulgte også et fokus fra Frederikkes side på nye måder at arbejde på.

”Jeg er blevet opmærksom på, hvad der sker for hjernen, når den bliver forstyrret. Derfor arbejder jeg i dag på en anden måde. Jeg forsøger meget ihærdigt kun at lave en ting ad gangen, gøre det grundigt og gøre det færdigt. Det er en måde at arbejde på, der er enkel og effektiv”, siger hun og uddyber:

”Samlet set betyder den færre arbejdstimer, men jeg har opdaget, at jeg arbejder mere effektivt og får udrettet mere. Fokus er på de væsentlige ting og ikke at kaste mig ind i hasteopgaver uden refleksion. Hver dag minder jeg mig selv om at, det, der er vigtigt, sjældent haster, mens det, der haster, ikke altid er vigtigst”. 

For Frederikke var det som første dag på arbejdsmarkedet, da hun kom tilbage:

”Jeg var nulstillet og skulle begynde at lære at gå på arbejde igen. Jeg er ikke længere helt den samme, fordi jeg betragter verden og ser på livet på en anden måde. Min sygdom var startskuddet til et forandret arbejdsliv. Hver dag minder jeg mig selv om, hvorfor jeg blev syg, og hvordan jeg undgår, at det sker igen”, fortæller hun.

Længe havde min krop forsøgt at fortælle mig noget vigtigt. Længe havde mit hoved gjort rigtig ondt. Længe havde jeg fået små glimt af den sygdom, der var på vej. Men jeg havde mistet fornemmelsen for at mærke mig selv
- Frederikke Krogh-Meibom om tiden op til stresssygemeldingen

Fra high performer til en del af psykiatrien

Frederikke har i dag stadig svært ved at have været patient i psykiatrien. Men det hjælper hende til at se i øjnene, hvor slemt hun har haft det.

”Det tvang mig til at se, hvor syg jeg var blevet af stress og sige højt, at jeg også havde en depression”, siger hun og uddyber:

”Før var jeg en såkaldt high performer, der modtog bonusbreve og blev bedt om at løse alt, og jeg sagde aldrig nej. Men nu var alt blevet håbløst, fordi jeg var blevet syg af at løse opgaver i ekstrem høj fart. Det filosoferede jeg over, mens jeg sad på Psykoterapeutisk Center på Frederiksberg Hospital”.

Omvæltningen var enorm.

”Kontrasten mellem arbejdslivet i Danske Bank og psykiatrien, der skulle gøre mig rask, var enorm. Jeg husker, hvor stille der var på gangene på Psykoterapeutisk Center. Jeg gik rastløst rundt og tænkte: Er det her en arbejdsplads, der løser problemer? Men da min hjerne ikke længere fungerede som den gjorde før, var det langsomme tempo en nødvendighed. Og psykoterapeuterne på stedet talte langsomt og tydeligt. Det var helt rart”.

Vil fjerne tabu om stress og mental ubalance

Da Frederikke trådte frem i en artikel på Headlines i efteråret om sit stressforløb, blev hun kontaktet af Carsten Egeriis. Han inviterede Frederikke på kaffe, hvor han takkede hende for at stå frem med et vigtigt emne.

”Her nævnte jeg muligheden for et stressnetværk, og idéen blev født”.

Med netværket vil Frederikke gerne aftaburisere stress som sygdom og mental ubalance.

”Fx er der sket en kæmpe udvikling de seneste år inden for fokus på diversitet. Jeg ønsker det samme fokus på mental ubalance. Vi skal turde at tale om skrøbelighed og sårbarhed og vende det til en styrke. Vi er hele mennesker, der går på arbejde”, siger hun.

Hun mener, at vi i banken har brug for flere ærlige beretninger, og at det skal være normen at tale stress og psykisk ubalance. I Danmark føler 500.000 sig udbrændt på deres arbejde, mens 430.000 dagligt oplever symptomer på stress.

”Som medarbejdere har vi brug for at være åbne omkring, at det er okay at bede om hjælp, så man har noget at spejle sig i, Vi skal have en tro på, at det er okay at bede om hjælp i stedet for at vise, hvor stærke vi er hele tiden. Som mennesker er vi ikke robuste hele tiden. Sårbarheden og fortællingen om sårbarhed skaber tillid mellem mennesker, og det er essentielt, at vi får den tilbage. Tillid skaber stærke fællesskaber, hvor den enkelte tør være et helt menneske”.

To grupper i netværket

Lige nu er der to grupper i netværket:

  • En gruppe med fokus på at have symptomer på stress
  • En gruppe der arbejder med tilbagekomst til jobbet  efter en stresssygemelding

Derudover er der også fokus på at skabe en gruppe for ledere der oplever stress på egen krop.

Netværket er 100 procent medarbejderstyret og er altså hverken drevet eller organiseret gennem Finansforbundet i Danske Bank eller HR i Danske Bank.

Du kan kontakte Frederikke Krogh-Meibom direkte på fkr@danskebank.dk for yderligere information og spørgsmål.


Emner

Seneste nyt