Menu luk

Vores ledelse lærer af medarbejdernes oplevelser

Et af de steder, hvor Finansforbundet i Danske Bank kan hjælpe bekymringerne videre til toppen, er via formandens og min plads i bankens bestyrelse, skriver næstformand Bente Bang, i denne politiske kommentar.

2. sep 2021
2 min

Måske har du allerede læst andetsteds, at ”åbenhed, holdånd og ejerskab skal vende skuden”. At vi skal gøre vores nye Culture Commitments til vores, tage ejerskab og være åbne om vores bekymringer.

Det er svært at være uenig i, særligt når man ser på mængden af sager, som vi stadig kæmper med. Sager, der måske kunne være undgået eller stoppet tidligere, hvis medarbejdernes bekymringer var blevet hørt undervejs.

Lydhør ledelse

Hvis det eneste der skal til, er at formulere nye værdier og kalde dem Culture Commitments, så ville det være skønt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. For først når det bliver til helt naturlig adfærd overalt på vores arbejdsplads, sker de vigtige forandringer. Det stiller store krav til os alle, ikke mindst til den leder, der skal modtage bekymringerne og handle på dem.  Hvis ikke vi som medarbejdere bliver mødt af en lydhør leder, der tager os og vores bekymringer/observationer alvorligt, så mister vi lysten til at være åbne og påpege forbedringsmuligheder

Tiden skal være forbi, hvor de medarbejdere, der ser og taler højt om bekymringer, risikerer at blive udnævnt til ”brokkehoveder” eller får besked på at ”være lidt positiv” og ”se muligheder frem for begrænsninger”. Fyld selv flere varianter på.

Medarbejdernes oplevelser efterspørges

Et af de steder, hvor Finansforbundet i Danske Bank kan hjælpe bekymringerne videre til toppen, er via formandens og min plads i bankens bestyrelse. Og vi oplever heldigvis i større og større grad, at ledelsen lytter og lærer af de oplevelser, som vi bringer videre fra jer medlemmer og fra jeres tillidsrepræsentanter. Medarbejdernes oplevelser efterspørges af bestyrelsesmedlemmer og direktionen, for de ser og ved selvfølgelig ikke alt. Og vi kan se og høre, at det vi bringer frem, fører til øget opmærksomhed.

Senere på året skal vi vælge nye tillidsrepræsentanter overalt i den danske del af koncernen. Måske har du selv lyst til at stille dig til rådighed som en af dem, der taler medarbejdernes sag?