Menu luk

Tips og tricks til udviklingssamtalen med din leder

Langt de fleste steder i koncernen er første kvartal lig med udviklingssamtaler med din leder. Læs, hvordan du forbereder dig, så du får det bedste ud af samtalen.

13. dec 2021
3 min
Af Troels Mørk
trmr@danskebank.dk
Som ansat i Danske Bank bliver du i starten af 2022 inviteret til en samtale med din leder som en del af Grow@Danske.

Du kan med fordel allerede nu forberede dig selv på samtalen. Og måske er det også en god ide at forvarsle din leder om dine tanker og refleksioner for fremtiden. 

Hvordan du vil gribe samtalen an, er helt op til dig selv. Her får du nogle spørgsmål og opmærksomhedspunkter, så du både formelt og uformelt kan forberede dig på udviklingssamtalen. 



Det er også en fordel, hvis du sparrer med nogle inden samtalen. Det kunne være din tillidsrepræsentant, en tæt kollega eller andre, der kender dig godt i arbejdsmæssige sammenhænge. 

Spørgsmål, du kan reflektere over inden samtalen

  • Hvad vil jeg næste år?
  • Hvad er mine ambitioner for den kommende tid
  • Hvad er mine personlige mål, forretningsmæssige såvel som personlige?
  • Hvem ønsker jeg at involvere, og hvornår bør jeg gøre det?
  • Hvordan gik det i 2021 med hensyn til præstationer og adfærd?
  • Hvordan er indtrykket af mine kompetencer og eventuelle udviklingsbehov?
  • Hvad er mine ønsker på lidt længere sigt?

Hav overblik over dine opgaver

Et centralt element i din forberedelse er overblik over dine opgaver og en beskrivelse af, hvordan du lever op til dine mål, udfylder dine jobfunktioner og bidrager til de forretningsmæssige resultater.

Vi anbefaler også, at du bruger de værktøjer, HR stiller til rådighed i forhold til feedback og evaluering. 

Forbered din leder 

Ligesom dig har din leder også rigtig travlt, og der bliver stillet mange krav til ledere. Derfor kan det også være en god idé at forberede din leder inden samtalen.

Det giver din leder den bedste mulighed for at forberede sig, så I begge får det bedste ud af samtalen. Og så kunne det jo være, at chefen havde overset nogle af dine opgaver eller kompetencer.