Menu luk

Klumme: Rank ryggen - du gør en forskel som finansansat

28. aug 2020
3 min
Af Kirsten Ebbe Brich, Formand
kebb@danskebank.dk

I mine snart 25 år i Danske Bank har jeg en hel del gange oplevet, at vores bank og vores sektor har fået tæsk i offentligheden. Men jeg tror aldrig, at jeg har oplevet, at hele sektoren er blevet udsat for en så urimelig udskamning som nu, hvor regeringen og andre politikere udnævner finanssektoren til prygelknabe på en baggrund af fejlopfattelser og på et meget unuanceret grundlag.

Der bliver talt om at sektorens overskud er urimeligt stort, og om at bankerne stadig skylder for de bankpakker, der blev lavet under finanskrisen. Bankpakkerne er for længst betalt tilbage præcis som aftalt mellem sektoren og de politikere, der strikkede dem sammen. Med et provenu til staten på 17 milliarder kroner. Det faktum undgår politikerne nu fuldstændig at nævne. Det bliver jeg vred over.

Men det, der gør mig rigtig ked af det er, at historien bliver fortalt på en måde så mine venner og bekendte tager det til sig. Og på en måde, så jeg kan mærke, at et behov for at retfærdiggøre mig selv og mine kolleger melder sig hos mig ved siden af min harme. Sådan frygter jeg også, at mange kollegaer i Danske Bank har det – og det er fuldstændig urimeligt.

Det gør, at man føler sig magtesløs, for det er så svært at kæmpe imod en så massiv fortælling fra bl.a. landets øverste politikere. Men nu vil jeg gerne tage bladet fra munden og sige til dig, som er min kollega i Danske Bank: Kig dig lige omkring og sig mig, om ikke dine kolleger er nogle af de mest ordentlige og hjælpsomme mennesker, du kender? Ingen af dem har spor imod, at vi skal være med til at løfte et samfundsansvar, men lad os lige blive enige om, at det gør vi sådan set også allerede. Sektoren bidrager med skatter, finansiel uddannelse, infrastruktur, lønsumsafgift og kriminalitetsbekæmpelse. Tusindvis af ansatte arbejder dagligt med at forhindre finansiel kriminalitet af forskellig slags. Dagligt hjælper tusindvis af andre ansatte både virksomheder og private med at få økonomien til at hænge sammen og få opfyldt likviditetsbehov og drømme. Og vi arbejder for at flere investeringer bakker op om en langsigtet bæredygtig udvikling af vores samfund.

Så kære kollega, selvom det er svært lige nu, så rank ryggen og mød omverdenen med oprejst pande. Du kan sagtens være stolt af dit arbejde og den værdi, du er med til at levere til det danske samfund.

Kirsten Ebbe Brich3