Menu luk

Roller og arbejdsformen i ansvarsområderne

Ansvarsområderne er et bærende element i Finansforbundets politisk arbejdsstruktur. På denne side kan du få mere viden om roller og arbejdsformen i ansvarsområdearbejdet.

Alle fagforeninger har en politisk arbejdsstruktur - også Finansforbundet. 

Men hvor de fleste foreninger gør brug af politiske udvalg, arbejder vi i Finansforbundet med politiske ansvarsområder.

Arbejdet i det enkelte ansvarsområde er organiseres sådan, at ansvarsområdet har de bedste muligheder for at nå sine mål. 

Neden for kan du læse om aktørerne i ansvarsområderne:

Formandskab

Formandskabet har ansvaret for den overordnede politiske koordination og udvikling i de politiske ansvarsområder og den organisatoriske struktur.

Formandskabet har sammen med Hovedbestyrelsen det politiske ansvar for koordinering af arbejdet i ansvarsområderne. Hovedbestyrelsen kan således i landsmødeperioden benytte sig af muligheden for at nedlægge eksisterende og/eller oprette nye ansvarsområder. Hovedbestyrelsen kan ligeledes beslutte at flytte ’indsatspinde’ fra et ansvarsområde til andet. 

Finansforbundets formandskab og de politisk ansvarlige har ansvaret for at drive de enkelte ansvarsområder, og de mødes løbende og efter behov.

Formandskabet deltager efter en intern fordeling i ansvarsområdernes arbejde. Formandskabet deltager på møder med de politiske styregrupper samt kan deltage efter behov i øvrige møder.

Formandskabet har ansvaret i forhold til samfundet og sektoren, herunder kontakten til pressen. Formandskabet skal endvidere sikre, at Finansforbundets overordnede interesser varetages i eksterne repræsentationer, hvor det er vigtigt, at Finansforbundet er repræsenteret. 

Politisk ansvarlige

På baggrund af indstilling fra formandskabet beslutter hovedbestyrelsen, hvilke HB-medlemmer, der skal være politisk ansvarlige for de enkelte ansvarsområder:

  • De politisk ansvarlige skal sikre et velfungerende samarbejde med hovedbestyrelse, de politiske styregrupper og øvrige mødefora, samt at der er sammenhæng mellem forbundets centrale politikudvikling og politikudviklingen i 
    ansvarsområdet. 
  • Den politisk ansvarlige beslutter i samråd med styregruppen, hvordan arbejdet i ansvarsområdet skal organiseres – inden for rammerne af kommissorium og budget for ansvarsområdet.
  • Den politisk ansvarlige har ansvaret for den samlede koordinering af arbejdet i ansvarsområdet. 
De politiske styregrupper

Der nedsættes en politisk styregruppe for hvert ansvarsområde. Kredsene udpeger hvert et medlem til de politiske styregrupper. Der kan udpeges et HB-medlem eller andet medlem af kredsbestyrelsen.

En politisk styregruppe består i udgangspunktet af en politisk ansvarlig fra hovedbestyrelsen, en fra formandskabet i Finansforbundet samt 9 kredsrepræsentanter. 

De politiske styregrupper udarbejder 1-årige handlingsplaner med op til 2-3 indsatser pr. år. De politiske styregrupper er politiske rum, hvis primære formål er at drøfte, beslutte og arbejde inden for politiske tematikker. Handlingsplanerne tilgår HB til beslutning. 

Styregruppens opgave er derfor at udvikle politik, igangsætte aktiviteter og evt. nedsætte arbejdsgrupper, som arbejder efter kommissorier og givne indsatser. Det er styregruppens ansvar, at der arbejdes efter den HB-besluttede arbejdsform for ansvarsområderne. 

Det er derfor de politiske styregrupper, som nedsætter arbejdsgrupper og fastsætter deadline for arbejdet.

Det er også den politiske styregruppes ansvar at sikre fremdrift inden for ansvarsområdet, at sikre involvering af kredse, tillidsvalgte og medlemmer efter interesse og relevans, samt at sikre sammenhæng mellem politikudvikling og implementering, der foregår hhv. centralt og decentralt. 

Arbejdsgrupper

Nedsættelsen og rammerne for en arbejdsgruppe fastsættes af den politiske styregruppe. Det gælder også i forhold til, hvem der kan deltage i arbejdsgruppen. Medlemmer af en arbejdsgruppe kan være fra styregruppen selv, KB-medlemmer og i yderste led TR og medlemmer – eller folk helt ude fra. Styregrupperne skal her være bevidste om spørgsmålet om frihed til fagligt arbejde, spørgsmål som fortrolighed mv.

For hver arbejdsgruppe udarbejdes der et kort kommissorium, som fastsætter opgaver, rammer og tidsplan for arbejdsgruppens arbejde samt antallet og typen af deltagere. Som udgangspunkt arbejder arbejdsgrupperne for en kort defineret periode og afrapporterer fremdrift, aktiviteter og resultater til den politiske styregruppe.

Arbejdsgrupper bemandes løbende i takt med at de besluttes. Den fagligt ansvarlige orienterer kredsenes formænd skriftligt og fremsender kommissoriet. Herefter har kredsformanden 14 dage til at indmelde kandidater til arbejdsgruppen. Skulle der være flere interesserede, end der er behov for, tager den politisk ansvarlige og den ansvarlige i formandskabet sammen stilling til den endelige bemanding.

Sekretariat

Sekretariatet har ansvaret for den administrative koordinering af arbejdet i ansvarsområderne og på tværs af disse. Det er desuden sekretariatets ansvar at bemande ansvarsområderne med en fagligt ansvarlig og faglige ressourcepersoner fra sekretariatet i øvrigt. 

De fagligt ansvarlige har ansvar for faglig sparring over for de politisk valgte at understøtte styregrupperne i politikudviklingen, i nedsættelsen af arbejdsgrupper mv., samt de administrative opgaver, som fx mødeindkaldelser, beslutningsreferater, aftalte oplæg og notater. 

Arbejdsformen i ansvarsområderne

Arbejdet i ansvarsområderne er organiseret omkring en række politiske styregrupper bestående af en politisk ansvarlig, 9 kredsrepræsentanter og en repræsentant fra Formandskabet. 

Arbejdsformen i ansvarsområderne er fleksibel og kan aftales nærmere i den politiske styregruppe for hvert ansvarsområde.

De politiske ansvarsområder for 2023-2026

Finansforbundet arbejder for, at medlemmerne har en plads på et mere grønt, mere digitaliseret og mere internationaliseret arbejdsmarked. Det gør vi blandt andet via vores tre politiske ansvarsområder.

Læs mere

Sådan foregår arbejdet i ansvarsområderne

Hvorfor ansvarsområder? hvad er deres formål? På denne side får du en overordnet introduktion til arbejdet i de politiske ansvarsområder, som er et bærende element i Finansforbundets politiske arbejdsstruktur.

Læs mere

Kontakt

32 66 14 25

Kontaktperson er Josefine Boel Rasmussen, politisk koordinator.

Du kan også skrive til Josefine på jbr@finansforbundet.dk