Menu luk

Finansforbundet på den store klinge

Finansforbundets formandskab markerer sig med tre indlæg på den igangværende UNI Europa konference. Det handler om henholdsvis overenskomst, læring fra hjemmearbejde under corona og ligestilling. På billedet ses Finansforbundets delegation, formand Kent Petersen, næstformændene Michael Budolfsen og Steen Lund Olsen samt hovedbestyrelsesmedlem Marianne Lillevang.

Nyheder i indbakken

Vil du have nyt om den finansielle sektor direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Tilmeld nyhedsbrev

 

Af Birgitte Aabo

 

Klare og korte budskaber er nødvendige ved UNI Europa konference, der kører i disse dage. Tiden til den enkelte taler er knap, for her repræsenteres ikke mindre end syv millioner europæiske serviceansatte. Men Finansforbundets formandskab har fået tildelt tre sessions på den virtuelle talerstol og medbringer nogle af de emner, der vurderes som mest presserende.

Det overordnede tema for konferencen er kollektive forhandlinger – under sloganet Forward Through Collective Bargaining.

Helt i tråd med det fortalte næstformand i Finansforbundet og præsident i UNI Europa Finance, Michael Budolfsen, tirsdag om den helt nye overenskomst med Arbejdsgiverforeningen for fintech. Den er nyskabende i og med, at man så at sige er startet i den modsatte ende ved at skubbe på for at få oprettet en arbejdsgiverforening først, for ad den vej at søge at få flere organiseret indenfor fintech, som på få år har skabt flere tusinde job og ventes at fortsætte den udvikling.

At det er en landvinding viser blandt andet erfaringer fra Finland, hvor stadig flere sektoraftaler opsiges. Dermed bliver der åbnet for en virkelighed, hvor arbejdsgiverne er ene om at sætte vilkårene.

Aftryk på hjemmearbejde

Under coronaen har Finansforbundet været med til at sikre, at medarbejderne er blevet tænkt med i den nye virkelighed med hjemmearbejde. Michael Budolfsen delte i går, onsdag, erfaringerne med konferencens deltagere. herunder blandt andet, at fleksibilitet er en vigtig nøgle til at fremme medarbejdertrivsel og produktivitet.

I dag, torsdag, bliver det næstformand Steen Lund Olsens tur til at tale om, hvordan Finansforbundet arbejder for at fremme kvinder i ledelse.

Dette emne blev grundigere drøftet i mandags, hvor der blev holdt en særskilt konference, UNI Europa Women, hvor kredsformand Marianne Lillevang fra Finansforbundets hovedbestyrelse stod for et indlæg om ligestilling og diversitet.

Finansforbundet bidrog også på hovedkonferencen med en virtuel stand/udstilling om bæredygtighed sammen med Nordic Financial Unions (NFU) den fællesnordiske organisation af fagforbund i den finansielle sektor. Finansforbundets næstformand, Michael Budolfsen, blev i sidste uge genvalgt som præsident for NFU og skal de kommende to år lede organisationen, hvis vigtigste opgave er at få indflydelse på reguleringen af sektoren i EU.

En blandet flok

  • UNI Europa repræsenter 7 millioner europæiske serviceansatte indenfor 15 servicesektorer blandt andet finans, it, handel, frisør & beauty, men også professionelle sportsudøvere, vikar- og platformsarbejdere.
  • Konferencen er den øverste beslutningstagende myndighed i UNI Europa og finder sted hvert fjerde år.