Menu luk

Det indeholder den nye overenskomst

Det er ikke altid nemt at se, hvad parterne egentlig har aftalt. Derfor følger her en teknisk gennemgang af slutprotokollen, så du kan dele din viden med kollegerne på din arbejdsplads. Finansforbundets forklarende kommentarer står med kursiv.

20. feb. 2020
1 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

En slutprotokol er en samling af alle de krav, som parterne er blevet enige om efter forhandling. Der kan være rejst krav under forhandlingerne, som den ene eller den anden part har frafaldet i forløbet. Disse fremgår ikke af slutprotokollen.
Finansforbundets forhandlere var Kent Petersen, Michael Budolfsen, Steen Lund Olsen, Steven Vallik og Marianne Kjær.

FA's forhandlere var Mads Skovlund Pedersen, Karsten Breum, Trine Ahrenkiel, Peter Vinther Christensen, Mariane Dissing, Nicholai Kjølberg

Deltagerne er forhandlingsdelegationerne. Derudover har mange sekretariatsmedarbejdere og hovedbestyrelsesmedlemmer del i resultatet.

På forhandlingsmøder 23. januar 2020, den 4. februar 2020 og 16. februar og 17. februar 2020 blev endeligt aftalt:

1. Løn

I standardoverenskomsten er der aftalt generelle lønreguleringer på 2 pct. pr. 1. juli 2020.

1,20 pct. pr. 1. juli 2021 og 1 pct. pr. 1. juli 2022.

Det er aftalt, at 0,8 pct. pr. 1. juli 2021 og 1 pct. pr. 1. juli 2022 kan forhandles og fordeles i virksomhedens lokale lønpulje.

Vi har som noget nyt indført mulighed for lønpulje i alle virksomheder. Før man kan indføre lønpulje på egen virksomhed, er det vigtigt at den faglige repræsentant aftaler hvilke lønprincipper der skal gælde på jeres virksomhed. På baggrund af disse lønprincipper forhandler den faglige repræsentant fordelingen af lønpuljen. Der er mange faglige repræsentanter og virksomhedsledere, der ikke føler sig klædt på til at forhandle lønprincipper og fordeling af lønpulje. Derfor vil forbundet og FA snarligst producere materiale og gennemføre endnu ikke planlagte informationsaktiviteter. Af denne grund skal der ikke finde forhandling sted i år. Det betyder, at lønnen på STOK-virksomheder i år reguleres generelt med 2 pct.

For VOK-virksomheder er der mellem Finansforbundet og FA aftalt generelle reguleringer på 1,20 pct. pr. 1. juli 2020, 1,20 pct. pr. 1. juli 2021 og 1 pct. pr. 1. juli 2022.

Det er aftalt, at 0,8 pct. pr. 1. juli 2020, 0,8 pct. pr. 1. juli 2021 og 1 pct. pr. 1. juli 2022 kan forhandles og fordeles som lokal ramme i forbindelse med fornyelsen af VOK.

Der er ikke aftalt nye regler vedrørende løn eller lønpuljer på VOK-virksomheder. Dog er der en lidt større andel af den generelle lønregulering, der kan forhandles om på VOK-virksomheder.

Regulering af de faste satser i VOK og STOK


Faste satser i STOK og VOK reguleres med samme procenter og terminer som den generelle lønstigning, idet der afrundes hovedsagelig til hele 5 kr. Hvor der ikke er nævnt nogen sats i en VOK, er det samme sats som i STOK. Den nærmere udmøntning af de faste satser i VOK sker efter lokal aftale. Der anvendes i øvrigt samme praksis som ved tidligere overenskomstfornyelser.

De faste satser er eksempelvis betalingen for rådighedsvagt, lønsatser for elever, satser for systemafhængigt merarbejde osv. Det er egentlige beløb, der er skrevet ind i enten Standardoverenskomsten eller i Virksomhedsoverenskomsterne. De faste satser i STOK stiger med 6 %. Det samme gælder hvis der i en VOK ikke er nævnt en sats.

 

Der udarbejdes senere særskilt bilag herom.

Protokollat om diplomingeniørstuderende

Protokollat om ansættelse af diplomingeniørstuderende i den obligatoriske praktikperiode optages i standardoverenskomsten. Lønnen reguleres med 2 pct. 1. juli 2020, 2 pct. 1. juli 2021 og 2 pct. 1. juli 2022.

Dette protokollat blev indgået i 2019. Da parterne er interesseret i at kunne tiltrække færdiguddannede diplomingeniører, er parterne også interesseret i at kunne tilbyde praktikpladser. Den aftalte lønsats for dem reguleres med 2 % om året.

Lokal lønpulje

Der indføres ny bestemmelse om lokal lønpulje.

Som nævnt indføres der mulighed for lønpulje på STOK virksomheder fra den 1. juli 2021. Det er en betingelse at man på den enkelte virksomhed mellem ledelsen og den faglige repræsentant aftaler, hvilke principper der gælder for løndannelsen på virksomheden. Det er også en betingelse at ledelsen og den faglige repræsentant på baggrund af disse principper aftaler fordelingen af lønpuljen. Det kommer der meget mere info om frem mod næste år. På nuværende tidspunkt skal det blot understreges, at det ikke er hensigten, at den faglige repræsentant forhandler løn for den enkelte.

Nyt løn- og arbejdstidssystem


Der indføres et nyt løn- og arbejdstidssystem.

Vi har forsøgt at forenkle og modernisere overenskomsten. Da 94-95% af alle ansatte er på sluttrin har vi besluttet at ophæve det anciennitetsbaserede ramme og trinsystem. Der er indført en minimumsløn på 25.000 kr. ekskl. pension og tre skel herover. Et skel ved 53.000 kr. ekskl. pension for jobløn, et skel på 70.000 kr. for kontraktansættelse og et skel op til 75.000 kr. for bidrag til Finanskompetencepuljen og uddannelsesbidraget. Alle beløb er månedsløn. Ingen går ned i løn og der er ingen indplaceringssatser. Der er aftalt overgangsbestemmelser, der bl.a. sikrer, at man ikke mister den lønforventning man har, hvis man ikke er på sluttrin.

Definition af jobfunktion med udgangspunkt i arbejdsopgaver

Der indføres en ny bestemmelse, der definerer jobfunktion for medarbejdere.

Af tekniske årsager er der brug for bestemmelser til at definere en række jobfunktioner eksempelvis serviceteknikere. Dette er en konsekvens af, at der ikke længere er særlige lønrammer og trin.

Forhøjelse af pensionsbidrag

Pensionsbidraget forhøjes til mindst 16,9% og heraf mindst 11,65% fra virksomheden. Forhøjelsen træder i kraft som følger:

  • 1. juli 2020             0,25 pct.
  • 1. juli 2021             0,25 pct.
  • 1. juli 2022             0,15 pct.

Stigningerne har fuldt gennemslag. det betyder at alle får dem.

2. Arbejdstid

 

Fra den 1. juli 2021 er der ikke længere noget der hedder overarbejde, hvorfor man heller ikke kan vælge fem ugers ferie og overarbejdsbetaling i det ferieår, der løber fra den 1. september 2021. For nyansatte efter den 1. april 2020 findes denne mulighed heller ikke hvorfor man heller ikke kan få overarbejdsbetaling. Denne gruppe har altså 6 ugers ferie og følger reglerne for merarbejde. Der er aftalt overgangsbestemmelser der på baggrund af de seneste 2 års individuelt udførte overarbejde omregnes til en gennemsnitlig kompensation, der tillægges den enkeltes løn.

Ny ferielov – tilpasning

Der er enighed om, at resultatet af sekretariatsarbejdet om ny ferielov indarbejdes i overenskomsten.

Der er tale om tekniske konsekvensrettelser som følge af den nye ferielov.

Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse


Der indføres ny bestemmelse om jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse.

Fremover kan man ansættes på jobløn, dvs. uden ret til honorering af merarbejde og genebetaling hvis man har en løn på over 53.000 kr. om måneden. Det er dog en yderligere betingelse at man har selvstændig arbejdstilrettelæggelse.

Selvstændig arbejdstilrettelæggelse er nærmere forklaret i en fælles vejledning og der vil blive afholdt fælles informationsmøder med FA og Finansforbundet med henblik på at få et fælles billede af hvad de nye regler herom indebærer.

 

Forbedring af Timebanken


Timebanken forbedres, idet omsorgsdage og overenskomstbestemte feriedage indskydes i timebanken.

Timebanken er sektorens svar på fritvalgsordningen. Omsorgsdage og 6. ferieuge indskydes på timebanken fra tildelingstidspunktet. Det vil for omsorgsdagene sige 1. januar og for 6. ferieuge 1. september. 6. ferieuge indskydes første gang fra 1. september 2021. Der er ikke mulighed for at aftale, at disse dage ikke skal indskydes på timebanken

Derudover er der aftalt forbedret statistik for timebankens anvendelse.

Udskudt hviletid skal betales af virksomheden

 

Hvis medarbejderen på grund af merarbejde skal møde senere dagen efter, skal virksomheden betale for den udskudte hviletid.

3. Sociale bestemmelser

 

I Gruppelivsforsikring nr. 98104 forhøjes dødsfaldssummen og nettopræmien

Dødsfaldssummen i gruppesikringsregulativet forhøjes fra 150.000 kr. til 200.000 kr. med virkning fra den 1. april 2020.

Videreførelse af afbødeforanstaltninger

Afbødeforanstaltninger videreføres uændret.

Tandforsikringen gøres permanent


Der er enighed om, at tandforsikringen gøres permanent.

Tandforsikringen blev indført i 2017 som en forsøgsordning. Ordningen er nu blevet

permanent og virksomhederne skal opretholde eller tegne en tandforsikring der som minimum lever op til de betingelser, der er gengivet i protokollatet. I skal være opmærksom på, at der også er forsikringsselskaber f.eks. Sygesikringen Danmark, der tilbyder at dække allerede planlagte, igangværende eller anbefalede behandlinger på tidspunktet for forsikringens ikrafttræden.

Pensionsbidrag ved barsel

 

Der betales pensionsbidrag under afvikling af udskudt orlov efter § 11 i barselsloven, der afholdes 60 uger efter fødslen.

Der er nu ret til at få indbetalt pensionsbidrag af orlov der er udskudt retsbaseret også selv om denne orlov først afholde 60 uger efter fødslen.

4. Trivsel og arbejdsmiljø

Forbedring af virksomhedernes forebyggelse af stress og lignende og fremme af god trivsel


Der er enighed om at sikre, at der arbejdes aktivt med at fremme trivsel og forebygge stress både på virksomheds- og afdelingsniveau og i forhold til de enkelte medarbejdere.

Samarbejdsudvalget kan fremover iværksætte aktiviteter til forebyggelse af stress.

Ny § i overenskomsten om, at hvis en medarbejder ikke er i stand til at varetage sit job  efter sygefravær, skal virksomheden have en dialog med medarbejderen om mulig omplacering.

Se i øvrigt nedenfor under kompetence, hvor det fremgår, at der vil blive ansat trivselsvejledere, som skal hjælpe med at fremme trivslen på virksomhederne. 

Oprettelse af trivselsudvalg

Overenskomstparterne er enige om at oprette et trivselsudvalg.

FA og Finansforbundet opretter et trivselsudvalg i lighed med samarbejdsudvalget. Der er aftalt et kommissorium der blandt andet giver mulighed for at gennemføre fælles trivselsundersøgelser.

5. Kompetenceudvikling

Forhøjelse af bidrag til Finanskompetencepuljen

Kredsen af medarbejdere, der skal betales bidrag for, udvides.

Det er aftalt, at bidraget til Finanskompetencepuljen fastholdes på kr. 350 kr. pr. ansat. Det er samtidig aftalt, at der fremover er flere ansatte, som bliver omfattet af Finanskompetencepuljen. Det er alle medarbejdere med en løn på under 75.000 kr. pr. måned, som nu er omfattet.

Forøgelse af uddannelsesbidraget


Uddannelsesbidraget forhøjes med 100 kr. pr. halvår, og kredsen af medarbejdere, der skal betales bidrag for, udvides. Forhøjelsen anvendes blandt andet til trivselsvejledere. Reguleres i overenskomstperioden som en fast sats, jf. beregningshåndbogen.

Der har været fokus på ønsket om en bedre trivsel for de ansatte, og derfor er der indgået en aftale om at forhøje uddannelsesbidraget med det formål, at virksomheder og den enkelte ansatte kan benytte sig af trivselsvejledere.

I lighed med bidrag til Finanskompetencepuljen, er det samtidig aftalt, at der fremover er flere af de ansatte, som der betales uddannelsesbidrag for. Det er alle medarbejdere med en løn på under 75.000 kr. pr. måned, som nu er omfattet.

6. Fagligt arbejde

Omplaceringsregler for tillidsrepræsentanter


Der er enighed om at smidiggøre tillidsrepræsentantssager og tilgodese mulighederne for omplacering.

Tid til tillidsrepræsentantsarbejdet

Der er enighed om, at tillidsrepræsentanten skal have tid og mulighed for at løse sine opgaver for virksomheden og varetage sit hverv som tillidsrepræsentant.

Der er sket en opstramning af teksten. Der skal nu ske en reduktion i både tillidsrepræsentantens og afdelingens arbejdsopgaver, så der både er tid til tillidsrepræsentantsarbejdet og øvrige arbejdsopgaver

Fratrædelsesaftaler sidestilles med afskedigelse


Der er enighed om, at fratrædelsesaftaler på virksomhedens initiativ sidestilles med afskedigelse i § 3 i aftalen om fagligt arbejde.

Forbedret varsling ved lønnedsættelse eller afskedigelse


Der er enighed om at forbedre varslingsreglerne af tillidsrepræsentanter ved lønnedsættelse eller afskedigelse.

Aftale om regler for behandling af faglig strid 


Justering af regler for behandling af faglig strid.

Fremover er det Finansforbundet, der assisterer kontraktansatte medlemmer i ansættelsesretlige tvister, som endeligt afgøres ved privat voldgift.

 

7. Overgangsbestemmelser og vejledning

Der er udarbejdet fælles overgangsbestemmelser for overgang til nyt løn- og arbejdstidssystem.

Der er lavet aftaler om overgange fra overarbejde til merarbejde, anciennitetsbaseret løn til mindsteløn og fra normalansættelse til jobløn. Da der ikke er tale om en spare-øvelse er overgangen omkostningsneutral, og ingen mister noget.

Der er udarbejdet en fælles vejledning om jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse. Parterne gennemfører fælles orienteringsmøder om det nye løn- og arbejdstidssystem.

8. Assurandører

Beregningsgrundlag for pension

Det præciseres, at beregningsgrundlaget for pension kan tilpasses lokalt.

Det er nu tydeliggjort, at der som udgangspunkt beregnes pension af den årlige indtægt forstået som arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget, og at dette kan fraviges ved lokal aftale. 

Teknisk krav – ferie


Redaktionel tilpasning af overenskomsten til den nye ferielov. Der tages forbehold for redaktionelle krav bl.a. som følge af feriekortordningens ophør.

 

Dokumentationskrav ved teknisk svigt

 

Det sikres, at der kan indgås fyldestgørende aftaler om kompensationen ved teknisk svigt.

Det er ikke længere et krav, at der skal dokumenteres et tab i forbindelse med aftaler om kompensation for teknisk svigt.

 

Forenklet adgang til overførsel af ferie


Fjernelse af krav om en lokalaftale for at den enkelte medarbejder kan aftale at overføre ferie. Herudover sker der en redaktionel tilretning foranlediget af den nye ferielov.

Regulering af ROK'ens minimumslønninger

Minimumslønningerne reguleres med samme samlede lønregulering som for STOK-virksomhederne.

Omplaceringsregler for tillidsrepræsentanter


Der er enighed om at smidiggøre tillidsrepræsentantssager og tilgodese mulighederne for omplacering.

I særlige situationer, hvor der er reelle intentioner og muligheder for omplacering, kan der ske en drøftelse heraf lokalt, hvis Finansforbundet imødekommer en anmodning herom.

Forhøjelse af pensionsbidraget

Pensionsbidraget forhøjes til 16,9 pct. senest 31. marts 2023, medmindre der lokalt ikke kan opnås enighed om finansiering af forhøjelsen inden for lønrammen.

Forhøjelse af uddannelsesbidraget

Uddannelsesbidraget forhøjes til 910 kr. pr. heltidsansat og 445 pr. deltidsansat, medmindre der lokalt ikke kan opnås enighed om finansiering af forhøjelsen inden for lønrammen. Forhøjelsen anvendes bl.a. til trivselsvejledere.

9. Virksomhedsoverenskomster

Afvigebilag

Der er aftalt afvigebilag for Nykredit, JN Data, Danske Bank og Ekspres Bank.

10. Tekniske krav

Implementering af EU-regulering


Der nedsættes arbejdsgruppe(r) i overenskomstperioden med henblik på overenskomstimplementering af EU-regulering.

11. Redaktionelle ændringer

§ 14, stk. 2 (b), 5. erstattes FTF med Hovedorganisations-regi.

 

§ 19 om Rådighedsvagt

FA og Finansforbundet nedsatte ved OK17 en arbejdsgruppe om forenkling af Rådighedsvagter. Arbejdsgruppen er i enighed nået frem til en redaktionel omskrivning af § 19, som gennemføres ved OK20.