Menu luk

Said Chuheibar: "Jeg nyder godt af andres gode arbejde"

Gode vilkår er ikke noget, vi bare får serveret. Det kræver, at vi løfter i flok. Derfor er mit kontingent det mindste, jeg kan bidrage med.


Said Chuheibar. 46 år. Datakvalitetsekspert i Nordea. Finansdiplomuddannet og i gang med HD 2. del. Medlem af Finansforbundet siden 1997. Tillidsrepræsentant fra 2006 til 2009, hvor han blev leder.

Hvad fik dig til at blive medlem?

Jeg blev medlem, da jeg begyndte som elev i banken. Jeg fornemmede ikke, at der var et valg. Selvfølgelig er man solidarisk og medlem, når man arbejder her. Vi er fælles og løfter i flok.

Hvorfor er du medlem af Finansforbundet i dag?

I dag er jeg lidt mere reflekteret, men konklusionen er den samme: det er en selvfølge at være medlem. Jeg vil ikke nasse på andres gode arbejde. Vi har en af landets bedste overenskomster. Jeg nyder godt af frugterne, og mit kontingent er det mindste, jeg kan bidrage med. Gode vilkår er ikke noget, vi bare får serveret. Det kræver, at der er stor opbakning bag kravene. Det har jeg også forklaret ikke-medlemmer, som tror, at de kan klare sig selv …

Gør du brug af Finansforbundets medlemsfordele?

Udover at nyde godt af vores fremragende overenskomst har jeg bl.a. haft forsikringer via Finansforbundet. Jeg har fået en grundig og superfed uddannelse for tillidsrepræsentanter og har fået kompetent rådgivning om reglerne for at holde fædreorlov. I øjeblikket tager jeg HD 2. del som enkeltfag med støtte fra Finanskompetencepuljen. Jeg kunne ikke få støtte til uddannelsen hos min arbejdsgiver. Med støtte fra puljen sparer jeg omkring 70.000 kr.

Hvad får du hos Finansforbundet, som du ikke kan få andre steder?

Da jeg var leder i nogle år, faldt det mig ikke ind at melde mig ind hos Lederne. Det ville være forkert ikke at støtte Finansforbundet. Officielt sad jeg på den anden side af bordet, men Finansforbundet var stadig det mest relevante fagforbund for mig.  

Hvad betyder det lokale for dig?

Jeg kender mange, som gør et godt stykke arbejde i vores lokale kreds, og der er altid et særligt Nordea-touch over vores firmaoverenskomst.

Kan du sætte nogle ord på, hvorfor andre skal blive medlem af Finansforbundet? 

Jeg synes, man skal gøre sit, for at vi kan stå stærkt – både i hårde tider og når det går godt. Har man ikke tid eller kræfter til at lægge mere i det, kan man som minimum betale et kontingent, der cirka svarer til en kop kaffe om ugen. Der sker store ændringer overalt i sektoren, og det påvirker vores jobs. Udviklingen går lynhurtigt og gør det endnu vigtigere at være med.