Netværksdagen 2026 - Redefiner din karriere
Hvordan forstår du begrebet karriere? Og er din forståelse med til at begrænse – eller udvide - dine muligheder for et udviklende, balanceret og mulighedsrigt arbejdsliv?
Til årets netværksdag sætter vi fokus på at redefinere karrierebegrebet og undersøger, hvordan vi hver især – og i fællesskab – kan skabe et arbejdsliv med mere mening, retning og handlekraft.
Netværksdagen byder på inspiration, refleksion og konkrete redskaber, der kan bruges direkte i dit arbejdsliv – uanset om du er medarbejder, leder eller tillidsvalgt.
Dagens program - i hovedtræk
- 12.30: Ankomst og let frokost
- 13.15: Velkomst v. bl.a. næstformand Jacob Thorgaard
- Oplæg "Sådan får du et meningsfuldt arbejdsliv" v. journalist Hakon Mosbech
Til at sparke dagen i gang har vi inviteret journalist og grundlægger af mediet Zetland Hakon Mosbech, som gør os klogere på det meningsfulde arbejdsliv.
I efteråret udgav Hakon den anmelderroste bog Vågne timer, hvor han undersøger, hvordan vi kan skabe et markant bedre arbejdsliv – et arbejdsliv, der ikke kun handler om at præstere, men også om at trives, udvikle sig og finde formål.
Hakon trækker på både forskning, nytænkende arbejdspladser og personlige fortællinger om mennesker, der har insisteret på at gentænke deres arbejdsliv – og er lykkedes med det.
Kan du ikke vente med at dykke ned i Hakons viden, kan du høre ham i DR´s podcast ”Brinkmanns Briks” fra d. 25. november 2025.
Dit udbytte: Du får cases og konkrete eksempler på, hvordan arbejdslivet kan udfordres og gentænkes – og inspiration til, hvordan du selv kan tage de første skridt.
- Workshop: Hvad er planlagt - og hvad er tilfældigt - i din karriere? v. Sarah Lund Nielsen, adjunkt
Vi kan vælte os i begreber, når vi kigger på karrieremuligheder og arbejdsliv. Men hvordan er du endt der, hvor du er i dag? Og hvordan skaber du bevægelse, hvis du gerne vil et nyt sted hen?
Til at lede os igennem eftermiddagens workshop kommer Sarah Lund Nielsen, som er adjunkt i VIA University College, Efter- og Videreuddannelse, hvor hun arbejder med udvikling af karrierevejledning og efteruddannelse for professionelle, der beskæftiger sig med menneskers arbejdsliv og karriere.
Med afsæt i anerkendte karriereteorier arbejder vi praktisk med vores egne karriereforløb gennem refleksion, metoder, værktøjer og sparring.
Dit udbytte: Du får nye indsigter i din egen karriere og konkrete redskaber, som kan bruges fx i udviklingssamtaler, refleksion over næste skridt – og til at skabe klarhed over, hvor du gerne vil hen i dit arbejdsliv.
- Fællesskabskoncert med Claus Christensen
Du kender måske Claus Christensen fra DR-programmet "Demenskoret".
Claus har arbejdet med mennesker, musik og fællesskaber i mere end 25 år, hvor han bruger sangen som redskab til at bygge bro mellem mennesker.
Som afslutning på årets Netværksdag vil Claus vise, hvad musik og sang kan gøre for fællesskabet.
- Afslutning og stående middag
Derfor skal du deltage i Netværksdagen 2026
Om du er medarbejder, leder eller tillidsvalgt får du indsigt i evidensbaseret redskaber til at skabe et bedre og meningsfuldt arbejdsliv – for dig selv, dine kollegaer, medarbejdere og medlemmer.
Som ved de foregående Netværksdage lægger vi vægt på involvering, dialog og fælles refleksion. Vi forventer faglige drøftelser med sidemanden, vi giver plads til undrende spørgsmål til oplægsholderne og vi arbejder for, at du går hjem med noget, der gør en forskel for dit arbejdsliv.
De praktiske og vigtige detaljer
Vi har begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre din stol.
Vi refunderer ikke kørsel til Netværksdagen 2026.
Detaljeret program
Du vil modtage et fuldt detaljeret program, når vi nærmer os d. 6. maj.
Allergier
Forbundets eget køkken vil forkæle os i løbet af dagen med lækkerier. Og for at du ikke skal gå glip af noget, er det vigtigt, at du melder ind senest d. 8. april, hvis du har nogen kosthensyn til netvaerk@finansforbundet.dk
Afbud
Vi planlægger dagen på baggrund af deltagerantal. Du kan melde fra indtil d. 8. april.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til Netværksdagen 2026.


Hakon Mosbech, journalist og grundlægger af mediet Zetland og Sarah Lund Nielsen, Adjunkt v. VIA University College
Kontakt
Afmeld ?
Du er nu afmeldt arrangementet
Er du klar til dit næste arrangement?
Finansforbundets app giver dig hurtigt overblik over dine arrangementer og gør det let at tjekke ind med det digitale medlemskort.
Download appen i dag
App Store
Google Play