Barselsnetværksmøde - Sådan skaber du de bedste betingelser for gode møder og workshops
Bemærk, at dette arrangement udelukkende er for medlemmer på barsel.
Sammen med det professionelle barselsforum Inspired Beyond Babies (IBB) tilbyder Finandsforbundet barslende medlemmer at deltage i netværksmøder, hvor kendte profiler fra erhvervslivet, inspirerende talere og specialister inden for forskellige fagområder vil stå for de faglige indlæg. Læs mere om netværksgruppen her.
Den 16. april 2024 kan du deltage i arrangementet ”Sådan skaber du de bedste betingelser for gode møder og workshops."
Du har nok prøvet at være med til møder, der er dårligt ledet og rammesat. Hvor agendaen er utydelig, og du ikke forstår, hvad din rolle er, eller hvorfor du skal være der.
Eller måske har du været med på workshops eller kurser, hvor underviseren er utydelig, og hvor formål og læringsudbyttet skal ledes længe efter. Det er ikke særligt effektivt og ender med at være spild af din og andres tid!
Derfor skal vi nørde facilitering og god procesledelse sammen med Maja Dalgaard Pøhler, der til dette foredrag vil sætte tydelighed, involvering og dynamik i højsædet, når vi arbejder på at skabe de bedste betingelser for gode møder, workshops og lignende processer.
Hun vil dykke ned i facilitatorrollens mange muligheder og styrker og komme ind på, hvordan god facilitering handler om at skabe rammer, der sikrer os maksimalt udbytte for den tid vi bruger sammen på møder og kurser.
Det er ikke raketvidenskab, men det hjælper at have gjort sig nogle overvejelser og bruge nogle smarte metoder.
Dem får du af Maja, der giver dig:
- en grundforståelse af forskellen mellem at være underviser og facilitator
- en håndfuld af de bedste værktøjer til god procesledelse
- værktøjer du kan tænke ind i processen før, under og efter
- eksempler på, hvordan vi kommer væk fra skærm og slides og kommer i gang med tusch og flip charts
- værktøjer til at skabe dynamik og afveksling for dine deltagere
Tilmelding
Log på og tilmeld dig arrangementet. Vi kører efter først-til-mølle og har begrænset pladser, så skynd dig at få en plads.
Bemærk, at al praktisk information om arrangementet vil du modtage direkte fra Inspired Beyond Babies.
Dit navn, stilling, email og virksomhed vil derfor blive videregivet til IBB alene til brug for deres afvikling af arrangementet.
Du kan til enhver tid gøre indsigelse i forhold til videregivelse af dine personoplysninger. Dette kan du gøre ved at sende en mail til clu-gdpr@finansforbundet.dk med angivelse af navnet på arrangementet.
Om foredragsholderen
Maja Dalgaard Pøhler har arbejdet professionelt som facilitator siden 2011.
Kærligheden til facilitering blev vakt, da hun under studietiden startede som frivillig hos Camp True North (5-dages camps for unge i skoleferierne) og her mødte en radikal anderledes måde at arbejde med læring og formidling, end hun var vant til på studiet. Her tænkte man i dialog og arbejdede involverende, frem for monolog og passivitet, som oftest var normen på studiet.
Hos True North blev Maja trænet i facilitering af nogle kyndige amerikanere, samtidig med hun færdiggjorde sin kandidat i psykologi og pædagogik fra RUC.
Siden da har Maja arbejdet som selvstændig i sin virksomhed Levende Læring, og som konsulent og underviser i forskellige konsulenthuse.
I dag arbejder Maja hos NIRAS, hvor hun hjælper ingeniører og kunder med god formidling, samarbejde, interessentinddragelse, agerer moderator på konferencer, udvikler læringsprodukter og laver forskellige kompetenceudviklingskurser internt.
Derudover er hun selv glad medlem af IBB og har været dejligt aktivt deltagende det sidste lille år med sit tredje barn Kalle.
Kontakt
Afmeld ?
Du er nu afmeldt arrangementet