Virksomheds-overenskomst i Nordea 2023-25
Som medlem er du med til at sikre, at overenskomsten i den finansielle sektor, forbliver blandt de bedste i Danmark, og du bliver spurgt, når en ny overenskomst skal vedtages.
Nyhed 26. juni 2023: Ny virksomhedsoverenskomst er vedtaget
Læs Virksomhedsoverenskomsten 2023-25 mellem Nordea og Finansforbundet i Nordea (pdf)
Read about the the new collective company agreement in English
Klik for at komme direkte til det emne, du vil læse mere om
Virksomhedsoverenskomst og Standardoverenskomst
Omsorgsdage og 6. ferieuge får særlige kvoter
Timebanken – grænser og udbetaling ved jobskifte
Lønregulering, anciennitetskrav og grænser
Forbedringer i overenskomsten gennem tiderne
Mest muligt til alle
I en tid med usikkerhed i verden, høj inflation samt prisstigninger på boligudgifter og dagligvarer var vores helt klare opdrag fra jer, at vi skulle sikre, at flest mulige fik så høje lønstigninger som muligt. Vi og I har med en meget høj stemmeprocent sagt JA til standardoverenskomstens resultat i marts, og den er jo udgangspunktet for vores lokale forhandlinger.
Vi har lyttet meget til ønsket om ”mest muligt til alle”, og det er også afspejlet i den aftale, vi nu er enige med Nordea om. Det betyder dog også, at vi er enige om, at der i 2023 ikke kommer penge i Nordea Løn-modellen. Det er vi faktisk kede af – især så kort tid efter implementering – men det har været det muliges kunst med den økonomiske ramme, vi har forhandlet om.
Lagkagen er blevet større
I 2024 er vi blevet enige om, at der vil være både generelle lønstigninger til alle omfattet af overenskomsten, penge i Nordea Løn-puljen til individuelle lønstigninger og et forhøjet pensionsbidrag. Lagkagen er gjort større, så den samlede stigning er højere end den, der generelt gælder i sektoren, og som blev aftalt med standardoverenskomsten.
Vi synes, vi har været ansvarlige i forhold til ikke at puste yderligere til inflationen ved at lægge den økonomiske stigning, vi har aftalt med Nordea, som et forhøjet pensionsbidrag. En stigning som alle kolleger i Nordea får glæde af.
Ikke to forhandlinger er ens
Normalt forhandler vi, til vi segner og ”signer”, hvorefter vi præsenterer resultatet. Denne gang har vi være nødsaget til at trække præsentationen, da vi indgik aftalen med et forbehold.
Begge parter – Nordea og Finansforbundet i Nordea – ønskede i enighed at ændre en lille smule i en bestemmelse i standardoverenskomsten. Det har vi som lokale forhandlingsparter ikke hjemmel til uden at få dispensation i hhv. Finansforbundet og i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
Dispensationen vedrører afsnittet om særskilt kvote til 6. ferieuge i timebanken. Den foreligger heldigvis nu, og vi kan endelig dele resultatet af den samlede virksomhedsoverenskomst-aftale med jer.
At få, opnå og undgå
Når to parter, med hver deres interesser og mandat, mødes ved forhandlingsbordet, handler en overenskomst, som jeg ser det, om følgende: at få noget på den korte bane, opnå noget på den lange bane, og endelig undgå at forringe for meget i allerede opnåede goder. Og det er ikke nogen nem øvelse, da modparten har været på ”samme kursus”. Så det resultat, I ser her, er ikke kommet af sig selv.
Men jeg synes, at vi med denne virksomhedsoverenskomst kan sige, at vi har haft et godt og respektfuldt forhandlingsforløb. Vi har været nysgerrige på hinandens ønsker og krav, og begge parter ønskede at nå et resultat, der adskiller os lidt fra de andre i sektoren. Vi har en gensidig ambition om, at Nordea skal være en attraktiv arbejdsplads nu og i fremtiden, og det skal vores lokale aftale også afspejle.
Har vi fået alt, som vi havde stillet krav om? Nej - for det ville være kommet med en pris, vi ikke var villige til at betale, og det har været vigtigt for Finansforbundet i Nordea, at der var balance i parternes bidrag. Og så er det jo altid godt at have noget på ønskesedlen til næste forhandling.
Dorrit Brandt
Formand for Finansforbundet i Nordea
Klik for at komme til indholdsfortegnelse
Virksomhedsoverenskomst og Standardoverenskomst
Tidligere på året indgik Finansforbundet en aftale med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) om en standardoverenskomst (STOK), der gælder for det finansielle område. Den blev vedtaget af Finansforbundets medlemmer den 31. marts.
Efter at STOK’en var på plads, begyndte Finansforbundet i Nordea (FiN) og Nordea forhandlingerne om virksomhedsoverenskomsten (VOK). I vores virksomhedsoverenskomst aftaler vi vilkår, som er mere målrettet Nordea og Nordeas medarbejdere end STOK’en, som udstikker de mere overordnede rammer.
Den nye STOK og VOK gælder for en to-årig periode fra 1. april 2023 til 31. marts 2025.
Lønstigninger i perioden
Aftalen om Virksomhedsoverenskomsten 2023-2025 har denne fordeling af den samlede økonomiske ramme (STOK+VOK) på i alt 8,53% over de to år:
1/7 2023 | 1/7 2024 | I alt | |
Generelle stigninger | 4,50% | 3,20% | 7,70% |
Nordea Løn – pulje | - | 0,50% | 0,50% |
Forhøjet pensionsbidrag til alle | - | 0,33% | 0,33% |
Samlet resultat | 4,50% | 4,03% | 8,53% |
Det samlede overenskomstresultat for medarbejderne i Nordea for 2023-25 er derfor på 8,53% - det er 0,33% udover de 8,20%, som medarbejdere med standardoverenskomst i finanssektoren får i perioden.
Alle lønstigninger – generelle og fra puljen – tildeles pr. 1. juli det pågældende år. Puljen til Nordea Løn fordeles efter principperne i Nordea Løn (link kræver adgang til Nordeas net).
Det er aftalt at, den fulde ramme på 4,5% kommer ud som generelle lønstigninger i 2023. Der er således ikke penge i puljen til Nordea Løn i 2023, og lønstigningen skal derfor ikke fordeles på baggrund af PLD-scoren.
I 2024 vil den generelle lønstigning være på 3,20%, og 0,5% vil indgå i puljen til fordeling via Nordea Løn. Samtidig er det aftalt, at alle medarbejdere – også dem der ikke er omfattet af overenskomsten - fra og med 1. juli 2024 modtager 0,33% ekstra i pensionsbidrag.
Omsorgsdage og 6. ferieuge får særlige kvoter
6. ferieuge indskydes i særlig kvote
Fra og med næste tildeling af 6. ferieuge vil dagene blive placeret i en særlig kvote. Dermed bliver det tydeligt, hvor meget ferie den enkelte har til gode.
6. ferieuge afvikles i dage. Tilgodehavende dage opgøres den 31. december det efterfølgende år, og resterende dage kan overføres, hvis det kan ske indenfor Nordeas gældende regler for overførsel af ferie. Eventuelle overskydende dage udbetales herefter med lønnen for marts*– til den aktuelle timeløn inklusiv pension. (*tidligere har vi oplyst, at det ville ske med februar-lønnen, men det kan af tekniske årsager ikke nås)
Ikke-afholdte dage kan varsles til afholdelse i opsigelsesperioden for fratrædende medarbejdere.
Omsorgsdage får særlig kvote i Timebanken
Fra og med 1. januar 2024 vil Omsorgsdage fremgå af en særlig kvote i Timebanken. De kan fortsat afvikles i timer.
Timebanken – grænser og udbetaling ved jobskifte
Der skal tages stilling til saldoen ved jobskifte
Hvis en medarbejder skifter job til en stilling med højere løn (inkl. eventuelt tillæg), vil timebanks-timer, der overstiger 150 timer, blive udbetalt til den ’gamle’ timeløn.
Dette kan fraviges efter aftale mellem medarbejderen og den nye leder.
Sociale bestemmelser
Familiemedlemmers kritiske sygdom samt disses død/begravelse
Den hidtil gældende ret på op til 2 dages frihed kan nu afholdes i timer.
Fastholdelse af seniorer
Der nedsættes en arbejdsgruppe, der har til formål at fastholde seniorer i Nordea gennem forskellige initiativer.
Sorgpolitik
Senest ultimo 2023 skal der være udarbejdet en sorgpolitik i Nordea. Formålet er at kunne finde inspiration og hjælp, når kolleger rammes af sorg.
Jobløn
I lokalaftalen om jobløn præciseres det, at leder og medarbejder skal drøfte betingelserne, når medarbejderen overgår til jobløn.
Samtidig er det præciseret, at sager, der måtte opstå pga. tvist om sammenhæng mellem honorering og de gældende vilkår for en medarbejder, kan behandles i Joblønskomiteen, hvis der ikke har kunnet opnås enighed lokalt.
Lønspænd
Lønfastsættelse for nye medarbejdere
I lønfastsættelsen af en ny medarbejder i jobbet skal der tages højde for det nødvendige niveau for varetagelse af jobbet efter en vis oplæring. Lederen skal begrunde indplaceringen i lønspændet overfor medarbejderen.
Konsekvenser ved ændringer i et lønspænd
Hvis en medarbejder, i forbindelse med en ekstraordinær regulering af et lønspænd, kommer under eller over grænsen, er det nu reguleret, hvad konsekvensen skal være. Kommer man under, skal det individuelt vurderes mhp. en særskilt lønregulering – kommer man over, kan lønnen eventuelt sættes i stå gennem et systemtillæg.
Lønregulering, anciennitetskrav og grænser
Nyansatte
Som nyansat mindre end 4 måneder før fristen for afvikling af year-end PLD vil man det første år alene modtage lønregulering svarende til den generelle lønstigning.
Personlige tillæg
Personlige tillæg kan nu udgøre op til 30% af en medarbejders løn mod før 20%.
Forskudt lønregulering
Enkelte forretningsområder (NIM/NAM og LC&I) har haft tradition for forskudt lønregulering – dvs. tidligere end 1. juli. Dette præciseres i VOK-aftalen. En eventuel forskel kompenseres pr. 1. juli.
Grænsen for kontraktansættelse reguleres
Grænsen for kontraktansættelse reguleres med de generelle STOK-satser – dvs. pr. 1. juli 2023 til 76.285 kr. og pr. 1. juli 2024 til 79.110 kr.
De tilsvarende satser i STOK er hhv. 74.600 kr. i 2023 og 77.350 kr. i 2024.
Mulighed for lønudbetaling bagud for timelønnede medarbejdere
Nordea får mulighed for at udbetale løn bagud for timelønnede medarbejdere, som er ansat pr. 1. januar 2024 eller senere, for service/tekniker-medarbejdere samt for studerende på deltid. Alle øvrige medarbejdere er fortsat forudlønnede.
Andre aftaler
Alternative måder at arbejde på
I den kommende VOK-periode skal der drøftes og udveksles ideer til initiativer om alternative måder at arbejde på. Formålet er at være en attraktiv arbejdsplads også i fremtiden.
Kompetenceudvalget videreføres og får yderligere opgaver
Fremover skal udvalget – udover kompetenceudvikling i almindelighed i Nordea – tillige arbejde med at tydeliggøre relevante karriere- og udviklingsmuligheder. Udvalget skal også arbejde med tydeliggørelse af karriereveje – og endelig skal det se på tiltag, der kan fremme og inspirere til jobmobilitet og jobrotation.
Kontraktansatte
Der er enighed om at drøfte vilkårene for Nordeas kontraktansatte i overenskomstperioden.
Ikrafttræden
Godkendes overenskomsten af medlemmerne, vil alle omfattet af overenskomsten få en lønstigning på 4,5% pr. 1. juli 2023. Af praktiske årsager vil lønnen blive reguleret med tilbagevirkende kraft fra 1. september 2023.
Forbedringer i overenskomsten gennem tiderne
Overenskomster har gennem tiderne sikret lønmodtagerne gode rettigheder og arbejdsvilkår, fordi mange medlemmer har stået sammen om at kræve noget bedre. Styrken ligger i fællesskabet.
Overenskomsterne har gennem årene sikret os mange forbedringer, bl.a.:
- 1997: Fem omsorgsdage
- 2003: Fædreorlov. Børnedeltid. Sundhedsforsikring. Forhøjet ferietillæg på 0,15%. 100% pensionsbidrag ved seniordeltid
- 2008: Fri fredag efter Kristi Himmelfart. Frihed ved barns sygdom. Fleksibel arbejdstid. 1 måneds ekstra opsigelsesvarsel til 50-årige med en anciennitet på 12 år.
- 2014: Finanskompetencepuljen
- 2017: Tandforsikring
- 2020: Nyt lønsystem i Nordea. Øget fokus på trivsel og kompetence. Øget fleksibilitet.