Klumme: Når arbejdet flytter med hjem
Fra den ene dag til den anden blev hverdagen for os alle forandret radikalt midt i marts måned – ikke mindst den måde, vi går på arbejde på. Eller rettere: Passer vores arbejde hjemmefra.
Det har vi i Finansforbundet naturligvis fulgt tæt for at kunne støtte op så godt som muligt, men hvordan har det egentlig fungeret, når arbejdet flyttede med hjem? Sammen med FA har vi undersøgt det spørgsmål for at kunne føre det bedste fra vores erfaringer videre og tage ved lære af det, der ikke fungerede.
Trods udmeldinger fra Christiansborg om det modsatte, har I i hjemmearbejdsperioden taget et enormt ansvar for samfund og kunder og for at ”få jobbet gjort”. Hjemme i kælderen, ved spisebordet eller hvor I nu har kunnet indrette jeres arbejdsplads. Det er godt gjort.
Af vores undersøgelse kan vi se, at den øgede fleksibilitet og mere selvstændige arbejdstilrettelæggelse har også vist sig at have positive effekter: Trivslen er øget, og stressen er faldet til det halve, uden at det er gået ud over produktiviteten. Det fortæller os, at der er et stort trivselspotentiale i at sætte medarbejderne fri til at tilrette arbejdet selv - som vi jo også har lagt vægt på i den nye overenskomst.
Tillid fra ledelsen en helt afgørende forudsætning, og Corona-krisen har vist, at I selvfølgelig har kunnet leve op til den.
Forandringerne har selvfølgelig heller ikke været uden komplikationer, for selvom teknik og praktik har givet udfordringer, har I først og fremmest savnet jeres kolleger og det kollegiale nærvær. Derfor skal vi vænne os til ikke at tale hjemmearbejde som et ”enten-eller”, men som et ”både-og”. For vi har også behov for at være en del af et fællesskab og for at møde hinanden.
Vi kommer til at se ind i en fremtid, hvor ”ledelse på distancen” og ”nærvær på distancen” bliver en udfordring, vi skal håndtere. I en fremtid med mere tillid, mere fleksibilitet og mere ”kombinationsarbejde” – på jeres vilkår – kan digitaliseringen faktisk være med til at give os et bedre arbejds- og privatliv.
Husk at minde hinanden om både det og jeres indsats, når I igen mødes på den ene eller anden måde. Og husk så også, at I som kolleger betyder rigtig meget for hinanden.