Leder: Nedskæringer burde ikke være en livsstil

Skabelonen kender vi: Bundlinje, nettorenteindtægter. Nedskrivninger og egenkapitalforrentning.

Det er en del af vores virkelighed. Vi ved godt, at virksomhederne skal vise resultater. Det rationale er en fuldstændigt integreret del af vores arbejde i den finansielle sektor.

Problemet er, at effektiviseringer i form af nedskæringer i medarbejderstaben også er ved at snige sig ind som et fast element i skabelonen for afrapporteringen. Paradoksalt nok også for ellers solide regnskaber, der alligevel pakkes ind i fyringsvarsler.

Vi må formode, at signalet bliver sendt for at tilfredsstille investorer og analytikere på den korte bane. Men hvis man gerne vil en langsigtet og sund udvikling af forretning og organisation, er det et signal, som både er uholdbart og uacceptabelt.

For det første er medarbejderreduktioner som automatreaktion dybt misforstået, hvis man tolker det som et sundhedstegn og tegn på handlekraft. Det er faktisk det stik modsatte. Nemlig defensivt og afviklende. Den finansielle sektor har brug for noget helt anderledes – nemlig offensive visioner og udvikling.

For det er andet er det helt utilstedeligt over for de mennesker, der har skabt – og skal skabe - forretningen i det daglige. Medarbejderne skal ikke reduceres til statister i en forestilling bygget op om ’investor relations’. Helt aktuelt har I som medarbejdere i løbet af det seneste år arbejdet benhårdt – og skabt gode resultater – fra distancen og på vilkår, som har udfordret de fleste.

Regnskaberne er mange steder og gentagne gange blevet opjusteret i løbet af året.
Det kalder på et anerkendende klap på skulderen. Ikke en latent trussel om, at sparekniven hele tiden hænger i luften over hovedet på en.

Der skal andre boller på suppen, når der bliver fremlagt regnskab. For verden ændrer sig, og både sektor og medarbejdere skal være en del af udviklingen. Omkostningsreduktioner skal ikke være ”en livsstil i sektoren”. Og nej, det er faktisk ingen naturlov, at "effektiviseringer generelt leder til færre medarbejdere”.

Det er misforståede, distancerende og kontraproduktive signaler, man sender til sine folk og omverdenen. Som medarbejdere i sektoren har vi brug for, at regnskabsfremlæggelserne bliver brugt til noget, der peger konstruktivt fremad.