Leder: Fællesskabets uendelige vigtighed
Det er svært at undgå at blive dybt berørt af den enormt tragiske og forfærdelige situation i Ukraine. Sandt at sige er det også svært at udtrykke noget, der på nogen måde står mål med rædslerne. Men krigen er her. Måske et stykke væk rent geografisk, men det sker lige nu, det sker i Europa og det påvirker os alle.
De fleste af os i Danmark har heldigvis lige nu det privilegie at kunne forsætte en rimelig normal hverdag.
Anderledes er det for de 44 millioner ukrainere, der står midt i meningsløsheden, hvor død, bomber, ødelæggelse og modstandskamp er helt konkret dagligdag og helt uforståelig virkelighed. De menneskelige konsekvenser her og nu er en humanitær katastrofe, og det er skæbnerne midt i den, som først og fremmest er på nethinden og i tankerne.
Den russiske invasion har og vil have kæmpemæssige konsekvenser på kort og langt sigt. Millioner af mennesker er på flugt, en nyopblusset atomkrigstrussel er global virkelighed - og så er der i øvrigt alle de økonomiske og energiforsyningsmæssige effekter, som er umulige at overskue på nuværende tidspunkt.
Situationen udvikler sig dagligt i Ukraine, og jeg vil ikke kaste mig ud i spådomme. Men lige nu er er det svært at se anden udvej end den, der går via fællesskabet.
Både når det kommer til den globale samarbejds- og sikkerhedspolitik og de helt store linjer. Det er igennem fællesskaberne i NATO og EU, at der er taget tiltag og gennemført sanktioner, der skal stoppe den russiske invasion. Herhjemme er det også en meget bred front på Christiansborg, der er rykket sammen om det første nationale kompromis om sikkerhedspolitikken i 30 år.
Det er fællesskabet, der virker, når virksomheder og organisationer bidrager på den måde, de kan. Med økonomisk hjælp og donationer - eller med at frigive tid til velgørenhedsarbejde for de medarbejdere, der gerne vil det, som det sker nogle steder i sektoren.
Det er også fællesskabet, der skal sikre, at vi gør vores for de ukrainske flygtninge, der er på vej eller allerede er kommet til Danmark. Arbejdsmarkedets parter spiller også en rolle her, og hvad vi kan gøre i den forbindelse i sektoren, er vi i drøftelser med Finanssektorens Arbejdsgiverforening om.
Og så håber jeg også, at jeres helt nære fællesskab kolleger imellem skaber rum for at tage de snakke, der er nødvendige, og nogle af jer måske har brug for. Situationen opleves forskelligt for os alle – og det håber jeg også, at I favner i dagligdagen.
Situationen er ufattelig katastrofe ud over alle grænser. Det er kun gennem fællesskabet, at vi kan finde vejen ud af den. Både i det store og i det små.