Menu luk

Hvis du har problemer med at tilmelde dig et arrangement, kan du sende en mail med navn og medlemsnummer/CPR-nummer til arrangementer@finansforbundet.dk 

Ja til en ugentlig dag hjemme

For Heidi Djernis Glintborg, der samlet har to timers bilkørsel til og fra arbejde, har coronakrisen sat tanker i gang om fordelene ved at arbejde hjemme

Af Birgitte Aabo

”Hvis muligheden byder sig, kunne det være dejligt med en ugentlig hjemmearbejdsdag”.

I godt fem år har privatrådgiver Heidi Djernis Glintborg brugt omkring to timer dagligt i sin bil alle ugens hverdage. Hun forlader hjemmet på Mors ved 7-tiden hver morgen for at passe sit arbejde i Vestjysk Bank i Holstebro og er først hjemme efter 17.

”Det er en lang dag, men jeg er meget glad for mit job og samværet med kollegerne. Så jeg har aldrig tidligere overvejet, at hjemmearbejde kunne være en mulighed for mig. Det har aldrig så meget som strejfet mig”, siger privatrådgiveren, der lige nåede at være på arbejde et par måneder efter sin anden barsel, før Coronakrisen ramte.

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Attraktiv fleksibilitet

Det tvungne hjemmearbejde, mens nedlukningen af landet var på sit højeste, har vist hende, at det faktisk fungerer rigtig godt med hjemmearbejdet. Alt det it-mæssige har virket fint, og hun har kunnet løse opgaverne lige så godt, som hvis hun sad i banken.

”Hvis jeg kunne spare transporten en gang imellem, ville det helt klart være en gevinst. Jeg kunne ikke tænke mig at arbejde meget hjemme, jeg ville savne det sociale og sparring med kollegerne. Men en enkelt dag om ugen, hvis der ikke var kundemøder eller andet, der gjorde det nødvendigt at møde fysisk på arbejde den dag”.

Udskudt ulvetime

Heidi Djernis Glintborg har under krisen fordelt sine arbejdstimer, hvor det var muligt, og mødt forståelse fra sin ledelse, for med to smådrenge på et og tre år om benene har det været lidt af en øvelse. Ikke mindst fordi hendes mand er elektriker og har arbejdet som sædvanligt.

Selv om det har været krævende for familien, giver det også appetit på mere fleksibilitet i hverdagen.

”Det at være fleksibel kunne jeg godt tænke mig at overføre til dage, hvor der eksempelvis var behov for at følge et barn til lægen eller gå til et møde eller en sammenkomst i en børneinstitution. Det ville også være rart at være sammen med børnene fra klokken 16 indimellem. Det giver en anden ro end at komme lige hjem til ulvetimen”.