Menu luk

Pas på du ikke mister feriedage, når du siger op

Du kan risikere at blive tvunget til at afholde dine feriedage, hvis du siger op i for god tid. Finansforbundets chefjurist fortæller om de typiske fejl, man kan begå, når man lægger sin opsigelse.

5. maj 2025
4 min

Du har måske prøvet det. Du har et nyt job på hånden og vil gerne forlade det gamle på en god måde. Men hvad er det nu, du skal huske? Og hvad er det, du bestemt ikke skal gøre, når du skal give chefen din opsigelse?

Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe guider dig igennem reglerne og den gode opsigelse.

Først og fremmest handler det om at overholde fristerne, påpeger chefjuristen. De fleste har et opsigelsesvarsel, der hedder løbende måned plus en måned. Det vil sige, at hvis du gerne vil starte i et nyt job den 1. juni, skal du have sagt op før den 1. maj.

Og så er det vigtigt, at du kan dokumentere sin opsigelse.

”Du kan sende en mail, og så er det dokumenteret. Men hvis du gerne vil sige det til chefen ansigt til ansigt, kan du tage en printet og dateret opsigelse med i to eksemplarer og få chefen til at underskrive den ene, som du kan tage med dig,” siger Mette Hjøllund Schousboe og forklarer, at du også kan sige op mundtlig og efterfølgende sende en mail, hvor du bekræfter opsigelsen.

”Det er vigtigt, at du har skriftlig dokumentation på, at du har sagt op i tide og overholdt fristerne,” siger hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Du skal afveje det med at være flink og sige op tidligt mod risikoen for at miste dine feriedage."
- Mette Hjøllund Schousboe, chefjurist i Finansforbundet

Flink eller farvel til feriedage?

Er du klar til at sige op, skal du også huske, at det ikke nødvendigvis er en fordel for dig at være ude i god tid, understreger Mette Hjøllund Schousboe. Faktisk kan det ende med at koste dig en tvungen ferie.

”Der er jo mange, der gerne vil opføre sig ordentligt, når de siger op og derfor gerne vil gøre det i god tid. Der skal du bare huske, at hvis du siger op i god tid, og du har feriedage tilbage, så kan du risikere at få varslet ferie,” siger hun.

Chefjuristen forklarer, at øvrige feriedage kan varsles med en måneds varsel. Derfor er det ikke nødvendigvis den bedste idé at sige op den 2. i en måned.

”Så er der rigtig meget tid, man kan lægge ferie i. Derfor skal du afveje det med at være flink og sige op tidligt mod risikoen for at miste dine feriedage. Siger du i stedet op den sidste dag i en måned, så er der ikke den samme mulighed for at arbejdsgiveren til at placere ferien,” forklarer hun.

Omvendt vil nogle medarbejdere måske have en interesse i at få afholdt den ferie, de har tilbage. Men her skal du være opmærksom på, at det ikke er noget, du kan forvente, at arbejdsgiveren går med til, forklarer Mette Hjøllund Schousboe.

”Det skal være foreneligt med virksomhedens drift, hvis du vil holde ferie. Og det kan godt være, at virksomheden siger, at vi har brug for din arbejdskraft lige til sidste dag. Og det skal du acceptere,” siger hun.

Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe guider dig igennem den gode opsigelse.

Pas på med at sende ting til dig selv

Når du har sagt op, kan du måske også være fristet til at sende forskellige kundeoplysninger, dokumenter, præsentationer eller Excel-ark til dig selv.

Men det skal du passe på med, advarer Mette Hjøllund Schousboe. Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser, hvis arbejdsgiveren anser det for at være forretningshemmeligheder. Og det er noget, man ser flere og flere eksempler på i Finansforbundets juridiske afdeling.

”Vi oplever både nogle, der har sendt noget hjem, fordi de tænker, at det måske kan bruges direkte hos den nye arbejdsgivere. Men der er også andre, der har gjort det, fordi det er noget, de er stolte af at have lavet, og hvor det slet ikke handler om indholdet. Det kan eksempelvis være en præsentation, de synes var virkelig flot. Men det må man altså ikke som udgangspunkt,” siger Mette Hjøllund Schousboe.

Men hvad kan der så ske, hvis man gør det alligevel?

”Du kan risikere at blive bortvist i løbet af din opsigelsesperiode. Og så kan du også få en sag på halsen om brud på loven om forretningshemmeligheder, som både kan medføre, at man skal betale erstatning eller at der bliver nedlagt fogedforbud mod, at materialet bruges,” forklarer hun. 

Hun understreger, at det ikke nødvendigvis er noget, der sker hver gang. 

”Men jeg vil alligevel opfordre til, at du helt lader være, eller går i dialog med os, hvis du skal bruge dokumentation for eksempelvis et bonuskrav, efter du er stoppet,” siger Mette Hjøllund Schousboe.


Emner

Seneste nyt