Kredsformand: Situationen opleves meget forskelligt blandt Nykredit-ansatte
Mens det for nogle er usikkerhed, der fylder, er der andre, der glæder sig til, at Nykredits opkøb af Spar Nord går igennem. Det fortæller kredsformand Inge Sand.
Taler medarbejdernes sag
Finansforbundet i Nykredit har i januar holdt fem ordinære medlemsmøder, som var planlagt længe før nyheden om opkøbet. Mange af deltagerne har naturligvis været nysgerrige på situationen for medarbejderne både hos Spar Nord og hos Nykredit.
”Det er ikke alt, vi kan svare på, men medlemmerne skal man vide, at de altid kan komme til os, og at vi taler medarbejdernes sag over for ledelsen, i de dele af processen vi er involveret i,” siger Inge Sand.
Det er meldt ud, at hovedsædet - som i dag - vil ligge i København.
Koncernen har også meldt ud, at der ikke er forventninger om, at medarbejdere med direkte kundeansvar vil blive berørt i forbindelse med sammenlægningen. Først og fremmest vil Nykredit se, om det kan klares med naturlig afgang, men i sidste ende kan afskedigelser komme på tale.
”I et forløb som det vi ser ind i, er der jo altid en masse ubekendte. Derfor arbejder vi alt, hvad vi kan, for at få så meget klarhed som muligt, men der er i sagens natur mange dele af forløbet, som afhænger af andre faktorer og som endnu ikke er på plads. Sådan vil det desværre være et stykke tid,” siger Inge Sand.
Når kulturer mødes
Ifølge planen vil Nykredit lægge Spar Nord ind under Nykredit til én samlet bank – dog fortsat med to brands.
Inge Sand anerkender, at der er meget på spil hos de kommende kolleger – og man i processen skal have opmærksomhed på den usikkerhed, der kan være hos medarbejderne i begge virksomheder.
”Man skal respektere, at der for nogle kan være bekymring og endda sorg. Spar Nord har lige fejret 200-års jubilæum, og vi fornemmer tydeligt, at der er en stor stolthed om arbejdspladsen,” siger hun.
Den største udfordring kommer ifølge Inge Sand, når de to forskellige kulturer skal smeltes sammen i en organisation.
”Processer og produkter er jo den nemmeste del af opgaven. Det sværeste bliver at få to kulturer til at mødes. Det kommer ikke af sig selv, og det ved jeg, at Nykredit er meget opmærksomme på,” siger Inge Sand og fortsætter:
”Jeg ser overordnet positivt på fremtiden og på det projekt, der er i gang. Vi er opmærksomme på, at det er en forandringsproces, der er svær, men jeg tror også på, at der kommer noget godt ud af det.”
Nykredit og Spar Nord
Nykredit
Danmarks fjerdestørste bank målt på udlån med rødder tilbage til 1851. Nykredit og realkreditselskabet Totalkredit er ejet af en forening af kunder, der er samlet i Forenet Kredit. Totalkredit er Danmarks største realkreditinstitut inden for udlån til ejerboliger.
Nykredit leverede i 2023 det bedste resultat nogensinde med et resultat efter skat på 10,9 mia. kr. Ifølge årsrapporten fra 2023 havde Nykredit knap 4.000 fuldtidsbeskæftigede.
Spar Nord
Spar Nord er landet sjettestørste største bank målt på udlån med rødder tilbage til 1824. Spar Nord er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen og drives med afsæt i Lokalbankmodellen, der er kendetegnet ved stor decentral beslutningskompetence, lokale frihedsgrader og handlekraft.
Spar Nord har mere end 60 lokale banker. I 2023 realiserede Spar Nord et historisk resultat efter skat på 2,4 mia. kr. Ifølge årsrapporten fra 2023 havde Spar Nord ca. 1.700 fuldtidsansatte.
Sammenlægning
Nykredit har siden 2003 været storaktionær i Spar Nord Bank. Den planlagte sammenlægning vil skabe Danmarks tredjestørste bank.
Begge banker opererer på samme datacentral, BEC.