Irriterende trick kan forbedre dine præsentationer
Ingen gider lytte til dårlige præsentationer, mener Christel Ladegaard, der er ekspert i præsentationsteknik. Hun giver dig en effektiv teknik inspireret af en praksis, som bl.a. jagerpiloter og topchefer har til fælles.
Skuespillere og jagerpiloter
Inspiration til de gode teknikker til at finde modet og roen frem i sig selv henter Christel Ladegaard blandt andet hos skuespillere, jagerpiloter og topchefer. Disse tre grupper har nemlig én ting til fælles: De øver sig.
”Det giver et kæmpe overskud at øve sig. Når du har øvet dig nok, bliver din fremlæggelse eller præsentation en form for muskelrefleks. Du behøver ikke bruge energi på at se ned i dine slides hele tiden, men du er tryg og har overskud til at træde frem som et rigtigt menneske, der trænger igennem,” siger Christel Ladegaard.
Tager man jagerpiloter, gennemgår de igen og igen den procedure, de skal kunne, når de flyver, fortæller Christel Ladegaard.
”De laver stole-flyvning. De sidder på en stol med et papskilt, hvor alle knapperne er på, og gennemgår flyvningen igen og igen.”
Replikker og opvaskemaskine
Det samme gør skuespillere.
I Christel Ladegaards nye bog ‘Stemmeret’, der handler om at turde tage ordet og fylde rummet, fortæller skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, hvad repetition og øvelse betyder for hende.
”Hun øver sine replikker igen og igen, og når hun har sagt dem højt tilstrækkeligt mange gange, bliver det simpelthen noget, kroppen gør af sig selv. Hun har øvet sig nok, når hun kan tømme opvaskemaskinen, samtidig med at hun siger sine replikker,” siger Christel Ladegaard.
Også for topchefer, der skal præsentere, er repetition en kedelig, men væsentlig disciplin. For hvem gider lytte til en, der ikke har øvet sig?
”Folk, der nedprioriterer ordentlig forberedelse, spilder i virkeligheden andre menneskers tid, for ingen gider lytte til en virkelig dårlig præsentation.”
Om Christel Ladegaard
- Cand.merc. i virksomhedskommunikation, medstifter af trænings- og konsulentfirmaet EPO og en af landets mest brugte eksperter i præsentationsteknik
- Har trænet tusindvis af mennesker fra unge talenter til ledere og eksperter i at få deres budskaber igennem i landets største virksomheder
- Tidligere TEDx speaker-coach og træner talere til nogle af Danmarks største konferencer
- Har netop udgivet bogen ‘Stemmeret’, der handler om at få flere til at tage ordet og bruge det med selvtillid
Kvinder skal på banen
Det er værd at lære at håndtere sin angst og modvilje mod at stille sig op og fylde rummet. For det er mere end et personligt problem, når man brænder inde med sin viden.
”Den tilbageholdenhed, især kvinder er ramt af, betyder, at en masse vigtig viden aldrig kommer ud,” siger hun.
Hun har undervist i præsentationsteknik i mange år, men med sin nye bog ’Stemmeret’ vil hun især inspirere og lære kvinder at skrue ned for den indre kritiker og op for modet.
”Måske kan vi selv påvirke ligestillingen positivt, hvis vi tør bidrage mere. Vi kan ikke tale os ud af strukturel ulighed, men vi kan begynde med os selv og tage ordet oftere. Kig rundt på ledere i jeres organisationer, der er med stor sandsynlighed ikke en overvægt af kvinder på toppen, vel? Så lad os få nogle flere kvinder på banen. Det starter med, at man tør tage ordet.”