Finansansatte siger nej tak til højere pensionsalder
Den nuværende pensionsalder er for høj, svarer finansansatte i en ny undersøgelse. Et længere arbejdsliv kræver nytænkning og mere fleksibilitet, siger Finansforbundets næstformand.
Politikerne må tænke nyt
Rundspørgen viser dog samtidig, at mere end hver tredje mener, at en pensionsalder på 67 år er passende. Den skal dog ikke være højere.
I maj vedtog et flertal i Folketinget at forhøje pensionsalderen til 70 år fra 2040.
Og spørger man de finansansatte, er det ikke vejen frem. I undersøgelsen vurderer 85 procent, at en pensionsgrænse på 70 år er for høj. Kun 12 procent synes, at 70 år er en passende folkepensionsalder.
”Derfor kan man fra politisk side heller ikke bare blive ved med at skrue på det håndtag alene,” siger Jakob Thorgaard.
Han peger på, at bedre rammer for en gradvis overgang, mulighed for deltid og delpension eller andre tilpasninger kan være vejen til at sikre lysten og evnen til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Stigende pensionsalder
I 2006 vedtog Folketinget en såkaldt velfærdsaftale, der skal en sammenhæng mellem levealder og pensionsalder.
Aftalen betyder, at Folketinget hvert femte år skal tage stilling til, om folkepensionsalderen skal forhøjes.
Lige nu er pensionsalderen 67 år. I 2030 stiger den til 68 år, mens den fra 2035 vil lyde på 69 år. I maj i år vedtog et flertal i Folketinget, at man i 2040 skal være 70 år for at kunne gå på folkepension.
Planlægger tidligere tilbagetrækning
Faktisk planlægger mange finansansatte at trække sig tilbage, før de når pensionsalderen. 65 procent forventer ifølge undersøgelsen at forlade arbejdsmarkedet, når de er i alderen 60 til 66 år.
”Pension handler om vores tryghed, vores liv efter arbejdslivet – og om, hvordan vi som samfund vil sikre, at den del af livet bliver værdig for den enkelte og økonomisk bæredygtig i det brede perspektiv. Derfor skal vi i fællesskab have løftet blikket, delt viden og skabt et fælles afsæt for det videre arbejde med temaet,” siger Jakob Thorgaard.
Han glæder sig derfor til sammen med kredsbestyrelsesmedlemmer i Finansforbundet at debattere fremtidens pensionsstrategi og dilemmaer på en temadag i næste uge.