Danske Bank-chef har hovedrolle i nyt DR-program
Den nye DR-serie skal sætte gang i samtalen om, hvad en god chef er. Anne Buchardt fra Danske Bank skal sammen med to andre topdirektører finde et nyt ledertalent blandt en række kandidater.

Undervejs i programmet bliver de tre topchefer rådgivet af rekrutteringsekspert Anna Nilsson, som også er deres øjne i marken.
I løbet af seriens 8 afsnit vil de 12 deltagere blive udfordret med virkelighedsnære opgaver og tests, der spejler erhvervslivets kompleksitet og krav. Deltagerne vurderes løbende af topdirektørerne. Og hver uge er der en, der bliver sendt ud af programmet. Til sidst er der én kandidat tilbage, som bliver tilbudt et job i en af de tre chefers virksomheder.
De tre chefer i programmet
- Anne Buchardt, Head of Private Banking & Investment hos Danske Bank, hvor hun trækker på mere end 20 års erfaring fra lederstillinger i finanssektoren. Anne er kendt for sin tydelige ledelsesstil og sine evner til at adressere udfordringer med en blanding af stærke værdier og tillid.
- Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri. En af Danmarks mest indflydelsesrige ledere. Lars har været leder i over 30 år og kan betegnes som en moderne leder, som er lydhør og ved hvad der skal til for at skabe resultater og få de nye generationer med i loopet.
- Casper Kirketerp-Møller, stifter og direktør hos Clever. Casper er drevet af at skabe forandring og mening – og har som en af de eneste arbejdspladser i Danmark opbygget en virksomhed baseret på medledelse, hvor både store og små beslutninger træffes af dem, der ved mest.
Kilde: DR