Da Katrines kæreste blev dræbt, greb de hende på arbejdet

Vigtig mission

”Jeg har sagt nej til alle henvendelser fra pressen og holdt mig i skyggen. Jeg har ikke brug for at nogen skal fodres i min sorg og ulykke eller søge andres medlidenhed. Derimod vil jeg gerne med mit eksempel vise, hvor utrolig meget det betyder, at arbejdspladsen er der for dig, når du rammes af livskrise.”

Den 28-årige bankrådgiver taler med fast stemme og det årvågne, lysende blå blik holder en stærk og rolig øjenkontakt, mens hun fortæller.

Vi sidder i et logogrønt mødelokale med vid udsigt mod både Gudenåen og fabrikker, på den arbejdsplads, der har betydet så meget for hende, Jyske Bank i Randers.

Det var i samme lokale, hun mandag, fire dage efter at have mistet Jonas, havde et økonomimøde med en kollega, der også er rådgiver.

Kollegerne slog ring

”Det var mit eget initiativ at tage herind. Jeg ville ikke bo i huset mere, det skulle sælges. Og hvad med livsforsikring og udbetaling af pension - hvordan blev min økonomi som enlig forsøger? Pludselig var jeg alene om de vigtige beslutninger. Der var mange spørgsmål, som jeg havde behov for at få afklaret.”

Mødelokalet ligger, så man skal skrå igennem det store fælleskontor for omkring 30 ansatte, men Katrine ville også gerne overvinde sig selv og hurtigt møde sine kolleger.

”Det var virkelig godt, at jeg gjorde det. Jeg tror, det var blevet sværere at komme tilbage på arbejde, hvis jeg ikke havde overvundet den barriere på et tidligt tidspunkt.”

De andre rejste sig og slog ring om hende:

”Alle gav krammere.  Vi stod bare tæt sammen og dannede en varm boble. Alle var chokerede og kede af det.”

Forinden havde Katrine talt flere gange i telefon med lederen, Ulla Vestergaard Madsen, som igen og igen lige siden har vist omsorg, deltagelse og støtte – og sagt, at det hele nok skal gå, at de finder ud af det, at de er der for hende.

”Vi aftalte, at Ulla skulle fortælle på arbejde, hvad der var sket. Det var jo i nyhederne, lokalavisen skrev en masse, så også for at hindre, at der opstod snik-snak og gætterier, var det bedst på den måde.”

Burgere med omsorg

Da Katrine var på sin arbejdsplads for at holde mødet, mærkede hun også omsorgen fra en anden af sine ledere, Michael Kjær.

”Det glemmer jeg ikke. Han så på mig og spurgte, hvornår jeg sidst havde fået noget at spise? Det vidste jeg ikke rigtigt, det optog mig ikke at få mad. Han sagde, at han ville hente noget til mig på McDonald’s. Jeg sagde, at jeg godt ville have en enkelt cheeseburger. Han kom tilbage med to og en McFlurry også, og jeg spiste det hele, selv om jeg ikke havde mærket sult.”

Kolleger deltog i begravelsen

Den episode er blot en af mange betænksomme handlinger fra ledere og kolleger, som Katrine ikke glemmer.

En anden er det store fremmøde ved begravelsen i Sct. Mortens Kirke i Randers, byens største og ældste kirke. 500 mennesker deltog, heriblandt næsten alle hendes kolleger.

”Det var halvanden uge efter, en lørdag, med meget kort varsel. Alligevel bakkede mine kolleger op og mødte frem, hvis de på nogen måde kunne. Lederne kom, også dem fra Århus. Det betyder ekstremt meget for mig, at de mødte så talstærkt op.”

Hun forklarer, at det både handler om den gestus, der ligger i at deltage i begravelsen, men også at det er ”et kæmpestort, grænseoverskridende øjeblik i mit liv, som mine kolleger på den måde har været del af. Jeg kan tale med dem om begravelsen, hvis jeg vil, for de var med.”

Lyst til at vende tilbage

På intet tidspunkt blev Katrine spurgt, hvornår hun kom tilbage til jobbet, og hun følte intet pres.

”Jeg tror ikke, de havde forestillet sig, at jeg kom igen indenfor det første halve år, men der blev intet nævnt om det. Det blev bare gentaget, at de var der, og at jeg skulle give mig tid. Det synes jeg var rigtig godt, det gav mig en ro på den front at min stilling ventede, og at jeg selv fik lov at mærke efter, hvornår det var tid.”

Det blev det efter tre uger.

”Jeg var på besøg en gang mere, før jeg begyndte at arbejde. Ulla havde sørget for morgenmad til alle, og jeg fik en fin gavekurv, med ting til min søn og skønhedsting til mig. Det var en fin gave, endnu et udtryk for omsorg og omtanke. Efter det besøg mærkede jeg lysten til at vende tilbage.”

At gå i gang med arbejdet igen var dog voldsomt:

”Det krævede rigtig meget af mig at komme i gang med arbejdet igen, jeg blev meget træt. Men jeg blev mødt med fuld omsorg og ingen sensationsfølelse. Mine ledere har skabt en rigtig god ramme for min tilbagevenden.”

Arbejdet som helle

Det er blandt andet sket ved, at det er blevet gjort klart, at Katrine kommer på arbejde for at arbejde. At det er ok at tale om, hvordan hun har det, men at hun selv sætter rammerne for det.

”Det er bare så rart at fordybe sig i arbejde eller sidde med de andre og tale om almindelige ting, eller gøre grin med noget totalt ligegyldigt - for alle andre relationer har været meget præget af sorg. Arbejdet har været en slags helle og frirum for mig,” siger bankrådgiveren, der har arbejdet fem år i banken.

Alle respekter og støtter samtidig op om, hvis hun har behov for at logge tidligt af og gå hjem, hvis en dag er for svær. Og relationen til kollegerne er blevet en anden, mere sårbar, tillidsfuld og privat:

”Jeg føler faktisk, at mine kolleger mere er blevet min familie.”

Det gav overordnet en følelse af at genvinde en del af kontrollen at komme i gang med arbejdet igen:

”Arbejde er en stor del af en almindelig tilværelse. Jeg følte, at jeg ved at genoptage arbejdet, tog noget af den kontrol tilbage, jeg fuldstændig havde tabt over mit liv den aften,” siger Katrine, der efter et halvt år fik en aftale om at arbejder 32 timer om ugen.

”Jeg skulle mærke efter, hvad der kunne fungere. Nu er jeg jo alene med min søn, og alt det, vi var to voksne om, skal jeg klare alene.”

Husket på bryllupsdag

Samtidig er der fortsat meget opmærksomhed fra ledere og kolleger omkring situationer, der kan være særligt svære. Som da hun fik en sms fra sin leder på det, der skulle have været Katrine og Jonas bryllupsdag i juni.

”Den dag fik jeg rigtig mange sms’er. Den første, allerede kl. 8 om morgenen, tikkede ind da jeg var ude at løbe en tur i Marbella i Spanien. Ulla skrev, at hun tænkte på mig. Det var rørende at min leder var opmærksom på det, det fortæller noget om, hvilket menneske hun er.”

I det hele taget er der opmærksomhed om Katrines trivsel, får hun løbende beviser på.

Som da hun fik et opkald fra sin svigerfar i maj, mens hun sad på fælleskontoret. Her var det Katrines tredje leder, Tommy Højfeldt, der var opmærksom:

”Min svigerfar sagde, at politiet var på vej og havde nyt. De ville ikke fortælle hvad. Jeg blev hvid som et lagen og straks tilbød Tommy og Michael at køre mig og min bil derhen, så jeg ikke selv skulle køre i den tilstand.”

Det viste sig at handle om, at den pågrebne havde tilstået mordet.

Han blev i november idømt forvaring, den hårdest mulige straf herhjemme.

”Det var endnu et punktum – og et meget vigtigt et af slagsen.”

Punktummer og sikkerhedsnet

At sætte punktummer og lægge tid bag sig har i det hele taget været en stor del af den kamp, Katrine har kæmpet for at komme tilbage til en mere almindelig tilværelse.

”Kort efter begravelsen pakkede jeg hele mit og Jonas liv sammen i papkasser, så huset kunne sælges. Tre måneder efter det skete, var status, at jeg var flyttet, først til mine forældre og så min egen nye bolig med min søn – og jeg var tilbage på arbejdet.”

Det sidste understreger hun mange gange, at hun kun kunne overkomme, fordi hun har så god og lydhør en arbejdsplads.

”Det var en følelse af at der var kæmpestort sikkerhedsnet under mig. Nogen der ville mig det bedste og ville hjælpe alt, hvad de kunne.”

Stresstestet beredskab

Før tilværelsen væltede, var hun nyvalgt som tillidsrepræsentant. Hun havde lyst til at arbejde for at bevare det gode arbejdsmiljø, hun oplever i det daglige. Det har hun stadig.

Efter drabet udsatte hun sin uddannelse til tillidsrepræsentant, men hun går i gang igen i denne måned – og hun har i løbet af året gennemført uddannelsen til arbejdsmiljørepræsentant, som er en del af hvervet som tillidsrepræsentant i Jyske Bank.

”Nu har jeg ulykkeligvis selv stresstestet det beredskab, der er i banken, når en livskrise rammer, og det har fungeret upåklageligt. Også det beredskab, banken har gennem PFA griber en fuldstændig, med krisepsykolog, alm psykolog, opfølgning og diverse tilbud. Det fungerer virkelig godt.”

Men mest af alt betyder altså støtte og omsorg fra ledere og kollager:

”Jeg vidste godt, at jeg havde gode kolleger. Men jeg vidste ikke, at de var så gode. Og mine ledere – jeg har enorm tillid til dem. Når de kan håndtere det her, kan de håndtere alt.”