Menu luk

Bankdata samler mainframe, servere og netværk

Bankdata samler sin infrastruktur i én ny enhed og sætter fart på cloud-strategien. Målet er enklere drift, stærkere sikkerhed og hurtigere udvikling.

24. sep. 2025
3 min

Før man bygger nyt, skal fundamentet være i orden. Det gælder også i it-verdenen, hvor Bankdata nu samler ansvaret for mainframe, servere og netværk i én ny enhed.

Målet er at styrke den teknologiske rygrad og accelerere arbejdet med cloud – et område, der i hele finanssektoren har været under langsom, men vedvarende transformation.

Det giver god mening at samle et fundament, før man bygger videre. Det er præcis, hvad Bankdata nu gør. Datacentralen styrker nu det teknologiske fundamen 

Med etableringen af den nye forretningsenhed - Infrastructure & Cloud Hosting - vil Bankdata sætte fart på cloud-strategien og styrke it-sikkerheden.

Det fortæller Bankdata i en meddelelse.

”Formålet med den nye enhed er at samle viden og kompetencer ét sted, så vi kan udvikle og drive vores platforme mere effektivt. Infrastruktur er et område med højt tempo, og vi har brug for at styrke vores ejerskab for at levere stabile og fremtidssikrede løsninger,” siger Ronni Laursen, Senior Director og nyudnævnt Head of Infrastructure & Cloud Hosting.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Kort fortalt

  • Cloud i fokus: Bankdata samler sin infrastruktur i én ny enhed for at accelerere arbejdet med cloud og gøre bestilling af servere, netværk og adgangskontrol enklere og mere effektiv.
  • Mainframe består: Den klassiske mainframe-platform forbliver strategisk vigtig og skal konsolideres og standardiseres for at sikre langsigtet bæredygtighed.
  • Sikkerhed styrkes: Øget cybertrussel kræver stærkere DDoS-beskyttelse og klare roller – den nye struktur skal sikre hurtig reaktion og robust drift.

Cloud og mainframe kan godt sammen

Bankdata har længe haft cloud på radaren, men med den nye enhed bliver ambitionerne mere konkrete. Målet er at gøre cloud til en integreret og effektiv del af infrastrukturen – og samtidig sikre, at løsningerne er både skalerbare og compliant.

”Cloud skal være enkelt, compliant og effektivt. Vores ambition er at tilbyde en one-stop-shop for infrastrukturtjenester, hvor bestilling af en server i cloud automatisk inkluderer ntværksopsætning, adgangskontrol og den rette miljøkonfiguration,” siger Ronni Laursen.

Det er en ambition, der falder i tråd med en bredere bevægelse i finanssektoren, hvor mange aktører stadig kæmper med ældre og komplekse it-systemer.

Modernisering og migration til cloud har været på dagsordenen i årevis – men vejen dertil er sjældent lige.

For selvom cloud fylder mere, er mainframe langt fra fortid. Mainframe er fortsat en strategisk platform for Bankdata og er stadig kritisk for kernebanktjenester.

”Vi står allerede på et solidt fundament, men vi ønsker at konsolidere og standardisere endnu mere. Det handler om at sikre platformens langsigtede bæredygtighed og om at skabe attraktive forhold for de specialister, der arbejder med den,” forklarer Ronni Laursen.

Ronni Laursen, Senior Director og nyudnævnt Head of Infrastructure & Cloud Hosting. Foto: Bankdata.

Øget DDoS-beskyttelse på agendaen

I en tid med stigende cybertrusler og geopolitiske spændinger er teknologisk modstandskraft blevet en strategisk nødvendighed.

Det gælder også for Bankdata, som med den organisatoriske øvelse også sætter flere kræfter af til den del.

”Generelt ser vi i branchen en stigning i cyberangreb, hvilket kræver styrket DDoS-beskyttelse.”

”Vi styrker vores forsvar for at sikre, at vores platforme forbliver stabile og sikre. Klare roller og evnen til at handle hurtigt er afgørende, og den nye struktur giver os mandat og rammer til at levere på det.”

Ved at samle ansvaret og standardisere processer håber Bankdata at reducere kompleksitet og optimere driften. Det handler ikke kun om teknologi – men om struktur, ejerskab og evnen til at handle hurtigt.

"Vores opgave er at sikre, at Bankdatas infrastruktur er robust og fremtidssikret. Ved at konsolidere vores ekspertise og styrke vores forsvar forbereder vi grunden til hurtigere udvikling og mere robuste løsninger for vores banker,” afslutter Ronni Laursen.

Seneste nyt