Menu luk

Bankdata lancerer ny strategi på årets summit

Omkring 1000 medarbejdere var samlet, da Bankdata på årets summit præsenterede ny strategi og teknologiske ambitioner.

12. feb. 2025
3 min

Bankdata har lanceret en ny strategi under overskriften ’Together we go further’.

Den blev præsenteret ved årets store Bankdata summit i Forum Horsens foran omkring 1.000 medarbejdere. 

Det fortæller Esben Kolind Laustrup, Bankdatas CEO, på LinkedIn. 

I sin ’state-of-the-union-tale’ satte han scenen bl.a. med et globalt og lokalt perspektiv på Bankdata som techvirksomhed. 

Og selvom der er globale spændinger og storpolitisk drama, var det en god dag i Forum Horsens, skriver Esben Kolind Laustrup. 

”Jeg oplevede en optimisme og en virkelyst, som jeg ikke har set på samme måde før,” skriver han.

Ny teknologisk retning for Bankdata

Bankdatas årlige summit bød på flere oplæg fra både interne og eksterne talere samt tekniske præsentationer om blandt andet AI, cloud-teknologi og modernisering af legacy-systemer.

Sydbanks CEO Mark A. Luscombe gav et bud på, hvordan fællesskabet mellem Bankdata og ejerbanker vil udvikle sig, mens Bankdatas COO Esben Viskum og CTO Kenneth Fiil gennemgik den teknologiske retning for Bankdata.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Esben Kolind Laustrup, direktør hos Bankdata.

Decentrale teams

Den teknologiske retning har Kenneth Fill for nyligt fortalt om på LinkedIn.

Den skal modernisere Bankdatas systemer og arbejdsmetoder og vil bl.a. bygge på cloud, mainframe-modernisering, developer experience og platform engineering.

Samlet skal det skabe en mere fleksibel, skalerbar og omkostningseffektiv digital infrastruktur, lyder det.

En central del af strategien er desuden "Aligned Autonomy", hvor teams træffer decentraliserede, men strategisk afstemte beslutninger inden for en fælles teknologisk ramme. 

"Tænk på det som Sort Sol-fænomenet, hvor tusindvis af stære bevæger sig i perfekt harmoni og skaber flydende, fascinerende mønstre – helt uden central styring. Hver beslutning, stor som lille, bidrager til vores fælles mål og gør det muligt for os at forblive både agile og tilpasselige, samtidig med at vi bevarer en fælles retning." skriver Kenneth Fiil, CTO, Bankdata, på LinkedIn.

Esben Kolind Laustrup har også i et interview med Finans It & Tech sat flere ord på den teknologiske retning, som Bankdata har begivet sig ud på. 

Melissa Perri: "Escape The Build Trap"

Et af de store eksterne indslag på konferencen kom desuden fra Melissa Perri, der var fløjet ind fra USA for at gøre forsamlingen kogere på arbejdet med produkter. 

Hun er strategisk rådgiver, forfatter og ekspert i produktledelse og -strategi og har bl.a. skrevet bogen Escaping the Build Trap. Hun rundede dagen af med en keynote om vigtigheden af at være nysgerrig i sin produkttilgang. 

I bogen Escaping the Build Trap argumenterer hun bl.a. for, at mange virksomheder fejlagtigt måler succes på, hvor mange nye funktioner de udvikler, frem for hvilken reel værdi deres produkter skaber. "Build trap" opstår, når organisationer fokuserer på at bygge mere i stedet for at løse de rigtige problemer for brugerne.

En af hendes pointer er, at produktteams bør arbejde strategisk og eksperimentere for at sikre, at de udvikler løsninger, der understøtter forretningsmål og kundebehov – ikke bare implementerer flere features.

Sidste års summit var præget af stor fokus på AI, hvor Bankdata præsenterede flere konkrete initiativer, herunder pilotprojekter med AI-assistenter og test af GitHub CoPilot. 

Seneste nyt