Menu luk

Tommy underviser skoleelever i privatøkonomi

Bankrådgiver Tommy Hansen gør til Pengeugen folkeskoleelever klogere på blandt andet budgetter og lån. Han mener, at det er vigtigt at blive introduceret til økonomi tidligt i livet. Samtidig udfordrer det ham fagligt, når han skal formidle på en anden måde, end han gør til dagligt i banken.

11. mar. 2024
5 min
Tommy Hansen stiller glædeligt op, når eleverne skal gøres klogere på ÅOP, digital svindel eller risikoen for at medvirke til hvidvask. Foto: Privat

”Hvis nu verdens rigeste mand, satte alle sine penge i Nordea, ville banken så gå nedenom og hjem, når han skulle have sine renter?”

Det er bare et af de spørgsmål, som bankrådgiver i Nordea Tommy Hansen har fået i løbet af de ti år, han har undervist danske skoleelever i budgetter, indlån og gæld. Det sker til Pengeugen, som Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening står bag, og som har til formål at højne børn og unges finansielle forståelse.

I forbindelse med Pengeugen, der i år løber af stablen fra den 11. til den 15. marts, kan danske skoleklasser få gæsteundervisning fra bankansatte, der deler ud af deres viden om privatøkonomi.

Over 5.000 gæsteundervisninger fra bankansatte

I år skal Tommy Hansen undervise i både en 7. og en 10. klasse. Siden Pengeugens begyndelse i 2014 har danske bankansatte ifølge Finans Danmark gæsteundervist over 5.000 gange.

Tommy Hansen har været med siden starten og har kun misset enkelte år på grund af blandt andet en barsel. 

Men det har ikke været manglende vilje, for han stiller glædeligt op, når eleverne skal gøres klogere på ÅOP, digital svindel eller risikoen for at medvirke til hvidvask, hvis man siger ja til at veksle kontanter til en overførsel på MobilePay.

Og der er flere grunde til, at den 40-årige bankrådgiver år efter år deler sin viden med folkeskoleeleverne. Først og fremmest mener han, at det er utrolig vigtigt, at børn og unge får en økonomisk forståelse allerede i folkeskolen.

”Jeg har i mit arbejdsliv mødt mange unge mennesker, der ikke havde styr på deres økonomi og var blevet fanget i gældsspiraler, når de ikke havde fået den økonomiske forståelse med hjemmefra,” forklarer han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Jeg har kunder, der bruger dumme penge og ikke ved, hvad de betaler for, selvom de er i 50’erne."
- Tommy Hansen, bankrådgiver i Nordea og underviser til Pengeugen

Budgetter eller integral-ligninger?

Og den økonomiske forståelse er vigtig og helt central for alle mennesker, mener Tommy Hansen.

”Det er en vigtig del af ens liv. Det er de færreste, der går gennem livet uden at skulle spare op, lægge budget eller låne penge,” siger han.

Og derfor er vigtigt at blive introduceret til privatøkonomi og finansiel forståelse i folkeskolen.

”I virkeligheden burde det jo være på skoleskemaet i stedet for alt muligt andet. Personligt har jeg i hvert fald lagt flere budgetter, end jeg har løst integral-ligninger,” siger han og ærgrer sig samtidig over, at det ikke er alle folkeskoler, der tager imod tilbuddet om at være en del af Pengeugen.

”Det er synd og skam,” lyder det fra Tommy Hansen, der også mener, at det er relevant i et samfundsmæssigt perspektiv.

”Jeg har kunder, der bruger dumme penge og ikke ved, hvad de betaler for, selvom de er i 50’erne. De siger, at de gerne vil A, men jeg må fortælle dem, at de må gøre B, fordi de bruger alle deres penge og ikke aner, hvad de bruger dem på.

Pengeugen

  • Siden 2014 har Finans Danmarks Pengeuge tilbudt undervisning i finansiel forståelse til grundskolens ældste elever.
  • Pengeugen løber af stablen hvert år i uge 11.
  • Med særligt udarbejdet undervisningsmateriale og tilbud om gæsteundervisning fra bankrådgivere landet over kan eleverne lære om renter, budgetter og i det hele taget finansiel forståelse.
  • 700 skoler deltager i Pengeugen.

”Jeg bliver skarpere som rådgiver”

Men udover at give en økonomisk forståelse videre til den næste generation, synes Tommy Hansen også, at det giver ham noget fagligt og personligt at komme ud i klasserne til Pengeugen.

Det tvinger ham nemlig til at tænke helt anderledes, end han gør i sit daglige arbejde i banken.

”Jeg bliver skarpere som rådgivere af at være derude, fordi jeg bliver presset på min egen formidling. Det er jo ikke fordi, jeg siger præcis det samme til alle kunder, men der er en slags skabelon, jeg følger til voksne mennesker. Og der bliver man revet lidt mere rundt i manegen, når man er ude i klasserne,” siger han og fremhæver det tidligere nævnte spørgsmål om verdens rigeste mand som eksempel på noget, der gav ham anledning til lige at tænke sig om en ekstra gang. 

”Det er sindssygt givende at komme ud og give noget videre."
- Tommy Hansen, bankrådgiver i Nordea og underviser ved Pengeugen

Tømmermænd for 30.000 kroner

Når Tommy Hansen lærer fra sig, tager han allerhelst udgangspunkt i elevernes egne eksempler fra hverdagen. Men han er heller ikke bleg for at bruge sig selv. 

Hvis ikke der er nogen, der har et studiejob med en løn, de i fællesskab kan udregne skat på baggrund af, så tager han udgangspunkt i sin egen lønseddel, og så regner de sammen ud, hvad han står tilbage med på kontoen, når skatten er betalt.

Til 10. klasserne kan han også finde på at fortælle om sine egne uheldige erfaringer med at låne penge tidligt i livet.

”Jeg fik en kassekredit, da jeg var 18 år gammel, og det endte med, at jeg ikke havde fået meget mere for de 30.000 kroner, jeg endte med at skylde banken, end tømmermænd. Og det kan jeg godt finde på at bruge som eksempel til de store elever,” forklarer han.

”Sindssygt givende”

Men allerhelst vil han høre om elevernes egne drømme for fremtiden og tale om, hvordan de kan investere eller spare op og nå dertil. 

”Hvis nu Victoria gerne vil have en springhest til 40.000 kroner, så snakker vi om hendes plan for at spare op til den, og hvad hun gør for at få penge ind. Det giver jo mere mening for dem, end hvis jeg fortæller, hvordan jeg sparer op til nye skotrender på mit hus,” siger han.

Hvis kolleger eller andre i branchen går med overvejelser om at komme ud og lære fra sig i folkeskolen, kan Tommy Hansen kun anbefale det.

”Det er sindssygt givende at komme ud og give noget videre,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Seneste nyt