Menu luk

Tjek listen: Her er 100 af de bedste AI-værktøjer lige nu

IT-PERSPEKTIVER: Som mennesker er vores vigtigste ressourcer ikke teknologi, men tid. Jeg har selv længe ledt efter oversigter til de værktøjer, der rent faktisk har kvalitet og kan gøre min hverdag lettere. Sådan en oversigt fandt jeg imidlertid aldrig i min søgen. Nu har jeg selv lavet en oversigt.

3. apr. 2024
5 min
Jonathan Løw, foredragsholder, iværksætter og forfatter.

Af  Jonathan Løw, foredragsholder, iværksætter og forfatter.

It-perspektiverne er alene et udtryk for forfatterens synspunkter.

Hvis du har det, ligesom jeg havde det, inden jeg for 10 år siden begyndte at interessere mig for og specialisere mig i kunstig intelligens, så er det lidt af en jungle.

Hvad kan det egentlig bruges til som virksomhed eller organisation, og hvilke værktøjer er fede eller alternativt ren hype uden substans?

Som mennesker er vores vigtigste ressourcer ikke teknologi, men tid. Derfor har jeg selv længe ledt efter oversigter til de værktøjer, der rent faktisk har kvalitet og kan gøre min hverdag lettere. Sådan en oversigt fandt jeg imidlertid aldrig i min søgen.

Derfor har jeg nu investeret noget tid i at lave en oversigt over de 100 bedste AI-værktøjer, der findes anno 2024. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Her er listen

Du kan hente listen over de 100 AI-værktøjer kvit og frit, både i form af PDF og en excel-fil. 

Du skal naturligvis ikke tilmelde dig noget nyhedsbrev eller andet træls for at hente den.

Her er link.

Når du går igennem de mange værktøjer, har jeg for at gøre det overskueligt og let inddelt dem i: 

•    generering af fotos, videoer, ikoner, illustrationer m.m.
•    generering af video, videopræsentationer og lyd
•    design af hjemmesider og slideshows
•    referater, møder og workflows
•    SEO og e-commerce
•    oversættelse
•    m.fl.

Hvorfor overhovedet kunstig intelligens?

Inden vi når til listen, er det værd at huske på, at kunstig intelligens kan hjælpe os som med at blive mere produktive; reducere fejl og beregne dele af fremtiden.

Det er imidlertid fortsat sådan, at den egentlige vækst og forbedringer skal komme fra dig og dine kolleger. I besidder nemlig sund fornuft og kritisk tænkning. Noget som AI mangler.

Kunstig intelligens fejler så snart, at vi udsætter den for sund fornuft.

Jeg skrev fx følgende til Esbjerg Kommunes nye AI-assistent, som i øvrigt er fremragende til dens kerneopgaver som chatbot: 
"Jeg sover lige nu."

Jeg fik et længere AI-svar om, hvorfor søvn er sundt for os mennesker, og hvor mange timer vi bør sove om dagen. Chatbotten fangede altså overhovedet ikke paradokset i, at et menneske, der sover, skriver til den. 

Derfor vil jeg anbefale at se AI som noget, der kan:

  1. Gøre ting bedre og hurtigere
    Du behøver ikke at gå op i AI for at finde simple værktøjer, som kan gøre dit nuværende arbejde både hurtigere og bedre. Det kunne fx være til at skrive tekster; generere billeder eller lave referater.
  2. Hente hurtig inspiration
    AI er ikke i sig selv kreativ, men den rummer så meget båndbredde, at den kan udvide dit perspektiv og tænkning. Sæt den derfor til at hjælpe dig med fx brainstorm og idéudvikling.
    Det er muligt, fordi AI er god til især to ting:

    Generativ AI
    Det er den AI, der genererer ting. Det kan være tekst, billeder, video, lyd, mødereferater, oversættelser etc. ChatGPT er det mest kendte eksempel, hvor der genereres tekst i form af ’svar’.

    Diskriminativ AI
    Det har heldigvis intet med diskrimination at gøre- Det er derimod AI, som kan hjælpe dig med at finde mønstre i dine data. Det kan du bruge fx til at beregne den billigste pris; hurtigste vej eller fremskrive og forsøge at forudsige prisudviklingen på ex. råvarer eller aktiekurser.
"Jeg anbefaler altid IKKE at starte med teknologien eller produktet, men med problemerne og mulighederne."
- Jonathan Løw, foredragsholder, iværksætter og forfatter.

Begyndt med problemerne og mulighederne

Jeg anbefaler altid IKKE at starte med teknologien eller produktet, men med problemerne og mulighederne.

Hvor er det lige nu, at man som organisation eller virksomhed enten:

a) spilder tid på administration?
b) mangler input til innovation?
c) ser et større potentiale?
d) oplever kundeproblemer?

Disse fire spørgsmål bør man starte med at besvare. 

Når det er gjort, vil jeg anbefaler at kigge i top-100-listen, eventuelt kombineret med en god gammeldags Google-søgning på mulige værktøjer.

Læg her vægt på dem, der har professionelle use-cases og kan tilbyde en free trial, hvor man hurtigt kan teste det af.

Når man er noget dertil, så start småt. Dvs. lav et eksperiment, hvor I kan hente noget læring, inden I skalerer det ud i hele organisationen.

AI i finanssektoren

Indenfor finanssektoren ville jeg især kigge på følgende 3 områder:

- Reducere udgifter og risici på den operationelle side 

Det kunne være en blanding af RPA-software (robot-software der automatiserer) samt procesværktøjer, der kan automatisere fx referater etc. Man kalder dette for ’hyperautomatisering’ med et fint AI-begreb.

- Chatbots

Her kender alle nok ChatGPT, som er en såkaldt konversations-bot. Dvs. én der kan føre en (nogenlunde) intelligent samtale med modtageren. Den bliver først rigtigt god, når du fodrer den med dine data, så den lærer organisationens sprogtone og vigtigste vidensområder.

- Svindel og compliance

Finansverden er ofte én af de mest regulerede sektorer, så compliance og svindelafdækning er helt afgørende. Her findes SHIELD og en række andre værktøjer, man kan undersøge nærmere.

Allieret mig med de skarpeste hjerner

Listen er baseret på min egen erfaring som AI-iværksætter, men jeg ved langt fra alt. 

Af den grund har jeg allieret mig med nogle af landets absolut skarpeste hjerner indenfor kunstig intelligens og generativ AI. Det er mennesker, der enten er iværksættere; marketingfolk; designere; ledere eller professorer på området. 

De har budt ind med de værktøjer, de selv bruger i hverdagen, og således har de også valideret kvaliteten af disse 100 tools.

Der skal lyde en kæmpe tak til Anders Thorhauge Sandholm, Christian Doeleman-Lassen, Erik David Johnson, Esben Würtz Sørensen, Henrik Stenmann, Jacob Mindak, Louis Thonsgaard, Maria Benedikte Skjærven, Martin Lassen-Vernal, Martin Tjellesen, Michaela Andersen, Mikkel Hempel, Niels Brinch, Niklas Grünberger, Peder Hammerskov, Ruvan Fernando, Simon Lange, Simon Linde, Stefano Vincenti og Steffen Damborg for deres bidrag til listen.

Seneste nyt