Menu luk

Slik i spandevis og weekendarbejde: SDC gennemfører fusion

25.000 bankkunder og 80.000 kontonumre, betalingsaftaler og kreditkort blev i weekenden sendt til SDC's it-platform. Dermed er it-fusionen mellem Sparekassen Danmark og Totalbanken i mål.

13. nov. 2024
2 min

Akkompagneret af energidrik og slik i spandevis blev en nøje planlagt drejebog i weekenden eksekveret til punkt og prikke af SDC og Sparekassen Danmarks medarbejdere. Fusionen mellem Sparekassen Danmark og Totalbanken er nu en realitet. 

Hen over weekenden blev Totalbankens 25.000 bankkunder og 80.000 kontonumre, betalingsaftaler og kreditkort overført fra BEC til SDC's it-platform. 

It-migreringen er ifølge Sparekassen Danmarks direktør Lars Thomsen gået helt som planlagt. Kunderne fra det tidligere Totalbanken har gnidningsfrit kunne tage Sparekassen Danmarks net- og mobilbank i brug allerede i mandags. 

"Succeskriteriet i en så stor øvelse er netop hensynet til vores kunder. Stor ros til både SDC og de mange medarbejdere i sparekassen og tidligere Totalbanken, som sammen har gjort et kæmpe forarbejde, som nu er udmøntet i et flot resultat," lyder det fra direktøren i en meddelelse. 

"Vi sammen fusionsfletter"

I et forsøg på at forsøde arbejdsweekenden for de medarbejdere, der skulle forestå migreringen, havde Sparekassen Danmark sendt en lille overraskelse. 

Slik i spandevis, energidrik på kande og et digt. 

Det kvitterer SDC for på LinkedIn, hvor det lyder. 

"Ingen tvivl om, at øvelse gør mester. Men det hjalp da helt sikkert også, at Sparekassen Danmark havde sørget for, lad os kalde det ”rigelige mængder”, søde sager til de SDC’ere, som var på arbejde hen over weekenden." 

Digtet kan du læse her. 

En arbejdsweekend i sigte
Vi jer ikke vil svigte
Søde sager i spande
Energidrik på kande
Superflyers så taget letter
Vi sammen fusionsfletter
Lørdagslakrids på lager
På mandag vi flager
Poser med stjernemix
Til vores fælles fusions fix
Spanden er ligeledes fuld
Af det pureste chokolade guld

- Med ønsket om en god weekend, Hilsen Sparekassen Danmark. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Grundig forberedelse er alfa omega

Fusionen mellem Sparekassen Danmark og fynske Totalbanken blev godkendt i august 2023.

Kort efter gik forberedelserne til den endelige fusion i gang. Der er blevet planlagt og testet i bund, så alle kunder, konti og andet data fra Totalbanken landede korrekt i Spakassen Danmark i seneste weekend. 

Heldigvis er det en proces, som både SDC og Sparekassen Danmark har prøvet før. 

"Her hjælper det selvfølgelig også på det, at vi ved, at SDC’s migreringsproces fungerer upåklageligt og dermed gør en stor forskel for det færdige resultat. Og så joker vi lidt med, at vi, efter 13 fusioner sammen i SDC og Sparekassen Danmark-regi, efterhånden kender hinanden lige så godt som et ældre ægtepar”, har Morten Bjerning, der er it-chef i Sparekassen Danmark, tidligere fortalt. 

Fusionen af Totalbanken er dermed det 14. i samarbejdet mellem Sparekassen Danmark og SDC. 

Seneste nyt