"Selv en dom, der gik imod os, havde været bedre"
Tryg fandt pungen frem og indgik forlig med forsikringsmægler efter fire års retsstrid. Dermed er det centrale spørgsmål, Finansforbundet Assurandørkredsen gerne ville have afklaret, stadig ubesvaret, konstaterer en ærgerlig formand, Claus Nexø Jensen.

Ubesvaret spørgsmål
Hvor mange penge, Andreas Hansen opnåede, vides ikke, for der er nu sat punktum med et hemmeligt forlig i den fire år lange retssagen.
Uden at det mest centrale blev afklaret – i hvert fald set gennem Claus Nexø Jensens briller.
Som formand i Finansforbundet Assurandørkredsen har han igennem fire år fulgt retsstriden:
”Desværre betalte Tryg sig til et forlig, så det vi havde håbet at få svar på, forblev ubesvaret. Det er ærgerligt. Selv en dom, der var gået imod vores interesser, havde været bedre. Så havde vi kendt præmisserne for, hvad der skal til, før man betragtes som lønmodtager eller selvstændig.”
Erstatningskrav
De selvstændige forsikringsformidleres vilkår minder om ansættelsesforhold, men uden en del af de rettigheder, man har som ansat. Jurister har tidligere overfor FinansWatch vurderet, at den model betyder, at virksomheder gør sig sårbare overfor erstatningskrav.
Retssagen kunne have sat et pejlemærke for fremtidige sager, men i stedet blev det altså et forlig. Som en del af det har Andreas Hansen anerkendt, at han var selvstændig erhvervsdrivende og ikke ansat.
Tryg har i øvrigt forladt agentur-modellen på erhvervsområdet, men har stadig selvstændige formidlere på privatforsikringsområdet.
Finansforbundet Assurandørkredsen vil ufortrødent arbejde videre for at få strammet op og få klare regler for, hvornår man er ansat og hvornår ikke, lover Claus Nexø Jensen:
”Med forliget må vi bare fortsætte vores indsats.”