Menu luk

Så meget skal du sove

Hvis du sover for lidt, er du ikke alene. Anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen slår fast, hvor meget man bør sove.

11. jul. 2024
3 min

Har du sovet nok, når vækkeuret ringer om morgenen?

Sidste år kunne hver tredje dansker svare nej til det spørgsmål, da de havde sovet mindre end 7 timer i døgnet, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Sundhedsstyrelsen slår med en række anbefalinger fast, hvor meget man bør sove om natten.

For voksne mellem 18 og 65 år skal der 7-9 timers søvn til, skriver styrelsen i en pressemeddelelse. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Sundhedsstyrelsens søvnanbefalinger

  • Spædbørn 0-3 måneder: 14-17 timer i døgnet
  • Spædbørn 4-11 måneder: 12-15 timer i døgnet, inkl. lure i løbet af dagen
  • Småbørn 1-2 år: 11-14 i døgnet, inkl. lure i løbet af dagen
  • Børn 3-5 år: 10-13 timer i døgnet, evt. inkl. en lur midt på dagen
  • Børn 6-13 år: 9-11 timer i døgnet
  • Unge 14-17 år: 8-10 timer i døgnet
  • Voksne 18-25 år: 7-9 timer i døgnet
  • Voksne 26-64 år: 7-9 timer i døgnet
  • Voksne 65 år - : 7-8 timer i døgnet

For alle over 1 år anbefales regelmæssige sove- og opvågningstidspunkter.

Kilde: Sundhedsstyrelsens rapport "Anbefalinger for søvnlængde"

Sundhedsstyrelsen understreger samtidig, at det er individuelt, hvor lang tid vi hver især har brug for at sove, men at anbefalingerne kan bruges som en rettesnor. Tiden under dynen er nemlig vigtig, når det kommer til vores sundhed og trivsel.

”Søvn er en meget vigtig ressource, men søvnlængden kan blive trængt, fordi den måde, vi har indrettet samfundet på, kan medvirke til, at man vælger at sove mindre for at kunne nå sine mål eller for at undgå at gå glip af noget på skærmen,” siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Maja Bækgaard Jørgensen i pressemeddelelsen. 

I gennemsnit sov voksne danskere sidste år 7 timer og 12 minutter i døgnet. 

”Søvn er afgørende for, at vi trives og har det godt. Vi ved, at tre ud af ti voksne sover mindre end 7 timer i døgnet. Derfor kan de nye anbefalinger bruges til at overveje, om det er muligt at komme tidligere i seng og samtidig slukke for skærmen efter sengetid,” lyder rådet fra Maja Bækgaard Jørgensen. 

Søvn

7 t. 12 min.

i gennemsnit

I gennemsnit sov danskerne i 2023 7 timer og 12 minutter i døgnet.

32 %

Sov mindre end 7 timer

I 2023 sov ca. hver tredje voksne dansker ml. 18-64 år mindre end 7 timer i døgnet.

7-9

timer i døgnet

Så meget skal voksne ml. 18 og 65 år sover i døgnet, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Søvnproblemer kan være tegn på sygdom

Med anbefalingerne sætter Sundhedsstyrelsen samtidig fokus på vigtigheden af sund søvn. 

Sund søvn er karakteriseret ved, at man selv er tilfreds med længden og kvaliteten af sin søvn og generelt føler sig udhvilet og velfungerende mentalt og fysisk i dagtimerne.

”Det er helt normalt, at vi vågner i løbet af natten, og det er også forskelligt, hvor meget søvn vi har brug for i de forskellige faser af vores liv. Hvis man har søvnproblemer, er det godt at overveje, hvad der kan være årsagen, siger Maja Bæksgaard Jørgensen og peger på, at det eksempelvis kan skyldes almindelige bekymringer, stress, belastende livsbegivenheder eller svære livsomstændigheder. 

”Søvnproblemer kan også være en markør for fysiske sygdomme og psykiske lidelser, som det er vigtigt at reagere på,” siger hun.

Sund søvn

  • Sund søvn er karakteriseret ved:
    • passende længde og kvalitet
    • perioder med både let søvn, dyb søvn og drømmesøvn
    • at personen er tilfreds med såvel længden som kvaliteten af sin søvn
    • at personen generelt føler sig udhvilet og velfungerende mentalt og fysisk i dagtimerne.
  • Sund søvn fremmes generelt af et regelmæssigt søvnmønster, der så vidt muligt harmonerer med den enkeltes personlige døgnrytme.
  • De mange forskellige aspekter af sund søvn betyder, at sund søvn varierer afhængigt af alder og andre individuelle faktorer.

Kilde: Sundhedsstyrelsens rapport "Anbefalinger for søvnlængde"

Seneste nyt