Lidt farlig at være til møde med
Ingen corporate bullshit. Nicole van der Doe, Head of Nordic Custom Care i Danske Bank, beskrives ofte som en anderledes leder.

Nicole van der Doe opfordrer til, at man som leder indimellem minder sig selv om, hvorfor man blev det.
Hendes egen interesse for ledelse blev næret af hendes årelange virke som tillidsrepræsentant:
”Det var et fuldstændig egoistisk valg, da jeg blev tillidsrepræsentant. Det var for at udvikle mig. Men jeg fik også øjnene op for, hvor mange fantastiske mennesker, der arbejder i finans, og det inspirerede mig til at blive leder.”
Tillid frem for analyse
”Jeg kan virkelig godt lide mennesker, og bruger i høj grad min intuition som leder. Jeg kan mærke, når noget er rigtigt eller forkert. Jeg har ikke behov for mange analyser og data. Jeg stoler på mennesket og er med på rigtig meget - jeg kan lide at afsøge det, vi ikke kender.”
Ved sjældne lejligheder har det givet bagslag, og tilliden blev ikke belønnet:
”Jeg bliver så ked af det, når det sker. I et tilfælde spurgte jeg vedkommende: 'hvorfor?' Svaret var: Det var dig eller mig´'. Men det har ikke afholdt mig fra at stole på andre. Heldigvis betyder det de fleste gange positive overraskelser.”
Næsen frem
Nicole van der Doe siger om sig selv, at hun er så engageret, at hun blander sig meget. Også når hun er ny i en stilling.
Det kan give en reaktion i retning af: 'Nu skal du ikke komme for godt i gang', og den slags reaktioner har Nicole van der Doe lært at tackle:
”Når man stikker næsen frem, skal man være god til at passe på sig selv. Det gør jeg ved at tale med dem, der giver mig luft under vingerne. Nogle, der har lyst til at bakke mig op og siger: 'Fedt, Nicole, godt du gjorde det!'"
NICOLE VAN DER DOE
– Dansk mor, amerikansk far. Boede de første seks år i USA, derefter rykkede hun til Aalborg med sin mor og søster.
– Ansat i Danske Bank som elev i 2005.
– Med afsæt i rollen som privatrådgiver har hun arbejdet sig på kryds og tværs af organisationen og desuden efteruddannet sig, har gennemført en merkonom-, en diplom- og en bacheloruddannelse.
– Har blandt andet arbejdet som dealer, været projektleder i Business Banking og været involveret i arbejdet med Better Bank 2023-strategien, været Diversity & Inclusion Lead i Corporates and Institutions og CFO. Siden april Head of Nordic Custom Care
– Har været tillidsmand og områdetillidsmand.
– Bor i København, i rækkehus på Holmen, med sine børn Benjamin og Sophia.