Jyske Bank indfører ansættelsesstop: "Ærgerlig situation"
Øget arbejdspres for medarbejderne er risikoen, når Jyske Bank nu indfører ansættelsesstop. Formand for Finansforbundet Jyske Bank Kreds, Marianne Lillevang, har tillid til, at der ikke bliver tale om fyringer.

Afdelinger kan søge dispensation for ansættelsesstop, og det er vigtigt, at man hurtigt kan få grønt lys i den situation, påpeger kredsformanden.
Hun er også optaget af, at banken sørger for fortsat at ansætte trainees og andre unge, så ansættelsesstoppet ikke skaber et hul og giver boomerang-effekt på den lange bane.
Bedre end fyringer
Selv om hun langt fra er begejstret for ansættelsesstoppet og dets mulige konsekvenser, er hun optaget af, at der ikke bliver tale om en fyringsrunde.
”Set fra et medarbejderperspektiv er det vigtigste, at vi tager vare om de medarbejdere, vi har. Frem for en uovervejet masseafskedigelsesrunde, hvor man senere finder ud af, at det var den forkerte beslutning at skille sig af med medarbejdere,” siger Marianne Lillevang.
Hun har tillid til, at ledelsen lever op til sin udmelding om, at der ikke er planlagt kollektive afskedigelsesforløb.
”Vi har ingen grund til at tro, at der er afskedigelsesrunder i anmarch. Jeg har tiltro til ledelsens udmeldinger og til, at de vil gøre alt, hvad de kan for at undgå det.”
Stort overskud i vente
Ansættelsesstoppet kommer samtidig med, at Jyske Bank har opnået store overskud, på linje med mange andre banker. Og der er ingen udsigt til, at det vender, banken forventer at årets overskud lander på op mod 5,1 milliarder kr.
Det er ikke gået kredsformandens opmærksomhed forbi:
”Rundt om i bankerne, også i Jyske Bank, er der nogle balancer, der skal afstemmes. Hvor meget skal man tjene, før man er tilfreds?” spørger Marianne Lillevang.