Menu luk

Hvad siger du til en kollega eller kunde i sorg?

Det er vigtigt at tale om de svære ting i livet. Ansatte i Nordea er blevet klædt på til svære samtaler med kolleger og kunder. Det vigtigste er at lytte, siger Psykiatrifondens psykoterapeut Liza Johnson.

17. jun. 2024
4 min

Hvad skal man egentlig sige til kollegaen, der lige har mistet en af sine kære, er alvorligt syg eller står midt i en skilsmisse? Eller hvordan håndterer man rådgivningssamtalen med kunden, der står midt i en livskrise eller trives dårligt psykisk. 

Det kan være svært at tale om elefanten i rummet, og netop det forsøger projektet ”Find elefanten – oplev Aarhus” at sætte fokus på ved at sætte en række farverige elefanter op rundt omkring i den jyske by. Nordea er sponsor på projektet og har i den forbindelse selv forsøgt at sætte psykisk mistrivsel på dagsordenen. 

Derfor inviterede banken i sidste uge 100 ansatte i Aarhus til en snak om psykisk mistrivsel. Formålet var at give dem viden om, hvordan man håndterer psykiske udfordringer – både hos sig selv, hos kolleger og hos kunder.

”For os er det megavigtigt som bank og som arbejdsplads at kunne være med til at påvirke det samfund, vi er en del af, i en positiv retning,” siger Kasper Kortsen, der er områdedirektør for Erhverv Østjylland i Nordea og primus motor på arrangementet, og fortsætter:

”Det er vigtigt at sikre åbenhed og viden om psykisk mistrivsel, og vi skal kunne rumme alle typer af medarbejdere og alle typer af kunder.”

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”For os er det megavigtigt som bank og som arbejdsplads at kunne være med til at påvirke det samfund, vi er en del af, i en positiv retning,” siger Kasper Kortsen, der er områdedirektør for Erhverv Østjylland i Nordea.
”Ofte tror vi, at vi er alene om at have det svært i perioder, og andre gange vil vi ikke bekymre eller belemre andre. Men gør det alligevel."
- Liza Johnson, leder af Psykiatrifonden rådgivning og psykoterapeut

Du er ikke alene

Også hos Psykiatrifonden, der står bag ”Find Elefanten – oplev Aarhus” og holder oplæg ved Nordeas arrangement, mener leder af Psykiatrifonden rådgivning, psykoterapeut Liza Johnson, at det er vigtigt at tale om de svære ting i livet. 

Og der kan være mange grunde til, at det kan være svært at tale om det, som bekymrer os, eller gør os bange, forklarer hun.

”Ofte tror vi, at vi er alene om at have det svært i perioder, og andre gange vil vi ikke bekymre eller belemre andre. Men gør det alligevel. Træk vejret dybt og tag hul på den første sætning. Så kommer resten af sig selv,” lyder hendes opfordring.

Leder af Psykiatrifonden rådgivning, psykoterapeut Liza Johnson, mener, at der er mange gode grunde til at tale om det, der bekymrer. Foto: Psykiatrifonden

Hvis du er den lyttende part og sidder over for en, der kæmper med noget, er det en god idé at gøre dig nogle tanker på forhånd.

“Der er forskel på, om det er en kunde eller en kollega, man taler med om psykiske vanskeligheder. Når du sidder over for en kunde, så gør dig klart, at der er et magtforhold – du er banken, og de er kunden – som du skal være bevidst om. Det kan der også være mellem dig og en kollega, bevidst eller ubevidst. Det kan gøre samtalen og situationen ekstra sårbar,” siger Liza Johnson. 

Gode råd til svære samtaler

Liza Johnson giver her et par gode råd til din samtale med kunden eller kollegaen, der har det svært:

  • Lyt mere, end du taler.
  • Vær bevidst om din eventuelle usikkerhed eller nervøsitet, og forbered dig godt på samtalen.
  • Hvis kunden eller kollegaen reagerer med tydelige følelsesudbrud som vrede eller gråd, så husk, at det ikke er rettet mod dig personligt, men mod den svære situation – i kundens tilfælde, hvis du fx har givet afslag på et lån eller tilsvarende.
  • Hold fast i det, du har brug for at kommunikere, men gør det med respekt.
  • Hold eventuelle erfaringer og kommentarer på din egen banehalvdel. Sig fx “Jeg tænker på, hvordan du har det?” i stedet for “Du ser ud til at have det skidt?” 

Håber på en øjenåbner

Kasper Kortsen håber, at de 100 deltagere ved Nordeas arrangementet har fået en øjenåbner, så de fremover kaster sig ud i de nødvendige samtaler.

”Jeg håber, at deltagerne går hjem med noget fagligt i bagagen, men også et fællesskab, der kan sikre, at vi faktisk tør at åbne op for de her dialoger og kan hjælpe hinanden, når noget er svært,” siger han.

Hvis man er den, der har det svært, kan der også være flere fordele ved at tage hul på de svære samtaler, pointerer Liza Johnson.

“Ofte vil du opleve, at det menneske, du taler med, sætter stor pris på, at du viser den tillid og vil hellere end gerne lytte og hjælpe. Sådan er vi som mennesker. Den anden gode ting er, at som regel vil du erfare, at du ikke er alene. Den anden kan ofte fortælle dig om lignende erfaringer. Det hjælper os at høre og vide, at vi ikke er alene,” forklarer hun.

Nordeas elefant kan ses i Rådhusparken i Aarhus.

Find elefanten – oplev Aarhus

  • Begivenheden er skabt af Psykiatrifonden og Wild in Art i partnerskab med Aarhus Kommune med det formål at give flotte kunstneriske oplevelser og samtidig sætte fokus på mental sundhed.
  • På en kunstrute gennem Aarhus’ historiske gader og stræder vil man fra den 20. juni kunne se 30 farverige elefantskulpturer designet af udvalgte kunstnere.
  • Nordea har også fået designet sin helt egen elefant, der står i Rådhusparken i Aarhus.

Seneste nyt