Her trives medarbejderne på jobbet: Små hverdagsløsninger gør en stor forskel
Medarbejderne i Middelfart Sparekasse trives bedre end mange kolleger i branchen. Et stort trivselsfokus betyder meget, forklarer fællestillidsrepræsentant.
Men uventede opgaver, der sætter medarbejderne under tidspres, opleves sjældnere i Middelfart Sparekasse. Samtidig svarer et stort flertal, at de i høj grad har indflydelse på, hvordan og i hvilken rækkefølge de løser deres arbejdsopgaver.
”Det betyder ikke, at alt er rosenrødt hos os. Nogle gange oplever medarbejderne stort arbejdspres. Men det gør en kæmpe forskel, at vi taler om det, arbejder med det og har udviklet nogle redskaber og arbejdsgange, der fungerer,” fremhæver fællestillidsrepræsentant Rikke Jakobsen.
Pres udefra påvirker trivslen
Indflydelse på arbejdets udførelse har Middelfart Sparekasse haft fokus på siden 1990’erne.
HR-direktør Helle Lund Gregersen understreger vigtigheden af at have et frihedsrum og kunne træffe beslutninger selv – også i 2024.
”Sektoren er præget af, at der hele tiden kommer ny regulering med ændringer og nye krav. Det pres udefra påvirker trivslen og udfordrer følelsen af at være i ro og mestre sit job,” uddyber hun.
Helle Lund Gregersen glæder sig over Finansforbundets trivselsundersøgelse, som i hendes optik indikerer, at medarbejderne anerkender, at det er lykkedes at skabe et rigtigt godt arbejdsmiljø.
”Det er vigtigt, at medarbejderne kan mærke, at vi tager det seriøst. At vi lytter til dem og handler på det, vi kan gøre noget ved,” siger hun.
Rikke Jakobsen supplerer:
”Det har stor betydning, at ledelsen går forrest og har trivsel som strategisk mål. Men det spiller bestemt også ind, at medarbejdersiden altid bliver inddraget og er med.”
Kolleger deler tips og tricks
Middelfart Sparekasse har tidligere deltaget i – og flere gange vundet – konkurrencen Danmarks Bedste Arbejdsplads. Nu bruger de i stedet trivselsmålingsredskabet GAIS (God Arbejdslyst Indeks Score), der tager udgangspunkt i parametrene mening, medbestemmelse, mestring, resultater, ledelse, kollegaer og balance.
”Omkring konverteringsbølgen i 2022 faldt vi ud i arbejdspres og mestring. Det gav anledning til at få italesat, hvordan vi løfter det bedre,” fortæller HR-direktøren.
Middelfart Sparekasse hyrede bl.a. tidseksperten Trine Kolding, og medarbejderne er afdelingsvist blevet klogere på, hvordan man kan arbejde mere fokuseret og effektivt – og sige fra, holde hjernepauser og gå en tur med en kollega.
”En vigtig del af forløbet var også at få talt sammen og udvekslet viden, tips og tricks med kollegerne. Der er mange små hverdagsløsninger, som kan gøre en stor forskel, og vi kan ikke tage for givet, at vi kender hinandens bedste rutiner,” siger Rikke Jakobsen.
En afdeling fik f.eks. aftalt nogle simple arbejdsgange, som gør det lettere at afløse hinanden ved travlhed eller fravær.
Medarbejderne blev også tilbudt individuel rådgivning hos Trine Kolding:
”Så nu har jeg ingen notifikationer på min mobil og pc-skærm. Jeg vælger selv, hvornår jeg tjekker mails og beskeder. Det giver betydeligt færre forstyrrelser og overspringshandlinger,” fortæller Rikke Jakobsen.
Ingen skabelon-løsninger
I Middelfart Sparekasse er trivselstiltagene et tilbud om nogle værktøjer til medarbejderne:
”Det er ikke skabelon-løsninger, der skal passe til alle. Nogle synes måske, det er lidt popsmart. Så kan de tage det, de kan bruge, og lade resten være,” forklarer fællestillidsrepræsentanten.
Sparekassens fokus på søvn har givet kæmpe genklang hos både medarbejderne og deres familier, som også fik mulighed for at høre søvneksperten Michael Rasmussens oplæg.
Mange har efterfølgende taget hans pointer til sig og har bl.a. droppet skærme og drikke med koffein og sukker sidst på dagen til fordel for en bedre nattesøvn.
”God søvn smitter i høj grad af på arbejdsglæden og trivslen. Eller som søvneksperten siger: Alt andet er ligegyldigt, hvis vi ikke sover godt,” slutter Helle Lund Gregersen.