En sms blev til fintech-succes til over 300 mio. kr.: Makkerpar kaster sig ud i nyt eventyr
En sms, der blev startskuddet til et iværksættereventyr, 70-80-timers arbejdsuger i en lille lejlighed på Skindergade og millionær som bare 26 år. Det danner rammen om et vildt forløb, som nu har ledt til lanceringen af en ny fintech-startup.
Digitale kundeflows hos Saxo Bank
I Saxo Bank bliver Mikkel Skarnager ansat som business analyst i onboarding-teamet. Her arbejder han i omkring to år, hvor han på på toppen af mange timers arbejde hurtigt stiger i graderne.
I juni 2019 er han blevet head of digital transformation, og det selvom han egentlig stadig også er indskrevet på studiet.
Men samtidig begynder en idé at rumstere. Han har selv har været med til at sætte mange af de forskellige digitale onboarding-flows op hos Saxo Bank; altså det flow, man som kunde skal igennem, når man vil være kunde.
Det er som sådan ikke stor videnskab, men der kræves en række integrationer til fx MitID, og det er forskelligt fra land til land, hvad der skal sættes op for få koblet kunderne sikkert på.
Kunne man udvikle en platform, hvor finansielle virksomheder enkelt og simpelt via drag n drop kunne sætte et digitalt kundeflow op på to minutter i stedet for to måneder?
Til sidst siger han sit job op.
En skelsættende sms
Kort efter skriver Mikkel Skarnager til Ciprian Florescu, at han har fået en idé.
Uden at have fået yderligere detaljer sms'er Ciprian, at han er på.
"Den sms har jeg stadig. Uden at vide noget om det, siger han sit job op i Nets og rejser fra Rumænien til Danmark.”
”Da han lander i Danmark, ved han ikke rigtig, hvad det er, vi skal lave.”
Da Cirprian Florescu står i Billund Lufthavn, har Mette Frederiksen lukket landet ned som følge af corona-pandemien.
”Han er vitterligt på flyet, da Mette Frederiksen går på talerstolen. Da han lander, kan han stort set ikke komme ud af landet igen. Og de næste seks måneder lukker vi også inde i min lejlighed og udvikler platformen.”
Solgt for over 300 mio. kr.
I den næste tid arbejder de fra primært Mikkel Skarnagers lille lejlighed på Skindergade på Vesterbro i København.
Her bygger de Mikkel Skarnagers vision i et voldsomt tempo.
De sover lige så længe, de vil, men de arbejder til gengæld til de ikke kan holde øjnene åbne mere. Så gentager de det dagen efter.
"Det vil jeg ikke anbefale andre at gøre. Vi var unge og havde det sjovt, og vi var bare virkelig drevet af den her ide," siger Mikkel Skarnager.
Arbejdsiveren ender med at blive til Hellowflow.
Og allerede i 2022 var den platform, kun et par år efter, at Mikkel Skarnager havde sendt en sms til sin ven i Rumænien, så ombejlet, at den blev solgt for mange millioner kroner.
Canadiske Tulioo købte den ifølge det canadiske medie The Globe and Mail for over 300 mio. kr.
"Mere stressende ikke at lave noget"
Da Mikkel Skarnager er med til at sælge HellowFlow, er han bare 26 år og har stadig ikke færdiggjort sit studie.
”Det kunne være stoppet dér. Jeg kunne have rejst verden rundt og stoppet med at arbejde. Men jeg synes alligevel, at det ville være for tidligt at gå på pension, og jeg kan virkelig godt lide at arbejde,” siger han.
Efter at have været med til at overlevere Hellowflow og hjælpe til med integrationen, tager Mikkel Skarnager i september 2022 dog et halv års pause.
”Jeg havde brug for lige at trække vejret efter flere år med 70 til 80 timers arbejdsuger næsten konstant. Men jeg fandt ud af, at det der med ikke at lave noget, var mere stressende for mig. Jeg blev skør i hovedet af at tænke på alle mulige idéer og prøve at opfinde noget.”
Due deligence i bankerne
Han begynder mere struktureret at spole tilbage i sin Saxo Bank-tid for at finde på nye områder, som måske kunne optimeres i den finansielle sektor.
Valget faldt på compliance-området.
Nærmere bestemt, hvad Mikkel Skarnager kalder for ongoing due delligence – altså den løbende monitorering og risikostyring af kunder baseret på bunker af data og transaktioner.
Det område, erfarer Mikkel Skarnager efter at have snakket med hundredvis af folk, har de færreste finansielle institutioner en særlig god eller effektiv proces for.
”Det er et komplekst område med en masse komplekse udfordringer med at overvåge og forstå risici og kompleksiteter i forhold til kunderne. Det blev grundlaget for at starte en ny virksomhed op,” siger han.
Udviklet platform på et år
Mikkel Skarnagers vision ender med at blive en platform, der kan automatisere mere af arbejdet med at overvåge og risikovurdere kundeforhold ved hjælp af eksterne datakilder som CVR, CPR samt interne metrikker for kundeadfærd.
"En risk engine, der kan monitorere og automatisere meget af compliance-arbejdet med at tjekke op på kundeforhold, men også at give medarbejderne nødvendige oplysninger for at træffe informerede beslutninger i de mere komplekse sager."
Ifølge Mikkel Skarnager er der fx et enormt potentiale for at fjerne mange manuelle arbejdsgange relateret til, at kunder skifter adresse, køber aktier eller hæver kontant.
Virksomheden har fået navnet Spektr. Den blev lanceret for få uger siden efter kun ca. et års udviklingsarbejde.
Selvfølgelig med Ciprian Florescu som en central del af holdet. Som CTO styrer han den tekniske udvikling fra Rumænien sammen med et lille udviklerhold, mens Mikkel Skarnager som CEO tager sig af boldene rundt om samt det strategiske perspektiv.
"Vi skal bygge det sindssygt stort"
Mikkel Skarnager og Ciprian Florescu har selv smidt en del penge i Spektr, og de har rejst 40 millioner kroner til en værdiansættelse på 250 millioner kroner.
”Det er gået rigtig hurtigt," erkender Mikkel Skarnager, der i dag er 28 år.
Spektr har i dag ca. 20 ansatte.
Nu er drømmen, at Spektr skal vokse sig langt større end Mikkel Skarnager og Ciprian Florescu nåede med Hellowflow.
”Vi skal bygge det sindssygt stort. Det ville være helt genialt, hvis vi kunne få alle de danske banker med om bord. Men jeg ved også, at de er svære at overtale, og at det kræver tid, især inden for compliance.”
”Men nailer vi det danske marked, står vi rigtig godt rustet til at gå videre ud.”