Det betyder hjemmearbejde for finansfolk: "Det er vigtigere for mig end både løn og andre vilkår"
Hvad betyder hjemmearbejde egentlig for dagligdagen for folk i finanssektoren? Vi har spurgt vores følgere på Facebook. Dyk ned i de mange forskellige kommentarer her.
Bruger mindre tid på transport
En hel del af kommentarerne går på de mange timer, som folk sparer ved ikke at skulle pendle til arbejde hver eneste dag.
I et mere ekstremt tilfælde er der en ansat, som kan spare 3 til 4 timer om dagen på ikke at skulle transportere sig på arbejde.
Det bliver selvfølgelig rigtig mange timers transport, når man summerer op, som kunne være gået til noget andet. Flere gør opmærksom på, at det jo ikke blot er godt for den enkeltes tidsregnskab, men også godt for trafikken, klimaet og humøret.
"Den tid, jeg ellers ville have brugt på transport, kan nu bruges til at få hverdagen til bedre at hænge sammen. Jeg har pludselig tid til min sport i hverdagene, hvilket gør mig gladere og sundere," lyder en af kommentarerne.
Skævvrider arbejdspladsen
Selvom langt de fleste er positive overfor hjemmearbejde, er et par stykker også mere kritiske over for konsekvenserne af halvtomme kontorlandskaber.
Hjemmearbejde har gjort nogle ansatte mere følsomme og ”allergiske” over for store kontorlandskaber, skriver én.
En anden mener, at vi mister meget ved kun at tale med hinanden via telefonen eller over Teams.
”Synes mange undervurderer vigtigheden af, at vi mødes fysisk,” lyder kommentaren.
En tredje ser en tendens til, at det kan skævvride arbejdspladsen.
”Når andre arbejder hjemme, betyder det færre hoveder på arbejde til at holde skansen i en i forvejen presset hverdag, hvor kalenderkabalen i en privatkundeafdeling i forvejen er svær at få til at gå op,” lyder kritikken.
Noget kan også tyde på, at man skal passe på med for meget hjemmearbejde. Det kan fx gå ud over fællesskabet på arbejdspladsen, som en undersøgelse fra Finansforbundet viste i 2022.
Det kan du læse mere om her: Hjemmearbejde kan blive en bombe under arbejdsmiljøet i den finansielle sektor
Ro og koncentration
Dykker vi videre ned i de positive kommentarer, viser en hurtig optælling, at over 20 nævner ro som en af de gode konsekvenser ved hjemmearbejde.
I samme boldgade finder vi fokus, koncentration, færre forstyrrelser og mulighed for fordybelse.
Modsat medfører storrumskontorerne meget mere støj, uro og forstyrrelser, som betyder, at det kan være svært at koncentrere sig, lyder i en kommentar.
”Vi kan arbejde hjemmefra 1 dag om ugen, og her oplever jeg, jeg får udrettet langt mere."
Tid til familien og rolige morgener
Samlet set peger de fleste altså på, at hjemmearbejde giver ro og mere tid i kalenderen.
Men hvad er det så den tid bruges på?
At dømme efter kommentarerne på Facebook er det mere tid til familien, rolige morgener, hobbyer eller bare sig selv.
Og det øgede overskud i hverdagen, kommer faktisk også arbejdsgiveren til gode, mener flere.
”Man giver lige lidt ekstra til arbejdsgiver, som tak for muligheden, og det mærkes ikke, grundet mere generel overskud/energi,” lyder i en kommentar.
Få inspiration og gode råde til det hybride arbejdsliv
Sådan får du hjemmearbejde til at fungere