Menu luk

De hurtige it-notifikationer: Datatyveri hos Netcompany, færre it-ansatte og Copilot Enterprise

Berørt 34-årig tilstår datatyveri hos Netcompany. Så meget aftager væksten i den danske it-branche. Antallet af ansatte i it-branchen falder. GitHub lancerer ’Copilot Enterprise’. Danske Banks CTO stopper.

28. feb. 2024
5 min

Velkommen til et par af de hurtige it-nyheder her fra Nyhedsbrevet Finans - It & Tech.

Vi begynder ugens opdatering med et stort datatyveri hos Netcompany, hvor en mand nu er sigtet i sagen.

Berørt 34-årig tilstår datatyveri hos Netcompany

En 34-årig mand erkendte sig tirsdag formiddag skyldig i at have stjålet store mængder oplysninger fra den danske it-leverandør Netcompany.

Ifølge Computerworld var det en tydelig påvirket og berørt mand, der mødte op i retten i Frederiksberg.

Som følge af navne- og referatforbud i sagen er det begrænset, hvad offentligheden kan få at vide.

Sagen tog sin begyndelse da en aktør under navnet Zyndicate begyndte at lække data fra Netcompany, som mediet Version2 rapporterede om.

It-leverandøren, der har mange kunder i den offentlige og statslige sektor, har selv været ude og mane til besindighed. Der er hverken tale om et ransomware-angreb eller en sag, der har påvirket Netcompany eller kundernes drift eller service, lyder det fra it-leverandøren i meddelelse.

Netcompany bekræfter én enkelt hændelse, der involverer simpelt tyveri af Netcompanys kildekode og brugermanualer.

”Vi har taget nødvendige forholdsregler, der sikrer, at de stjålne filer ikke kan bruges til at opnå uautoriseret adgang til nogen systemer,” skriver selskabet.

Den 34-årige mand er sigtet i tre forhold. Han erkender sig skyldig i at have skaffe sig adgang til brugernavn og adgangskode til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens Github og et datasystem samt for at have videregivet adgangskoder til maeterialer om et datasystem fra samme styrelse.

Han nægter sig skyldig i det tredje forhold om grov afpresning i forbindelse med datatyveriet.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Så meget aftager væksten i den danske it-branche

Den samlede omsætning i den danske it-branche nåede rekordhøje 313 mia. kr. i 2023. Men selvom omsætningen aldrig har været højere, er vækstraterne på vej ned. I 2021 og 2022 var der en vækst i branchen på henholdsvis 13,7 og 7,5 %. I 2023 var den blot på 2,6 %.

Det skriver IT-Branchen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

”Branchen har oplevet ekstremt høje vækstrater i mere end 10 år, så det er helt naturligt, at væksten, i et år med ekstraordinært mange globale usikkerheder, aftager,” lyder analysen fra Natascha Friis Saxber, adm. direktør i IT-Branchen.

”Men det bliver sandsynligvis kun en kortere vækstpause, da mange virksomheder står til at investere massivt i kunstig intelligens, cybersikkerhed og nye teknologier, som skal bruges i den grønne omstilling.”

I nyheden henviser IT-Branchen til, at virksomhederne ifølge Dansk Industri forventer at investere ca. 9 mia. kr. mere i it i 2024 end sidste år, mens syv ud af ti danske virksomheder vil øge budgettet til cybersikkerhed ifølge PwC.

It-branchen eksporterede i 2023 samlet for 107 mia.kr., hvilket er et fald på 2,0% i forhold til 2022, hvor eksporten i it-branchen nåede op på 109,2 mia. kr.

Antallet af ansatte i it-branchen falder

Vi fortsætter hos IT-Branchen, der har set nærmere på antallet af fuldtidsbeskæftigede i sektoren.

Her er der tilbagegang at spore i 3. kvartal, hvor antallet af fuldtidsansatte fik fra 107.247 ansatte i 2. kvartal til 106.333 svarende til et fald på 914 fuldtidsansatte.

Tallet for 4. kvartal er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Natascha Friis Saxberg kan en forklaring være, at nogle it-leverandører holder igen med at ansætte ny medarbejdere.

”Selvom jobmarkedet stadig er meget stærkt, kan vi kan tydeligt mærke, at usikkerhederne også påvirker branchen. Fra nogle it-leverandører hører vi, at de holder igen med nyansættelser, mens andre kæmper med at skaffe nok it-medarbejdere med de rigtige kompetencer. Så vi ser både virksomheder, der stopper op og andre, der investerer og ruster op,” udtaler hun.

GitHub lancerer ’Copilot Enterprise’

Udviklerplatformen GitHub er klar med Copilot Enterprise, der skal hjælpe udviklere med at programmere.

Det nye produkt markedsføres som en AI-assistent, der kan generere kodeforslag, besvare forespørgsler og opsummere ændringer baseret på organisationens egen kodebase og standarder.

Det skriver Venturebeat.

Eksperter siger over for mediet, at det nye tilbud signalerer en dramatisk ændring i, hvordan softwareudviklingsteams vil operere i nær fremtid, idet det i bund og grund sætter en AI-programmør ved siden af hver udvikler.

Mario Rodriguez, GitHub's VP of product, siger til VentureBeat, at vi er færd med at gå fra digital transformation til en AI-transformation.

"Det kan endda blive en produktivitetspolaritet mellem dem, der bruger det, og dem der ikke gør."

Copilot Enterprise inkorporerer bl.a. også virksomhedens best pratices og dokumentation gennem "knowledge bases", hvilket gør det i stand til at guide udviklere mod standardiserede tilgange.

Danske Banks CTO stopper

Bo Svejstrup, en af de helt centrale personer der som CTO og tidligere CIO har tegnet Danske Banks digitale landskab, stopper.

På Linkedin annoncerer han, at han stopper efter megen eftertanke. Han har været i Danske Bank i knap 9 år som bl.a. dansvarlig for it-drift og digitale services, CIO og senest som direktør for teknologiorganisationen med omkring 1.000 ansatte.

Han skriver, at nu vil give sig selv tid til at fokusere på sin videre karrierevej og fremtidige ambitioner.

”Timingen føles rigtig, da vi med succes har opbygget en solid teknologisk grundlag og en klar strategisk retning for vores fremtidige bestræbelser,” forklarer han.

”Jeg er utroligt stolt af vores fælles resultater, som at skabe ’Turn To New Tech’, og jeg er taknemmelig for holdets dedikation og talent, som jeg har haft den lykke at lede.”

I juni stillede Bo Svejstrup op til et interview med Nyhedsbrevet Finans – It & Tech, hvor han bl.a. fortalte om fire teknologiske søjler, som Danske Bank fremadrettet vil investere i og som også vil kræve yderligere opkvalificering.

IT-ansatte

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Tjek vores tilbud til dig som it-medlem

Seneste nyt