Bank indførte rygeforbud: Sådan er det gået
Sammen med andre lokale virksomheder indførte Skjern Bank sidste år røgfri arbejdsplads. Den adm. direktør fortæller nu om erfaringerne.
3 rygere tilbage
Han vurderer, at rygerne blandt bankens 210 medarbejdere kan tælles på en hånd. På hovedkontoret i Skjern, hvor han selv sidder, er der 3 rygere tilbage.
De røg også inden forbuddet, som derfor i sig selv ikke har ført nogen rygestop med sig. Per Munck understreger, at Skjern Bank i mange år har tilbudt gratis rygestopkurser til ansatte, der gerne vil lægge cigaretterne på hylden.
Fælles rygepolitik i Ringkøbing-Skjern
11 virksomheder i Ringkøbing-Skjern gik sidste år sammen om en fælles rygepolitik.
- Fra 1. september 2023 indførte de 11 virksomheder røgfri arbejdstid
- Det betyder:
- Ingen rygning i arbejdstiden
- Ingen rygning på virksomhedens matrikel
- Ingen rygning i firmaets køretøjer
- Ingen rygning i firmaets arbejdstøj
- Rygning omfatter brug af røg- og nikotinprodukter, der ikke er godkendt som lægemidler (dvs. også snus og e-cigaretter, men ikke fx nikotinplaster)
- Hvilke regler, der skal gælde derudover, bestemmer den enkelte virksomhed selv
- De 11 virksomheder er: VM Tarm, PTI, Hydra Specma, Martinsen Revision, Landia, Astrup Group, Tarm Idrætscenter, Billig Arbejdstøj, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Dansk Afgratningsteknik.
Kilde: Dagbladet Ringkjøbing-Skjern
Vil ikke være politibetjent
Forbuddet betyder, at medarbejderne ikke må ryge i arbejdstiden, på bankens matrikel, i bankens køretøjer eller i tøj med bankens logo.
”Det blev taget overraskende godt imod det af alle. Også af rygerne, der har accepteret det uden nogen former for diskussion,” siger Per Munck.
Og direktøren har heller ingen planer om at være politibetjent.
”Hvis man vælger at bruge af timebanken eller bruger sin frokostpause på at gå en tur i byen og ryge, så blander vi os ikke i det,” siger han og understreger igen, at processen er forløbet helt gnidningsfrit.
Han har hørt fra andre af de virksomheder i lokalområdet, der også har indført rygeforbuddet, at de har haft ansatte, der har protesteret højlydt over, at deres arbejdsgiver har dikteret røgfri arbejdstid. Men sådan har det ikke været i Skjern Bank. Tværtimod, forklarer Per Munck.
”Bankfolk er jo stille og rolige og meget omgængelige,” siger han.