Menu luk

22 job forsvinder snart - men lederen og medarbejderne har en plan

Heidi Bjarnø Hagman er leder af en afdeling, der har udløbsdato. 22 medarbejdere skal have nyt job, når Nationalbanken flytter driften af sit betalingssystem fra BEC til Den Europæiske Centralbank.

28. okt. 2024
4 min

”Jeg fik fra begyndelsen at vide, at der var en lukkedato.”

Da Emil Hvass Christensen for to år siden fik nyt job hos BEC for Nationalbanken, vidste han præcis, hvor længe han kunne blive i stillingen. Nemlig til påske 2025.

Til den tid nedlægger Nationalbanken driften af sit eget betalingssystem hos BEC og rykker til Den Europæiske Centralbank. 22 medarbejdere i Roskilde skal derfor have nyt job.

”Vi arbejder for at alle, der gerne vil, kan blive i BEC i nye stillinger,” siger Heidi Bjarnø Hagman.

Som leder af afdelingen har hun lagt mange kræfter i at støtte medarbejderne og forberede dem på det uundgåelige: at de skal sige farvel til deres arbejde for Nationalbanken.

For det er noget særligt at arbejde for Danmarks centralbank. Det syntes Emil Hvass Christensen også, så han søgte jobbet som platform engineer.

“Nationalbanken. Det er ikke lige en mulighed, man ser hver dag,” som han konstaterer.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Emil Hvass Christensen og Heidi B. Hagmans afdeling hos BEC skal lukkes. Foto: Claus Bech

Tid til planlægning

Medarbejderne ville allerhelst blive ved at arbejde sammen for Nationalbanken i afdelingen, men da det ikke er muligt, har de længe været i gang med at tilføje kompetencer til deres eksisterende. Med kraftig opbakning og påmindelser fra Heidi Bjarnø Hagman.

”I de første par år var medarbejdere ikke så optaget af lukningen, men gradvist er det begyndt at fylde. Jeg har sagt til dem, at de i modsætning til andre ved, hvor længe jobbet varer – i al almindelighed er der er jo altid en risiko for at miste sit job mere pludseligt.”

Den viden kan udnyttes til at gøre sig klar til nye muligheder og lægge planer:

”18 af medarbejderne har på nuværende tidspunkt taget forskellige former for videreuddannelse,” fortæller hun.

Det gælder også Emil Hvass Christensen, der gerne vil blive hos BEC:

”Lige nu holder jeg en lille pause, for jeg har taget kursus efter kursus. Jeg er meget opmærksom på at bygge på, og vi taler om mine udviklingsmuligheder ved de løbende 1-1 samtaler.”

Han er den ene af de to medarbejdere, der er kommet til, efter at lukkedagen blev annonceret. Resten var der og er - bortset fra to - blevet ombord. Og det er især den ekstra mulighed for fx videreuddannelse og videreudvikling, der får dem til at holde fast, vurderer Heidi Bjarnø Hagman.

”BEC er en stor virksomhed, der rekrutterer flere hundrede mennesker årligt i Danmark og Polen. Så hvis man er indstillet på, at man måske ikke kan få sit førstevalg fra dag 1, når afdelingen lukker, så er der muligheder for at komme godt videre. Det næste job bliver måske det helt rigtige, når det kommer til stykket.”

Meningsfuld opgave

Hun oplever det selv som en krævende, men også meget meningsfuld opgave at lukke afdelingen ned på en god måde. Faktisk har hun prøvet det før, hos Finansiel Stabilitet, men havde ingen anelse om, at det ville gentage sig, da hun blev ansat hos BEC.

”I den proces, vi er i, handler det meget om transparens. Og om at se og høre det enkelte individs behov og være opmærksom på, at de kan forandre sig efterhånden, som man nærmer sig lukningen. Den, der er cool med det i begyndelsen, bliver måske mere nervøs, som vi nærmer os”.

Hun minder også alle om, at de ikke er fravalgt at Nationalbanken, fordi de har gjort deres arbejde dårligt.

”Det er en strategisk beslutning, det handler om at Nationalbanken skal over på en fælles europæisk løsning, der erstatter løsningen fra BEC. Og det er et helt andet udgangspunkt at komme videre fra.”

"Den, der er cool med det i begyndelsen, bliver måske mere nervøs, som vi nærmer os”.
- Heidi Bjarnø Hagman
Heide B. Hagman har som leder fokus på trivsel og kompetenceudvikling. Foto: Claus Bech

Psykologisk tryghed

Heidi Bjarnø Hagman har arbejdet sammen med de tillidsvalgte i BEC for at bevare psykologisk tryghed i teamet. Der har også været kaldt til møde med tillidsrepræsentanter, hvor tvivlsspørgsmål kunne vendes.

Lederen har desuden sørget for at styrke det sociale med forskellige arrangementer for medarbejderne, og der planlægges også et afsluttende event for at markere lukkedagen på en god måde.

”På nuværende tidspunkt ved næsten alle faktisk, hvad de sigter på arbejdsmæssigt. Det har været en anledning til at overveje sit fremtidige arbejdsliv, men vi forventer, at langt de fleste gerne vil blive i BEC. Jeg tror på, at vi får det til at gå op.”

 

Lukkes til april

Nationalbanken lukker til påske driften af sit eget betalingssystem hos BEC og rykker til Den Europæiske Centralbank.

22 medarbejdere i Roskilde skal derfor have nyt job.

Seneste nyt