Menu luk

Vi er nødt til at rette op

Sektoren har lært alt for lidt af coronatiden, og stressen slår atter markant ud. Det konstaterer næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen på baggrund af stor trivselsundersøgelse blandt medlemmerne.

1. mar. 2023
2 min

”Ligesom vi troede, at vi havde lært en masse om at bekæmpe stress under coronaen, viser det sig, at det ikke er tilfældet. Det er så ærgerligt!”

Næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen var spændt på at se resultatet af trivselsundersøgelsen, som godt 11.000 medlemmer i oktober deltog i. Desværre var der adskillige negative overraskelser.

Stress dykkede markant under coronahjemsendelserne, men er tilbage for fuldt tryk. Hver fjerde er på kanten af stress, blandt privatrådgiverne er det hver tredje.

”Vi kan se af undersøgelsen, at tidspres og arbejdsmængde er en virkelig negativ driver i forhold til stress. Og de faktorer er steget”.

Trives ikke

På den baggrund er en anden kedelig udvikling siden coronatiden knap så overraskende: Flere af Finansforbundets medlemmer trives ikke. Kun lidt mere end hver tredje giver udtryk for, at det i høj grad passer, at de trives på deres arbejdsplads.

Stolthed over arbejdet og arbejdspladsens værdier er noget af det, der har meget stor betydning for, om man trives eller ikke.
- Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet

Mange hjemmearbejdsdage gør derimod ikke noget godt for trivslen. Stoltheds- og fællesskabsfølelse falder, i takt med at distancearbejdet øges.

Individuelle muligheder

”Lykken er ikke, at alle behandles ens og får to faste hjemmearbejdsdage. Det er derimod øget selvbestemmelse og muligheden for at vælge det fysiske fremmøde på arbejdspladsen til og fra, så den enkelte får en høj grad af fleksibilitet”, siger Michael Budolfsen.

Han ser mange muligheder for at sætte ind over for såvel stress som mistrivsel, og selv om den oplagte mulighed efter corona ikke er blevet grebet i første runde, kan og skal der rykkes nu – i samarbejde med arbejdsgiverne:

”På begge sider af bordet må vi gøre os klart, hvad der skal til. Vi skal eksperimentere mere og finde den rigtige vej til øget trivsel og mindre stress. Vi er nødt til at rette op og ikke misse den historiske mulighed for at udvikle arbejdslivet i en positiv retning”.


Emner

Seneste nyt